Opgang2 Turnéteater har med Rottweiler modigt nok kastet sig over den svære to’er til succesforestillingen 4 Ever. Resultatet er velfungerende, og konceptet holder stadig.
To mænd på en scene. Den ene er musiker, den anden er fortæller. Bag dem ses en collage i rødlige nuancer med tre, små silhuetter i midten, der forestiller to store drenge og en lille pige. Det er i grove træk alt, hvad Rottweiler indeholder. Men alligevel får publikum en levende og fængende oplevelse med to forskellige fortællinger om familiebånd, søskende og hunde, der på uventet vis flettes sammen og samles mod slut.
Rituelt og fængende
Helt tilbage i 2014 spillede Opgang2 Turnéteaters forestilling 4 Ever for første gang. Siden har den turneret landet rundt, og med god grund. For 4 Ever er i al sin enkelhed en ganske fremragende ungdomsforestilling om venskab. Derfor giver det også mening, at Opgang2 Turnéteater nu laver en to’er.
Rottweiler er titlen på den nye forestilling, der er en del af teatrets faste samarbejde med Aarhus Teater. Setuppet er fuldstændig identisk med 4 Ever, og heldigvis for det. For det er netop konstellationen med Chadi Abdul-Karims formidable fortælleevner og Nikolaj Rosengreens ørehægende, stemningsskabende musik, der skaber den helstøbte teateroplevelse.
Der er noget næsten rituelt over de indledningsvise bevægelser, de to mænd på scenen udfører. Mens lyden af Rosengreens guitarspil fylder lokalet, gennemgår Abdul-Karim en række handlinger, som han tydeligvis har udført utallige gange før. Han hælder vand op fra en stor glaskande – først i Rosengreens glas, dernæst i sit eget. Han bevæger skuldrene og knækker fingrene som opvarmningsøvelser før sport. Og som det sidste, før det hele for alvor går i gang, tager han sin sorte kasket af og ifører sig den hvide hue, som han også havde på i 4 Ever. En næsten andægtig handling, som om fortællingernes magi sidder i huen. Hele dette ritual er også med til at bringe publikum i den rette stemning. Vi følger deres mindste bevægelser på scenen og venter i spænding på, hvilken historie de to vil fortælle denne gang.
En fremragende fortæller
Der findes ikke mange, der kan fortælle en historie så levende og fascinerende som Chadi Abdul-Karim. Som Bodil Alling, der med sit nærvær og sine fortællinger omfavner børn og voksne i alle aldre, har Abdul-Karim fuldstændigt grebet om det unge publikum.
Hans helt utroligt dybe stemme indfanger deres opmærksomhed fra allerførste ord. ”Her. Vogter. Jeg.” Han udtaler ordene, som var de ikke en del af en samlet helhed. Betoner dem, som havde de hver især en væsentlig og ganske unik betydning. Den uro, der ellers var omkring i salen ved Scala-scenen, hvor det traditionelle premierepublikum har fået selskab af flere skoleklasser med småsnakkende teenagere, forstummer i et nu. Fortællingen i Rottweiler er gået i gang, og alle lytter intenst.
”Alt er godt, så længe alt er godt derhjemme,” lyder omkvædet i en af de musikalske passager i Rottweiler, som til tider minder lidt om noget, vi kender fra Per Vers’ mesterlige sproglege. Og selvom historien på dette tidspunkt stadig er ren idyl, så varsler ordene ”så længe” alligevel forandringens komme. En understregning af en dyster undertone midt i alt det muntre.
LÆS OGSÅ: Ingen er en ungdomsforestilling med usikkerhed og sokkedukke-drama
Genkendelighed i fortællingerne
Hvor 4 Ever handlede om venskab, er der i Rottweiler fokus på familiebånd. Forestillingen har to parralle fortællespor, hvor det primære fokus er på de tre søskende Lange, Krølle og Lulu. Her fortæller Abdul-Karim om en kernefamilie i opløsning, om forældre, der svigter, og om hvordan en teenager pludselig må tage de voksnes ansvar på sine skuldre, blot fordi han er den ældste. Forestillingens andet spor handler om den usikre, unge mand Skinny. Fælles for de to historieforløb er, at de anskaffer sig en hundehvalp – en lille rottweiler – fra samme kuld. Og det er netop disse hunde, der til slut spinder historierne sammen på en noget overraskende vis.
Det er netop det genkendelige i historien om en potentiel skilsmissefamilie, om børnenes forskellige reaktioner og måder at håndtere situationen på, der gør, at Pia Marcussens tekst fungerer så fint. Skilsmissebarn eller ej. Alle blandt publikum kan se, høre, mærke og forstå de følelser, de tre børn gennemlever. Og også den fortabte Skinny og hans behov for selvhævdelse er ikke svær at følge.
Rottweiler er måske nok på mange måder en gentagelse af 4 Ever. Men der er jo ingen, der siger, at man skal opfinde den dybe tallerken hver gang. Med et så velfungerende koncept, ville det være ærgerligt ikke at benytte det flere gange. Især fordi der jo hele tiden kommer nye unge til, som endnu har deres første møde med formatet til gode. Hvem der bare kunne opleve det for første gang igen.
Læs mere om Rottweiler her.
