”Hvornår bliver man til nogen?”, spørger musiker Jacob Venndt retorisk i begyndelsen af Opgang2 Turnéteaters nye ungdomsforestilling Ingen. Publikum får ikke et svar, men vi lærer, at ingen er ingen, og alle er nogen.
Fra en efterladt sportstaske ved et busstoppested trækkes den ene livshistorie efter den anden op. Skuespiller Stinne Henriksen, der blandt andet også var med i Opgang2 Turnéteaters OMG – Kærlighed og andre katastrofer i 2018, er det meste af tiden alene på scenen, hvor hun spiller alle rollerne.
Velspillet men uden dybde
Hun starter ansigtsvrængende, krumrygget som den ældre dame med rollatoren, der er på vej ind til byen for at demonstrere mod lukningen af musikskolen. ”Musik og sang er sjælens klang,” ytrer hun i sin medbragte megafon. Men ved busstoppet opdager den ældre kvinde en sportstaske, som hun kigger i for at finde ud af, hvem ejermanden er. Denne undersøgelse sender med hver ny ejendel i tasken Stinne Henriksen videre på en tur gennem forskellige teenageres liv. Hun forvandler sig undervejs fra den ældre kvinde til forskellige unge mennesker – og tilbage igen.
Hun er den unge pige på grænsen mellem barn og voksen, der glæder sig til en skitur alene med den far, hvis kærlighed hun bare hungrer efter. Men som hurtigt indser, at hun må dele hans opmærksomhed med den sexede, nye kæreste Bettina. Stinne Henriksen er også selvsamme Bettina, der synes alting er så ”nice”, mens hun totalt overtager alle pigens ønsker og fremtidsplaner – ikke mindst med sit pres om, at sådan en ferie jo vil være et oplagt sted at miste sin mødom.
Stine Henriksen forvandler sig til en ung dreng iført hoodie, der drømmer om en rap-karriere, men er bange for andre menneskers holdninger. ”Jeg gider ikke høre det”, råber han, da Jacob Venndt vil rose hans optræden. ”Folk de skal altid mene noget om mig.” Igen og igen ændrer hun sig, og pludselig er hun også dukkefører af to sokkedukker, der udspiller et temmelig heftigt familiedrama med både misbrug og omsorgssvigt fra en storrygende mor. Det er mange, store temaer, der berøres, men vi når aldrig i dybden med nogen af dem.
Fine elementer i en lidt rodet helhed
Inge Line Lautrup Holsteen Jessen og Gitte Bøg Hansen står bag den enkle scenografi. En lille, firkantet scene beklædt med noget, der ligner asfalt, et almindeligt busstop-skilt uden køreplan og et enormt fotografi af en sløret stubmark bag det hele. Det kunne være hvor som helst. Et sted på landet i Danmark. Og det er en fin måde at gøre scenariet aktuelt over hele landet. Ved hjælp af Anders Kjems’ lyssætning skifter scenografien udtryk undervejs i den korte forestilling. Fra kølig grå regnvejrsstemning til varme, gyldne efterårsfarver.
Jacob Venndt sidder på venstre side af scenen, hvorfra han med instrumenter og beatboxing skaber det musikalske lag til Stinne Henriksens fortælling. Både som underlægning og som akkompagnement til hendes sang. Selvom han både i starten og slutningen af forestillingen træder op på scenen – kutteklædt og med store, hvide vinger printet på ryggen – bliver han ikke for alvor en integreret del af fortællingen. Kun i den korte sekvens, hvor han lytter til den unge drengs rap, indtager han noget, der minder om en decideret rolle.
Pia Marcussen står bag både tekst og instruktion i Ingen – ligesom i Opgang2 Turnéteaters øvrige produktioner. Ifølge programteksten kommer forestillingen ”rundt om ungdomslivets mange udfordringer”. Og det er for så vidt også rigtigt. Men det er en forestilling, der primært fungerer i kraft af Stinne Henriksens præstation, og hendes evne til at give krop og udtryk til de forskellige karakterer. Selve teksten og fortællingen som helhed fremstår ikke helt så klar, som man kunne ønske. Der er alt for mange forskellige historier samlet i en 45 minutter lang forestilling, hvorfor der ikke er tid til at gå i dybden men nogen af dem. Jeg savnede personligt et mere klart, gennemgående budskab i iscenesættelsen med lidt flere svar og lidt færre åbne spørgsmål.
Læs mere om forestillingen her.
