Det Kongelige Teater kan endelig opføre Hobbitten, der skulle have haft premiere sidste år. Den har været værd at vente på, for det er blevet en både magisk, sjov og lidt farlig forestilling for hele familien om at tage sin skæbne på sig.
Teaterchef Kasper Holten har selv instrueret Hobbitten, der spiller i Ulvedalene ved Klampenborg i år, og ved Moesgaard Museum i Aarhus næste sommer. Holtens forankring i operagenren forløser på bedste vis det kongelige friluftsflagskib, der denne gang virkelig bringer magien frem i skoven, mens mørket falder på.
Niels Brunses mundrette oversættelse af det engelske forlæg fra 2001 passer godt til den udendørs scene og en iscenesættelse, der holder fokus på gags, action og stemningsfyldte tableauer. De patosfyldte dialoger, som fantasygenren er så rig på, holdes prisværdigt korte. Vi behøver ikke så mange ord for at forstå, at det handler om at tage sin skæbne på sig. Langt hellere vil vi svælge i de fortryllende scenerier, de fjollede viser, de farlige trolde og de charmerende små shetlandsponyer, inden hele det syngende ensemble i faklernes skær byder os farvel for denne gang.
Det’ for børn
Når man er i skoven, skal man spille stort. I år løses denne opgave blandt andet ved, at de fleste centrale karakterer spilles gennem dukker. Ikke de mest sofistikerede dukker, da de jo netop skal kunne ses langt borte, men næsten naivistiske og meget indtagende dukker. Ikke mindst hobbitten Bilbo Sækker, der spilles med fuldstændig overbevisende uskyldsren forsigtighed af Signe Egholm Olsen. Kasper Leisner gør – uden dukke – en fin Gandalf. Han har ikke meget at rutte med tekstligt, men fyrer til gengæld nogle saftige skudsalver af med sin trolddomsstav, hver gang Bilbo og hans rejseselskab af dværge kommer i problemer.
Dværgene anført af Jens Jørn Spottags Thorin larmer og kvæder den ene vrøvlevise efter den næste. De er elskelige, og vi gyser, når de bliver fanget. Først i troldenes sorte gryde og siden i monsteredderkoppernes spind. Ida Marie Ellekildes dukker og kostumer bobler af humor, menneskelighed og farlighed. Det er for børn, men sandelig også for voksne, når horder af ulve på røde krykker eller myriader af grønne elvere fylder hele bakkedraget.
Joen Højerslev er Smeargol – eller Gollum, som de fleste nok husker den fortabte hobbit fra Ringenes Herre som. Det er en tung arv at løfte, men Højerslev er forrygende. Umanerligt kælent-skræmmende i sit smiskende-frådende-forsmåede samspil med Signe Egholm Olsens bævende, men lige lidt smartere Bilbo. Absolut en af aftenens bedste scener – og der var mange at tage i en medrivende forestilling, der ubesværet flød afsted. Ofte når man kedsomhedsgrænsen med dyr, der mosler rundt på scenen, men i år faldt alt i hak – og hvem kan også blive irriteret på shetlandsponyer i flok? Eller undgå at måbe fortryllet, når rejseselskabet flyves bort af en droneført kæmpeørn?
Poetiske pileskud og lysende elverskrift
Skoven er jo i sagens natur en del af scenografien i Ulvedalene. Kim Witzel har derfor også klogt koncentreret sig om scenen i midten, mens lyssætningen og de mange statister bringer omgivelserne i spil. Scenen, der ved ankomst ærlig talt mest ligner en klodset legeplads, viser sig at være en fortryllende forandringskugle – først hobbitbo, men snart uigennemtrængelig skov, snart bjergets dyb, og i Luke Halls enkle videodesign endda dragen selv. Det er uhyggeligt! På den gode måde, hvor alle aldre kan gyse, le og ånde lettet op sammen.
Et hav af detaljer skaber universet. Poetiske pileskud markerer elvernes ankomst, mens andre pile flammende når deres mål. Den skrift, kun elvere kan se, lyser ligesom Bilbos ring op i mørket. Jeanett Albecks kompositioner får med underliggende ansatser til både burlesk og western fint accentueret den gennemgående storladne, episke lyd, som næsten er uomgængeligt i fantasy-universet og som får forførende fuld gas på skæbnetemaet i den afsluttende korsang.
Opførelsen af Hobbitten er underlagt en række restriktioner af det selskab, der ejer licensen til stykket. Både oversættelse, scenografi, musik og den samlende instruktion af Holten og dukkeinstruktør Rolf Søborg Hansen lader dog til at have fået så frit spil, at forestillingen – der ikke er skabt til udendørs opførelse – har fået sin helt egen magi ud af en elsket, men også temmelig fortærsket fortælling ved at rykke den ud under åben himmel og bruge de greb, der virker i netop det rum. Det er det, teatret (blandt meget andet) kan.
Se forestillingstrailer her.
Se interview med dukkeinstruktør Rolf Søborg Hansen her.
LÆS OGSÅ: Teater i Ulvedalene siden 1910.