Populært lige nu

Annonce

★★★★☆☆ Forvandling – Herlige hæklerier for de mindste

Limfjordsteatrets Forvandling er en sød forestilling for de 0-4-årige, der med sit finurlige strikkeunivers inspirerer de mindste til selv at mærke med.

Annonce

Mere end 100 frivillige var med til at hækle, strikke og sy de utallige bløde tæpper og garnlapper i grønt og skovbrunt, som udgør det sansemættede scenografiske rum i Limfjordsteatrets Forvandling

En forestilling, der byder indenfor i et et helstøbt univers af garnskov med brun strikbark og hæklede blade i grønne nuancer. Publikum er på besøg i skoven. De sidder på puder og strikkede træstammer og ser op mod en lille lysning, hvor livets træ folder sig frodigt ud. I løbet af en lille halv time udspiller årets gang sig her med en danser og en skuespiller i front. De fortolker årets gang til musik og byder ind med sommerlige rullefald, trillende efterårsagern, strikket sneboldkamp og ægte vand, der plasker.

Forvandling
Forvandling på Limfjordsteatret. Foto: Lars Horn / Baghuset

Hemmelige huler og mystiske gemmer

Sanserne er i højsædet, og der er rigeligt for de små at se på. Strikkerierne flyder med ud i publikumsdelen af rummet og bidrager dermed til at skabe et blødt, rart og naturæstetisk sanseunivers. Den lille gut foran mig holdt stolt balancen med et hæklet blad på hovedet under det meste af forestillingen.

Skuespiller Asger Kjær og danser Stisa Søgaard folder sammen skovens årstidsforvandling ud i fysiske bevægelser og mimik i fin samklang med det taktile og visuelle rum. De peger på objekter, der åbenbares fra hemmelige huler og mystiske gemmer. De leger gemme. De balancerer. Holder vejret. Ruller lattermilde rundt og falder forpustede om. Fulde af indtryk og oplevelser.

Annonce
Forvandling
Forvandling på Limfjordsteatret. Foto: Lars Horn / Baghuset

Det er fascinerende og skønt, at universet er ordløst. Dog ville en et lidt roligere bevægemønster nok kunne møde de små tilskueres motorik og tempo lidt mere i øjenhøjde. Det bliver de til gengæld, da alle efter forestillingen inviteres ind på scenen, så de selv kan gå på opdagelse i de mystiske gemmer og mærke på de mange strikkede elementer. Besøget på scenen understøtter en helt igennem rar oplevelse for de mindste og deres følge.

LÆS OGSÅ: Nordea-fonden sikrer teateroplevelser til hundredevis af børn

Annonce

Seneste

Nyhedsbrev

Udforsk videre

Anne Liisberg
Anne Liisberg
Journalistisk chefredaktør ISCENE. Fagansvarlig lex.dk. Jurymedlem i Revyernes revy og comedyfestivalen UP. Bestyrelsesmedlem i Foreningen Danske Teaterjournalister. Cand. mag. i Dansk & Dramaturgi. Tidligere blandt andet fast anmelder på Teater 1 fra 2011-2016 og på Berlingske fra 2016-2019.