Teatret Slotsgården byder atter op til kaskadevis af latter. Denne gang med farcen Damen fra natcafeen, der på bedste nonsensvis byder på det rene skære kaos efter en våd aften i byen. Handlingen er papirtynd, men hvad gør det, når genren er forstået og spillet er i top.
Siden 2012 har Teatret Slotsgården budt på komedie under åben himmel. Hidtil er der taget livtag med de klassiske komediers mestre, først Holberg, siden Moliere. I år kaster holdet sig med fynd og klem over den rene farce med Georges Feydeaus Damen fra natcafeen. Det gør de med så meget stil og timing, at man virkelig mærker savnet efter den sjældent spillede genre.
Farcen er ikke opbyggelig, der er ingen morale. Ja, naturligvis kan man konstruere alverdens indsigter om dårskab og nemesis, når ulykkerne ramler ned over de sagesløse karakter. Men i bund og grund er og skal det bare være spas og løjer. Farcen kræver dog høj teknisk kunnen, når timingen skal sættes i skabet hvert andet øjeblik.
En tornado af ærkeengle, elskov og ekstase
Det kan holdet i Odense Slotsgård, hvor latteren fortjent ruller gennem publikumsrækkerne, mens den gode bedsteborger, lægen Lucien Petitpont, graver sin egen grav dybere og dybere. Damen fra natcafeen er fra 1899, men fremstår frisk og relevant i Johan Sarauws bearbejdelse og instruktion med overlegen sans for timing. Heller ikke i 2021 er det et ønskescenarie, hvis ens livspartner finder en anden person i fællessengen.
Så vi sympatiserer med Petitpont, der efter en våd omgang på natcabareten Maxime har inviteret den frimodige Crevette med hjem. Hvordan hun er endt i ægtesengen, mens han selv har sovet under sofaen henstår i det uvisse, men vi er med ham i forsøget på at skjule Crevette for sin mildt sagt religiøst overspændte kone Gabrielle. Men løgn føder løgn, og snart kæmper Petitpont på adskillige fronter, mens en tornado af forviklinger, ærkeengle, elskov og ekstase udvikler sig til kaos. Alle kysser på alle uanset køn kun afløst af dueller og åndesyn. De sidste rammer Gabrielle Petitpont, som Rebecca Rønde Kiilerich brillant lader veksle mellem tumpet mildhed og rent hysteri. Kvinden aner aldrig, hvad der foregår omkring hende – og da hun endelig opdager der, lader hun sig villigt besnakke af Petitpont.
Vanvittige trakasserier og præcise punclines
Teaterleder Jacob Moth-Poulsen står selv i centrum som den stilfærdige Petitpont, der dog har et vist kreativt talent for intriger og bedrag. Han veksler som sin frue mellem rasende desperation og afmagt med en kostelig evne til at synke punkteret sammen og stadig sætte punchlinen præcist. Carla Viola Thurøs Crevette stoltserer labert gennem det hele . Hun løber til slut med Petitponts onkel, den selvfede general. Ham giver Niels Andersen med stor teatralsk karisma i Jan Grarup-style komplet med træhalskæde hjembragt fra udstationeringen i Senegal. Lækker detalje.
Kristian Rossen klarer sin lidt mindre taknemmelige rolle som husven, der rammes af en del af de slag, der rettelig burde have ramt Petitpont, med en fin distræt komik, mens Thomas Diepeveen giver fuld gas i rollerne som modvilligt servil husfaktotum i det Petitpontske hjem og svært alkoholiseret landlig hertuginde. Martine Levinsen er skøn som hertugindens søn med pibestemme, og ganske rundtosset som pigernes ven, machoen Løjtnant Corignon. Mathilde Lundberg springer imponerende let mellem hele tre roller som gæv gadefejer, sleben sekundant og hjerteskærende forladte Clementine, grevens niece.
Forvirret? Det er der ingen grund til. Holdet holder linen stram og bringer os på bedste vis gennem de vanvittige trakasserier, der jo blot er at ligne med en skærsommernats koglerier. Teatret Slotsgården byder på topunderholdning med stærke præstationer over hele linjen og også lidt til øjet i Olivia Hetmans finurlige kostumer. Hvor er det skønt at se en velspillet farce, lad mig ønske, at det ikke bliver sidste gang, vi ser den genre i Odense.
