Folketeatrets koncept Under huden overlader teatrets mindste scene til de unge og deres egne historier. Den unge Elias’ lidelser er tredje forestilling i rækken. Det digitale format fungerer godt i en moderne Sturm & Drang-fortælling om at være en minoritet i minoriteten, der dog er mere digt end drama.
Dansk-marokkanske Elias Sadaq har tidligere fortalt sin historie i digtsamlingen Gadestreger. På Folketeatrets lille scene Kvisten går han i frugtbart kompagniskab med et kreativt team om en dramatiseret fortælling om hans vej fra speciel dreng i ungdommens Aarhus over manddomsprøvende udskejelser i et ikke altid så rummeligt LGBTQ+ miljø i København, til han lander i sig selv og accepterer fortidens skam som del af dette selv.
Forestillingens titel refererer til Goethes Den unge Werthers lidelser, hvis titelkarakter begik selvmord på grund af ulykkelig kærlighed – eller måske snarere på grund af mangel på mening. Elias’ lidelser udspiller sig som en dialog med hans selvmordsfremkaldende skam, der er materialiseret som en galgeløkke, der jævnligt kalder på ham, til den mod slut transformeres med ind i hans nye selvopfattelse. Det handler om at finde kærligheden til sig selv – og her er Elias nok modigere end forgængeren Werther i sin stålsatte vej mod at skabe mening.
Poetisk lydunivers
Forestillingen præsenteres som et poetisk lydunivers, og det er en præcis genrebetegnelse. Der er for så vidt megen dramatik i teksten, særligt i form af afvisninger. Fra familien – ikke mindst farens foragtfulde mærkat ”Svans” giver et stød i maven – fra jævnaldrende og fra et LGBTQ+ miljø, der i hvert fald delvist fremstår selvopfyldt og ekskluderende. En maskulin mand med anden etnicitet end dansk er ikke en spiselig bøsse-variant for de to lesbiske kvinder, Elias møder på sin vej ind i det natteliv, der for ham alligevel bliver transitionen fra ung til voksen.
Nattens billeder får fin power både som frisættende og forkvaklende. Dans forløser, men findes kærligheden på bunden af en flaske? Skammen lurer, men skridt for skridt, dansetrin for dansetrin arbejder Elias sig mod den kærlighed til sig selv, der er livsafgørende. Det er genkendelige følelser sat i lyriske ord, der af og til rimer, men hele tiden spinder virkeligheden ind i et poetisk flow. Det er en sprogligt smuk tekst, som kunne have løftet sig endnu højere og noget mere dramatisk i en rutineret skuespillers mund. Jeg er ikke sikker på, at det altid er en gevinst for Under huden-konceptet, at forfatter og skuespiller er samme person.
Teamwork og after talk
Den unge Elias’ lidelser er dog tydeligvis et stærkt teamwork med nyuddannede Silje Shearman Poulsen som en nænsom men sikker iscenesætter og hhv. lyd- og lyselev Mathias Fremming og Sallie Thomsen sætter deres prægnante fingeraftryk på oplevelsen og rykker på den 1:1-oplæsningsoplevelse, der som nævnt lurer i skyggen.
Teamoplevelsen står også klart i den efterfølgende talk på zoom, hvor Elias Sadaq og Silje Shearman Poulsen går i dialog med aftenens publikum. Det fungerer fremragende, og spørgelysten hos det overvejende unge publikum var stor og indsigtsfuld. ”Det er fedt, at vi kan samles på tværs af rum”, nævnte én, og det er jo blandt andet det, det vellykkede, digitale teater kan.
Den unge Elias’ lidelser rammer rent og sprogligt nuanceret, og beriger med after talken forestillingsoplevelsen i et nærværende og nysgerrigt format, der i hvert fald her passer usandsynlig godt til temaet og til fulde lever op til Folketeatrets mål med scenen, nemlig at være en samtale fra ung til ung med ung – og vi andre kan med fordel kigge og lytte med.
Hør Elias Sadaq læse op fra Gadestreger her.
Denne anmeldelse blev oprindeligt udgivet 8. marts 2021, men genudgivet i august i anledning af Copenhagen 2021.
