På lørdag er der officiel indvielse af Odsherred Teaters nye teatersal, der skal give nyt liv til lokalområdet og er realiseret i samarbejde med Odsherred Kommune, fonde og foreninger.
Odsherred Teaters nye teatersal er klar til at blive indtaget af skuespillere, instruktører og publikummer. Indvielsen er sidste led i en større transformation. Teatret er flyttet ind på hovedgaden i Nykøbing Sj og er blevet renoveret – samtidig er der opført en tilbygning i form af en ny og fleksibel blackbox-sal.
”Odsherred Teater har igennem alle årene haft en enorm kulturel betydning for egnen. Vi har som område en rig kunsthistorie, og vores blomstrende kulturliv er noget af det, der virkelig løfter Odsherred og adskiller os fra andre. Det er ganske unikt, at vi har en så velfungerende og nytænkende kulturinstitution som Odsherred Teater liggende i kommunen, og jeg glæder mig meget til nye spændende oplevelser i den nye flotte teatersal,” udtaler borgmester i Odsherred Kommune, Thomas Adelskov, i en pressemeddelelse fra teatret.
Et stort benarbejde
Hele processen omkring den nye teatersal har krævet både stædighed og et stort benarbejde. Teaterleder Simon Vagn Jensen og borgmester Thomas Adelskov mødtes i 2014 – her fremlagde Simon Vagn Jensen første gang sine tanker om en ny teatersal i den gamle Irma-forretning midt på gågaden i Nykøbing Sj.
”Det er ikke hver dag at et tidligere supermarked i en lille provinskommune ombygges til et forrygende teaterhus. Faktisk næsten aldrig. Og det er heller ikke alle byggerier der får markant betydning for en masse mennesker, men det gør det her. Både for dem, der bor og arbejder i Odsherred, men også for dem der holder af at gæste området, år efter år. Kulturen har en helt afgørende rolle i styrkelsen af livskvalitet og attraktion i Odsherred. Det her nye teater gør en forskel. Godt gået Odsherred,” siger teaterleder Simon Vagn Jensen.
Formand for bygningsfonden Odsherred Teaters bestyrelse Lars Nybjerg siger:
”Tilblivelsen af Odsherreds nye teater er ikke alene et fantastisk byggeri, men også et aktiv for hele Odsherred. Teateret vil i årene fremover vise sig som en af de afgørende faktorer for den allerede igangværende positive udvikling Odsherred er inde i. I en tid, hvor der i hele landet er fokus på at gentænke provinsens fremtidig bymidte, er Odsherreds nye teater med sin placering, et nytænkende og forbilledlige projekt.”
LÆS OGSÅ: Leiv Arne Kjøllmoen bliver ny leder på Odsherred Teater
Moderne scenekunsthus
Odsherred Teater flyttede fra beliggenheden i Annebergparken syd for Nykøbing Sj. i sommeren 2016 og etablerede sig herefter i de udtjente butikslokaler på Algade 36, som Odsherred Kommune havde købt til formålet. Efter en renovering af den forreste del af bygningen til en lille teaterscene, teatercafé, kontor og køkken blev der etableret en bygningsfond, hvis formål var at bygge og drive den nye teaterbygning.
Den nye teatersal er blandt andet støttet af fonde. I februar 2020 blev det første spadestik taget. Bygningen, der er tegnet af Christensen og Co Arkitekter, er et ca. 1000 m2 stort moderne scenekunsthus indeholdende en 300 m2 blackbox med plads til 230 publikummer, værksted, garderober, mødelokale, kontorer og lounge.
Kilde: Pressemeddelelse, Odsherred Teater