Granhøj Dans og Asterions Hus er gået sammen om at lave en ny international danse- og teaterfestival på Teater Møn med et bombardement af kunst i verdensklasse. Til 12 PERFORMANCES IN 24 HOURS kan du på under et døgn opleve forestillinger af Seiko Dance Company, Granhøj Dans, HimHerandIt, DonGnu og Asterions Hus.
Sammen med Asterions Hus har Granhøj Dans sat sig for at vise et udvalg af kompagniets forestillinger for publikum, internationale gæster, kolleger og forestillingskøbere. Og i forløbet har de inviteret andre kompagnier med ombord. Det har ført til festivalen 12 PERFORMANCES IN 24 HOURS.
Festivalprogrammet starter lørdag 16. oktober om formiddagen og slutter om eftermiddagen søndag 17. oktober.
En genstart af internationale turnéer
Siden corona ramte i 2020 har mange teaterkompagnier mærket, hvordan det internationale samarbejde er gået i stå. Med rejserestriktioner, corona-pas, nedlukninger og aflysninger af den ene platform for visning af forestillinger efter den anden, har kompagnier, der har bygget deres virke på internationale turnéer, været hårdt ramt.
“Med 12 PERFORMANCES IN 24 HOURS ønsker vi at genstarte det internationale samarbejde. Vi har samlet kræfterne og inviteret internationale presenters til Danmark for at se et udvalg af turnéforestillinger. Efter at have aflyst den ene internationale turné efter den anden, er vi mere end klar til at komme ud i verden med vores forestillinger. Vi håber, at denne platform kan blive startskuddet for de internationale turnéer, som vi kender fra før corona,” skriver arrangørerne bag festivalen i en pressemeddelelse.
Det er ikke kun den internationale teaterudveksling, der har været hårdt ramt. Også salget af forestillinger i Danmark til teaterforeninger, biblioteker, teatre og kulturhuse har lidt under corona.
“Gennem de sidste snart to år har flere af de festivaler og platforme, hvor vi plejer at sælge vores forestillinger i Danmark, også været aflyst, udskudt eller omdannet til online-begivenheder med skiftende held. Samtidig har der været stor usikkerhed om hvilke forestillinger, der overhovedet har kunne gennemføres, så vi kan godt mærke, at forestillingskøberne har været forsigtige. Nu hvor udsigten til en normalisering af teaterlivet og en vaccineret befolkning, vil vi gerne sparke salget i gang. Ikke med hatten i hånden, men ved at invitere til fest og fejring af det vi alle brænder for; scenekunsten,” skriver arrangørerne.
Stor kunst i smukke omgivelser
Til 12 PERFORMANCES IN 24 HOURS er der samlet 12 stærke, smukke, vilde eller morsomme kunstneriske oplevelser. Det er forestillinger, der spænder vidt i både form og udtryk, men fælles er, at alle forestillingerne er af professionelle kompagnier, og de kan opleves samlet som del af festivalen med partoutbillet, eller man kan købe billet til forestillingerne enkeltvis.
“Det er lykkedes at samle 12 forestillinger af danske og internationale kompagnier og vise dem samlet på Teater Møn. Hvis man kigger grundigt på forestillingsprogrammet, er det faktisk ret vildt, hvad vi kommer til at vise. Vi håber, at publikum vil komme og se forestillinger af kompagnier, de kender og holder af, kaste sig ud i at se forestillinger af kompagnier, de ikke har set før, og lade sig imponere, forføre og overraske,” skriver arrangørerne.
12 PERFORMANCES IN 24 HOURS finder sted på Teater Møn den 16. og 17. oktober 2021. Se det fulde forestillingsprogram her.