Folketeatret sender en moderniseret Pippi Langstrømpe på turné pakket ind i bolsjefarver, fed musik og seje trin med et drys af en anelse mere ensomhed og tristesse, end jeg husker fra min barndoms tv-serie.
Vi genkender lyden af Pippi. Den slagfærdige her-bor-jeg-sang. Men i Folketeatrets udgave med en lille skrøbelig usikkerhed i mellemtonen. En lille tøven, som Siw Ulrikke Maiboms Pippi først glidende lader gå over i ren Pippi-kækhed, for dernæst at genoplive den med sin gentagne godnathilsen: ”Du skal ikke være bange mor, for jeg klarer mig jo altid”.
Nok er vi alle i bund og grund alene. Det er dog hjerteskærende at høre et barn – også verdens stærkeste barn – komme med en sådan besværgelse. Muligvis var længslen efter forældrene der også i tv-serien fra 1969, der netop nu kan ses på DR, men verden så med andre øjne dengang. Pippi har i årtier været et svensk emblem på girl power, og måske især på den børne-empowerment, som 70’erne var så rig på, og som Pippis litterære mor, Astrid Lindgren, var bannerfører for.
Det stikker lidt i hjertet
Dengang så vi den seje pige, der kunne ”næsten alt”. Ikke isolationen bag. I dag er vi nok mere tilbøjelige til at se det ensomme barn, der skal bære for meget for de barnlige voksne. Hver tid sit perspektiv, og Pippi er fortsat en klassisk god historie, der rammer rent hos det talstærke publikum mellem 4-10 år.
Det er også en gedigen og generøs forestilling med glimt i øjet og herligt konkrete virkemidler. Hele 13 aktører er på scenen. Den ene naturligvis formummet som hesten Lille Karl, en anden som aben hr. Nilsson. På tv sad han på Pippis skulder. På scenen er aben stor som lille Pippi selv, og svinger sig adræt omkring hende som en nonverbal, men talende skygge. Siw Ulrikke Maibom, der tidligere har brilleret i noget mere dystre roller, ejer sin Pippi med hud og hår i røde fletninger. Hun kan proppe sig med slik, hun kan løfte sin hest, hun kan drive læreren til vanvid, hun kan danse på bordet og drage omsorg for sine nye venner Tommy og Annika.
Og så kan hun spejde i kikkerten ud på de syv have efter piratfar Kaptajn Langstrømpe med et stille, sukkende ”Godnat, hvor end du er”. Puh, det stikker altså lidt i hjertet.
Intet kan slå pink prikker og gule strømper
Tristessen tager dog aldrig overhånd i det kulørte bolsjeunivers, hvor man kan drikke sodavand, til maven skulper, og hvor de skrappe voksne ikke rigtig er skrappe for alvor. De bliver som vennerne Tommy og Annika påvirket af Pippis gå-på-mod og skæve vinkler på alt fra bordskik til ”pluttifikation”.
Scenografien er som ofte i Folketeatrets turneforestillinger lidt skrabet, men Benjamin la Cours sikre hånd fornægter sig dog ikke. Med Villa Villekulla i miniature, med sørøverskibets stævn, der pludselig lægger til land. Men mest af alt i det konsekvente spil mellem Pippis bolsjefarver og den beige omverden. Intet kan slå pink prikker og gule strømper, og langsomt ændres de andres klædedragt i takt med deres overgivelse til Pippis livsmod.
At forældresavnet til slut forsvinder som dug for solen til fordel for venskabet, forekommer noget inkonsekvent. Men måske viser det blot, at livet har mange farver og ikke altid går op. Birgitte Næss-Schmidts overvejende muntre iscenesættelse af et hold med stærk sans for komik og timing i et spraglet, meddigtende musikalsk univers under ledelse af kapelmester Anders Ortman skyder denne moderniserede Pippi flot ud over rampen.
