Et nyt program fra Statens Kunstfond og Udviklingsplatformen for Scenekunst skal understøtte, at den frie scenekunst kommer ud i hele landet, blandt andet gennem deltagelse på årets Teaterseminar, salgsmessen for scenekunst, som arrangeres af Danmarks Teaterforeninger. Men hvad er udfordringerne og mulighederne i forhold til at få de frie grupper på turné? For kunstnerne selv og for aftagerne? ISCENE spurgte nogle af aktørerne.
”Jeg tror, det kommer til at fungere godt at være på Teaterseminaret sammen og blive præsenteret som en gruppe. Vi er små fisk og måske får arrangørerne bedre øje på os, når vi bliver præsenteret som en gruppe og kan støtte hinanden,” siger koreograf Tora Balslev fra Daily Fiction, som er en af de ti grupper, der deltager i programmets pilotprojekt.
Formålet med det nye initiativ er netop at gøre det nemmere for det frie scenekunstfelt at deltage i Teaterseminaret på en kvalificeret måde, og derigennem øge distributionen af feltets forestillinger i hele landet.
Viden om turné og salg
Souschef og producent Aline Storm fra Udviklingsplatformen for Scenekunst (UP), der faciliterer initiativet, fortæller, at det udspringer af den mapping og analyse af turnéforholdene for det frie felt, UP lavede i 2020, og som konkluderede tre ting: At det frie felt har behov for viden om turné og turnésalg, at de smalle forestillinger og nye grupper skal have yderligere synlighed for arrangørerne, og at nysgerrigheden og booking-viljen hos arrangørerne skal stimuleres.
”Vores første tiltag var et heldagsseminar om turné i september 2020 på Momentum i Odense, hvor mere end 50 frie grupper deltog og sugede til sig af viden om turnéstøtteordninger, formidling og afvikling. Dernæst var der behovet for synlighed, og her er det, at Teaterseminaret, som er Danmarks største platform for turnésalg af forestillinger for voksne, kommer ind i billedet,” fortæller Aline Storm.
Hun understreger, at det i første omgang har været vigtigt at sikre, at de ti deltagende grupper fik dækket de fleste udgifter til deltagergebyr, ophold og rejse. Astrid Hansen Holm fra Ruby Gamache, der deltager i pilotprojektet med forestillingen TYK, bekræfter, at økonomien har afgørende betydning: ”Hvis vi ikke havde fået omkostningerne nogenlunde dækket, havde jeg ikke kunnet prioritere det, da vi simpelthen ingen midler ville have haft”.
Hvordan formidler man sin kunst?
Næste skridt for de deltagende grupper var at arbejde med pitch og salgsmaterialer på den forberedende workshop, som Udviklingsplatformen afholdt i oktober. ”Det er en kompleks konstruktion at turnere. Hvis man ikke har erfaring med det, kan det simpelthen være svært at stable en turné på benene,” fortæller Jonas Schou Hansen, der var ekstern projektleder på workshoppen.
Det handler ifølge ham især om at kunne arbejde med den lange tidshorisont, turneer kræver. De ti grupper i pilotprojektet er således fundet gennem et Open Call blandt de kompagnier og scenekunstnere, der er optaget i Garantiordningen for 2022/23. Ordningen er en underskudsgaranti, der er attraktiv for købere af scenekunst, idet den sikrer, at de ikke selv risikerer at skulle dække hele udgiften i tilfælde af underskud.
Støtte er, som Jonas Schou Hansen også peger på, ikke det eneste, der kræver forberedelse, hvis man skal lykkes med sit salg. Formidling er en væsentlig faktor, både lavpraktisk i form af en teknisk rider, men også i salgsmaterialet, der skal være klar lang tid før selve turneen. ”Har man overhovedet erfaring med at italesætte, hvad forestillingen går ud på?,” spørger Jonas Schou Hansen retorisk og peger atter på tidshorisonten: ”På Teaterseminaret i november sælger vi jo forestillinger til sæsonen 22/23, så der skal vi gerne kunne vise både lækre billeder og en filmtrailer”.
Workshoppen satte derfor gennem forskellige aktiviteter fokus på at klæde grupperne på til at sælge. De fik målrettet feedback på deres pitch af adjunkt Joachim Rosenstand fra Kreativ Kommunikation ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Lene Struck fra APPLAUS fortalte om publikumsudvikling fra mindre teaterproducenters perspektiv med fokus på, hvordan man italesætter sin egen forestilling til købere. Pete Livingstone fra Livingstones Kabinet gav konkrete værktøjer til at håndtere salgssituationen set gennem kunstnerperspektivet.
Det var dejligt at blive taget i hånden
Tora Balslev har været på Teaterseminar to gange før. ”Jeg ved godt, hvad det går ud på, men workshoppen gav mig en oplevelse af, at det var let og sjovt at lave forberedelse til seminaret. Jeg havde nok fået lavet mit pitch og trykte materiale alligevel, men det var dejligt at blive taget i hånden. Det blev konkret at arbejde med og jeg føler ikke, at jeg går helt alene med det. Jeg fik konkret input til min målgruppepræsentation af Lene fra APPLAUS, så jeg fik den defineret og sagt på en fed måde. Jeg synes også, det var rart at få en kunstners vinkel på branding. Pete gjorde det lidt mere magisk og passede godt til mig, der lægger vægt på relationerne,” fortæller Tora Balslev.
Hun har også fået ideer til, hvordan hun skal gribe det an, hvis aftagerne siger, at de ikke har publikum til smal kunst. ”Min kunst er meget stedsspecifik og naturorienteret, så det ligger jo godt ind i tiden. Og så arbejder jeg i Silkeborg Kommune, der har meget fokus på outdoor-aktiviteter. Så nu kan jeg jo se, at det passer sammen og jeg kunne foreslå samarbejde med nogle af outdoor-foreningerne”.
Skarpe udfordringer
Dramatiker Andreas Dawe fra AKUT360 har aldrig været på Teaterseminaret før og han glæder sig ikke, men har besluttet at prøve. Han var derfor glad for arbejdet med præsentationsteknik til pitchet på workshoppen. ”Joachim Rosenstand var supercool og gav meget konkret feedback på vores pitch, fx gå ned i tempo, så de kan nå at høre, hvad du siger. Jeg har aldrig prøvet at tale til 500 mennesker på den måde før. Jeg er jo gammel skuespiller, så det skal nok gå, men jeg var glad for hans input,” fortæller Andreas Dawe, der synes, det virkede godt, at Joachim Rosenstand kommer fra et andet fagfelt.
”Han lyttede med friske ører, fordi han ikke kender os, men ved noget om kunst. Vi er en lille indspist branche, så han var et godt pust udefra. Hvis det var en fra branchen, som ved, hvad vi hver især står for, ville vi nok mere blive bekræftet i det, man allerede er god til. Nu blev vi rost, men også udfordret knivskarpt,” siger Andreas Dawe og nævner, at workshoppen også har inspireret ham til at kontakte flere aftagere med salgsmateriale før selve seminaret.
Det forberedende arbejde på workshoppen følges op på selve teaterseminaret, hvor de ti grupper deler en fælles stand sammen med Udviklingsplatformen. ”Vi vil gerne tydeliggøre, at det er nogle lidt andre typer produktioner, og en fælles stand kan også hjælpe kunstnerne med at hjælpe hinanden ved fx at henvise til nogle af de andre, hvis deres egen produktion ikke matcher den køber, de taler med. Det kan være med til at sikre, at de rigtige kunstnere møder de rigtige købere,” fortæller Jonas Schou Hansen og Aline Storm supplerer: ”Det sidste behov, vi afdækkede i 2020, nemlig at pirre nysgerrigheden og booking-viljen hos arrangørerne, håber vi at ramme dels via den tyngde, grupperne får ved at blive præsenteret samlet, dels via en event under seminaret hvor vi inviterer et udvalg af modige teaterforeninger til at vidensdele deres praksis i forhold til at købe og vise smalle forestillinger”.
Gynger og karruseller i Vejle
Vejleegnens Teaterforening booker allerede en del produktioner fra det frie felt og Bodil Dittmer fra foreningen slår da også med det samme fast, at ”vi kigger ikke så meget på, hvem der kommer, men hvad, de kommer med”. Foreningen er en af Danmarks største og det spiller en rolle for dens åbenhed for scenekunst fra det frie felt.
”Vi har de store forestillinger med kendte skuespillere, som mange efterspørger, men vi vil også gerne de eksperimenterende ting, for det er der også nogle, der gerne vil opleve. Vi vil gerne tage ansvar for diversiteten. At det ikke kun er de store, strømlinede teatre, der kommer ud i landet, men en mangfoldighed af scenekunst. Det er vigtigt, at de små kompagnier også kommer ud på landevejene og bliver set. Og vi er jo så heldige, at vi er store og har økonomi til det. Forestillingerne fra det frie felt kan sjældent tjene sig selv hjem, så profitten fra de store forestillinger betaler de mindre. Det er gynger og karruseller, og det er dejligt, at det kan fungere, for vi er her jo for alle publikumsgrupper,” fortæller Bodil Dittmer.
Foreningens fokus på de frie grupper skyldes også dens ungegruppe, der er med til at kuratere foreningens program. De er med på Teaterseminaret, hvor de ifølge Bodil Dittmer ”vælger ting, vi ikke ville have valgt”. Ungegruppen tager ejerskab og står blandt andet for at markedsføre konkrete forestillinger til deres egen aldersgruppe. Bodil Dittmer mener, at scenekunst fra det frie felt kan være særligt attraktivt for det unge publikum, men nævner samtidig, at en gruppe som Glimt Amager er populær hos alle aldersgrupper.
Bodil Dittmer opfordrer andre arrangører til at hoppe ud i det, hvis de ser noget i en anderledes forestilling. ”Det skal jo ikke bare være nyt for at være nyt. Det skal betyde noget. Så kan man sagtens tage det på sit program,” mener hun. I forhold til den mere praktiske del af samarbejdet med de frie grupper, fortæller hun, at grupperne af og til skal have hjælp med at udfylde kontrakter og ikke altid er helt skarpe i deres tekniske rider. Den største udfordring set med hendes øjne er formidlingen: ”Det er vigtigt, at der er lidt skriftligt materiale, som vi kan bruge i vores sæsonprogram, og som ikke er for abstrakt. Hvis det er det, kan det nemt få folk til at tænke ”uh nej, det lyder ikke godt”. Det skal ikke være højtravende sprog, for så står folk af,” afrunder hun.
Det virker, når unge taler til unge
Egnsteatret Masken byder mange turnerende forestillinger indenfor, også fra det frie felt. ”Egentlig er det underordnet for os, om det er frie eller faste teatre. Vi skelner til, om der følger en underskudsgaranti med. Det er heller ikke ligegyldigt for os, hvem det er, vi vil gerne være med til at fremme nye producenter og styrke dansk scenekunst på den måde. Gennem årene har vi opdraget vores publikum til at se al slags teater, også smalle forestillinger med skuespillere, man ikke kender, og historier, man ikke har hørt før,” fortæller administrator Hannah Karina Mikkelsen og fortsætter: ”Hos os må man gerne grine, man må gerne græde, men hos os går man også tit reflekterende ud af teatret. Vi siger, at forestillingen gerne må vare lidt længere, og den refleksion kan scenekunsten fra det frie felt tit fremkalde”.
Masken har som Vejleegnens Teaterforening et aktivt ungedramaturgiat, der kommer med rundt på festivaler og vælger forestillinger til teatrets repertoire, som de efterfølgende selv skal lave PR for. ”Man kan ikke forudse, hvad de unge kan lide, men det virker, når unge taler til unge,” fastslår Hannah Karina Mikkelsen og nævner Kånstkollektivets musikforestilling Venter på stegte duer som et eksempel på en forestilling, der taler til de unge. ”Man laver jo teater til der, hvor man selv er, og de nyeste grupper laver nok mest til de unge, og derfor er det vigtigt at have dem med på råd, når vi sætter repertoiret,” afrunder Hannah Karina Mikkelsen.
Vi går efter de langsigtede ringe i vandet
De ti udvalgte produktioner repræsenterer et bredt udsnit af det frie felt fra dans over performance til taleteater. Aline Storm fremhæver, at de som nævnt ”er udvalgt af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst til Garantiordningen, som prioriterer smalle forestillinger af høj kunstnerisk kvalitet. Med andre ord så skulle de her produktioner gerne være cremen af den eksperimenterende scenekunst – vovede, nytænkende og relevante”.
Tora Balslev fokuserer på, at de frie kompagnier kan være med til at skabe kunstoplevelser i områder uden megen kultur: ”Jeg kommer ikke selv fra en familie, hvor man oplevede kunst, men så hørte jeg Pierre Dørge fra New Jungle Orchestra spille på konkylie i kirken og det bragte mig ind i kunsten”.
Andreas Dawe er usikker på, om hans forestillinger er for smalle: ”Tendensen er at vælge det sikre med kendte skuespillere og genrer, hvor vi kan byde ind med det skæve og anderledes. Jeg har fx en tre timers forestilling om krig, vil de mon byde på den? Det må vi se, om der er købere til”.
Aline Storm holder fokus på, at der i år kommer en række grupper til Teaterseminaret, som nok ikke ville have været der uden det nye initiativ. ”Og så er det vores håb, at den samlede indsats og larm, vi laver omkring grupperne, kombineret med deres egen boostede messeadfærd vil give konkret afkast i form af møder og samtaler med potentielle købere og samarbejdspartnere under messen og også efterfølgende. Den her type tiltag er altid svær at måle på den korte bane. Det er de langsigtede ringe i vandet, vi går efter. Derfor er det også vigtigt, at årets pilotprojekt bliver gentaget fremadrettet, så grupperne har mulighed for at følge op og år efter år opbygge kontinuerlige relationer og et omdømme i branchen,” afrunder hun.
Læs mere om pilotprojektet her.
Læs mere om Danmarks Teaterforeninger her.
Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Udviklingsplatformen for Scenekunst med fuld redaktionel frihed for ISCENE.
De 10 deltagere i pilotprojektet er
Ruby Gamache med Tyk, Akut360 med Zinkdrengene, Kassandra Production med History of Sexuality og Hooked, Blue Cliff med Shinpai Shinaide – Don’t Worry About Us, Daily Fiction med City Matters, Granhøj Dans med Bolero-Extended, Next Zone med Tribe, Det Olske Orkester med Det kontaktløse forhold, Out of Balanz med Før vi forsvinder, Between Music med AquaSonic
Danmarks Teaterforeninger og Teaterseminaret
Danmarks Teaterforeninger er landsorganisation for 63 lokalt forankrede teaterforeninger, der dækker hele landet. Teaterforeningerne arrangerer ca. 1.200 teaterforestillinger årligt og formidler i den forbindelse mere end 200.000 teaterbilletter. Det er teaterforeningernes opgave at vise et bredt udsnit af professionelt turneteater. Hvert år i november arrangerer Danmarks Teaterforeningen Teaterseminar, hvor producenter kan præsentere og sælge scenekunst til bl.a. teaterforeningerne, egnsteatre, små storbyteatre og landsdelsscenerne.