Teater freezeProductions lagde i sidste uge vejen forbi Det Kongelige Teater med produktionerne Udsigt og Præsten og åndemaneren. To korte postkoloniale dramaer, der med humoren som krumtap stilfærdigt gør os klogere på Grønlands historie og almentmenneskelige temaer.
Der var fuldt hus på Det Kongelige Teaters Lille Scene, så noget kunne tyde på, at konceptet K:Selekt er ved at finde et publikum. Konceptet går i al sin enkelhed ud på, at nationalscenen i samarbejde med Statens Kunstfond åbner scenen for frie grupper fra hele landet.
Denne gang altså Teater freezeProductions, der i en årrække har beskæftiget sig med Grønland. I forskellige formater har teatret skabt ny dramatik, der undersøger landets historie, teater og den postkoloniale virkelighed, som den former sig nu.
Hun ved godt, hvem hun er
Vi tager to dyk ned i historien med dagens to korte enaktere. Først Præsten og åndemaneren, der visualiserer et fiktivt møde mellem den dansk-norske præst Hans Egede og den grønlandske åndemaner Inuk. Den grønlandske natur danner bagtæppet som film bag dem i det ellers spartanske scenerum. Samtalerummet er derimod alt andet end spartansk, når store emner om tro, krop, historie og natur vendes af de to.
”Hvordan skal man forklare Paradisets Have til nogen, der aldrig har set et træ,” sukker Hans Egede. Inuk er nu imødekommende nok over for hans historier, men kan ikke lade være at le af begreber som arvesynd og ejendomsret, der slet ingen mening giver for hende. Særlig fin er sekvensen, hvor præsten præsenterer De 10 bud og mødes af Inuks mere fællesskabsorienterede leveregler.
Makka Kleist forlener sin Inuk med stor varme og en anelse farlighed. ”Det kan vel ikke skade at få en hjælpeånd mere,” smiler hun polisk og tager imod Egedes Gud. Men hun ved godt, hvem hun er, og vi ser, hvem Hans Egede er gennem hendes blik. Han spilles en anelse nølende af norske Svenn B. Syrin, hvilket gør rummet mere undersøgende end konfrontativt.
Den spruttende, resignerede latter
Teater freezeProductions har også taget den lidt ældre Udsigt med. Det er en uhyre charmerende og samtidig forstemmende historie om det mere moderne Grønland. Makka Kleist er helt forrygende som den ældre kvinde, der med udsigt fra sin betonaltan mindes livet, som det formede sig i en forandringstid. Stemningen sættes af filmen bag hende, hvor vi langsomt bevæger os fra farver og fangst til snorlige boligblokke og uendelig gråhed.
Grå er Makka Kleist ikke. Hun sprudler, ler og fortæller af karsken bælg. Om de mange børn. Dem, der levede og dem, der døde. Om flytningen til boligblokken, hvor hendes mand hurtig blev gammel uden adgangen til hav og fangst. Om al maden. Om alle naboerne, der larmer omkring hende og indrammer dagen. Det er kosteligt fortalt, man kan ikke undgå at le med kvinden, men heller ikke at mærke smerten, der løber som en tråd under fortælleglæden.
Det er to små fortællinger, men rige på indhold. Der er langt fra Inuks stolthed til den aldrende kvindes spruttende, resignerede latter. Og så alligevel ikke. De er begge Grønland, og de giver os et blik at se med, som ikke er vores eget. Det er ikke så lidt.
