Teaterdirektør på Randers Teater, Peter Westphael, kommer med et opråb til branchen om at stå sammen og anerkende, at verden endnu ikke post-corona.
For kort tid siden blev restriktionerne lagt i graven, og vi fik at vide, at corona ikke længere er en samfundskritisk sygdom. Hurra for det. En vigtig og allestedsnærværende fri følelse og ikke mindst tiltrængt milepæl i pandemien. Op åbnede skolerne, scenerne og stadionerne. Vi må samles, stå og synge. Vi må det hele. Men vi kan ikke det hele. Ikke endnu.
Sygdommen er nemlig ikke forsvundet. Corona er stadig en kritisk sygdom for teaterbranchen og store dele af kulturlivet. Ikke på sundhedsniveau, men på et økonomisk niveau. Scenekunsten er en holdsport og corona er den giftige modstander. Corona udsætter og aflyser stadig forestilling på forestilling, fordi branchens produktioner bliver til gennem arbejde på tværs af fagligheder og dermed på tværs af mange forskellige mennesker; skuespillere, instruktører, teknikere, kor, dansere … Mange smittekæder, der skaber stor kunst.
Det har fatale konsekvenser for teatrenes økonomi og for publikums teatervaner. Og hvad gør vi ved det? Jeg har ikke løsningen, men vi bliver nødt til at vise rettidig omhu, fordi aflysningerne vil skabe rod i økonomien for mange, og unægteligt vil have indflydelse på publikums tillid til teatret.
Ikke alene er publikum mere påpasselige med at bestille billetter i god tid, de skal også genfinde charmen og trygheden ved at sidde i et rum sammen med mange andre og dele et fantastisk intimt øjeblik. Men hvordan genfinder publikum den glæde, når de til stadighed møder aflysninger og lukkede døre?
Vi må anerkende problemet, vi må igen stå sammen som branche, vi må finde ud af, hvad vi kan gøre for at komme igennem den her tid, som giver et falsk billede af, at verden nu i sandhed er post-corona. For det passer ikke.
Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
