Populært lige nu

Annonce

Gøglerne undersøger skellet mellem skulptur og skuespil

En gruppe gøglere slår for tiden deres folder på Den Frie Udstillingsbygning – klar til at stoppe tiden. ISCENE fik et indblik i den særlige form for billedkunst-performance, som kunstneren Mathias Dyhr er aktuel med på den kuraterede gæstescene TOASTER.

Annonce

Den Frie Udstillingsbygning og Husets Teater lægger for tiden huse til nogle af Københavns mest innovative forestillinger i krydsfeltet mellem teater og billedkunst. TOASTER er navnet på den kuraterede gæstescene for frie performancegrupper, som vil gøre eksperimenterende scenekunst mere synlig.

I de kommende måneder befolkes de to kunstinstitutioner således blandt andre af en gruppe gøglere bestående af både mennesker og gipsfigurer.

Henslængte trædukker

De ovennævnte dukker fik denne skribent lov at hilse på en fredag eftermiddag under prøveperioden på Gøglerne af det multidisciplinære projekt Kunstteater. Manden bag er billedkunstner og instruktør Mathias Dyhr, og han er i fuld gang med at færdiggøre figurerne, som sammen med tre performere spiller rollerne i performancen.

gøglerne kunstteater toaster
Gøglerne, Kunstteater på Den Frie Udstillingsbygning. Foto: Malle Madsen

Henslængte ligger eller sidder de i den ufærdige scenografi i Den Frie Udstillingsbygnings kælder, som udover dem består af møbler af fyrre-, linde- og æbletræ. Dukkerne er også lavet af træ tilsat et lag Nivea-creme og banan, oplyser Mathias Dyhr. De er mobile, så de fra episode til episode kan forandre placering og udryk, når de bliver aktiveret af skuespillerne. 

Annonce

Billeder, tekst og sang

Mathias Dyhr har siden sommeren arbejdet på skulpturerne, bestående af lakerede stylter og håndbrændte perler med rekvisit-assistance fra konstruktør Lucas Wichmann Melkane. Dyhr er uddannet billedkunstner, men det er ikke første gang, han inddrager andre udtryksformer i sin praksis. I kunstnerduoen Mathias&Mathias har han sammen med Mathias Toubro arbejdet med både film, tekst og installation. Men med Gøglerne havde han lyst til at bevæge publikum på en anden måde, end den billedkunsten normalt gør det på, fortæller han.  

“Når man er billedkunstbeskuer, er man frit stillet og afgiver den tid, man har lyst til. I scenekunsten griber man øjeblikket på en anden måde og insisterer på folks opmærksomhed inden for en konkret periode. Jeg ville gerne se, hvad det kunne give min billedkunstpraksis at give mine skulpturer en udveksling med skuespillerne på scenen,” fortæller han over en cappuccino midt i scenografien.

gøglerne kunstteater toaster
Gøglerne, Kunstteater på Den Frie Udstillingsbygning. Foto: Malle Madsen

Resultatet af Mathias Dyhrs fusion mellem billedkunst og teater munder ud i en fire episoder lang performance med et åbent prøveforløb, hvor gæster på Den Frie Udstillingsbygning kan overvære udviklingen af værket. De tre første reelle episoder foregår på museet, mens skuespillere og dukker til den fjerde rykker til Storkespringvandet i Indre By. Menneskerollerne er besat af Asbjørn Krogh Nissen, Christine Gjerulff og Torben Kirkegaard. Manuskriptet er skrevet af forfatter Maria Hesselager, som også har været medudviklende af gøglernes univers. Til performancen hører der også en syngespildel, der er komponeret af Egil Kolind.

Kunstneren som moderne gøgler

Storkespringvandet, som traditionelt er et sted for performance samt et trafikknudepunkt med store magtinstitutioner liggende omkring sig, er en lokation, der taler ind i Gøglernes tematik: Lederen af en gøglertrup er gået bort, og arvtageren af posten skal nu findes. De to elskende, Ri og Asp, konkurrerer om at blive den nye fører af gruppen, hvis mål er intet mindre end at stoppe tiden. Hvor  Asp har et ønske om at holde alderdommen på afstand, repræsenterer Ri revolutionen og det sociale potentiale i at stoppe tiden, forklarer Mathias Dyhr.

Hans fascination af gøgler-figuren udspringer dels af en interesse for Middelalder-teater, dels af hans personlige erfaringer som kunstner, fortæller han med et selvironisk grin:

“Da jeg startede på kunstakademiet og blev spurgt, hvad jeg lavede, følte jeg tit lyst til at lyve og sige, at jeg lavede noget andet. Selvom det at være kunstner er et urgammelt erhverv, kan folk have svært ved at relatere sig til det. Professionen er på en måde kategoriløs – ligesom gøgleriet. Derfor har jeg haft lyst til at arbejde med gøglerfiguren og tage den figur på mig”. 

gøglerne kunstteater toaster
Gøglerne, Kunstteater på Den Frie Udstillingsbygning. Foto: Malle Madsen

Gøglerens liv på må og få er noget, Mathias Dyhr kan spejle sig i – men også dens mulighed for at skabe forandringer i samfundet, fortæller han:  

“Gøglere havde ofte en privilegeret position ved hoffet og kunne gøre brug af deres kritiske stemme, men de kunne også hurtigt komme ud i kulden igen. Denne her linedanseragtige følelse af gøgleren, som er ret ferm til at holde balance mellem at rokke til tingene og samtidig ikke gå for langt, synes jeg er fascinerende”.

Mathias Dyhr er bevidst om ordet “gøgler”’s negative associationer i nogles ører. Men netop den ambivalente figur havde han lyst til at undersøge, og når de tre performere og de fire dukker går på scenen, ved han endnu ikke, hvad der kan opstå. 

LÆS OGSÅ: Anden sæson på TOASTER byder på billedkunst, ødelæggelse og musikalske oplevelser

Åbent eksperiment

Netop det åbne prøveforløb skærper performernes fornemmelse af, at de er i gang med et eksperimentet i krydsfeltet mellem billed- og scenekunst, siger Mathias Dyhr. Når man ikke forbi prøverne, skal man dog ikke fortvivle – ligesom det heller ikke er nødvendigt at overvære alle episoderne af performancen for at forstå handlingen. Episoderne bliver nemlig filmet og vist på fire skærme på Den Frie Udstilingsbygning, så publikum kan holde sig ajour med den foregående episode. 

gøglerne kunstteater toaster
Gøglerne, Kunstteater på Den Frie Udstillingsbygning. Foto: Malle Madsen

“Det er åbent eksperiment, hvordan vi får masseret skuespillerne ind i denne her kunstscenografi. Men at arbejde med skulpturen i en fastfrosset stilling taler markant ind i det her projekt, fordi det handler om at standse tiden. Vi arbejder med, hvordan vi forhandler skellet mellem skulptur og skuespiller, som er en del af den samme gruppe,” siger Mathias Dyhr, der glæder sig over, at TOASTER stiller scene til rådighed for netop dén slags kunstneriske undersøgelser. Det samme kan besøgende af Den Frie Udstillingsbygning roligt gøre. 

Læs mere om Gøglerne her.

Denne artikel er udgivet i et mediesamarbejde med Toaster med fuld redaktionel frihed for ISCENE.

OPLEV GØGLERNE

Hver performativ episode varer ca. 40 minutter og opføres på udvalgte datoer. Alle dage to uger op mod hver episode afholder Kunstteater åbne prøver på nær af under generalprøven.

Episode. Fredag 25. februar kl. 18:00 og kl. 20:00 (Minus 2, ferniseringsdagen)

Episode. Fredag 18. marts kl. 18:00 og kl. 20:00 (Minus 2)

Episode. Fredag 8. april kl. 18:00 og kl. 20:00 (Minus 2)

Episode. Fredag 29 april (Offentligt rum. Nærmere information kommer senere)

Seneste

Nyhedsbrev

Udforsk videre

Niels Erling: ”Hvis vi havde løst kampen mellem fornuft og følelse, så var der ikke mere suppe at koge på den pind”

Dramatiker Marie Bjørns Lov mig aldrig at glemme handler om en...

Tre scenekunstnere udvalgt til Den Unge Kunstneriske Elite

Statens Kunstfond har netop udvalgt 13 kunstnere til det...

Borgen bliver til musical på Slagelse Teater 

I samarbejde med Lion Musicals forvandler Sjællands Teater DR’s prisbelønnede...
Nina Branner
Nina Branner
Uddannet i litteraturvidenskab og kulturjournalistik fra Universität der Künste i Berlin, og skriver om kultur og samfundsstof for blandt andre Dagbladet Information, Weekendavisen og Berlingske Medier.
Annonce

Niels Erling: ”Hvis vi havde løst kampen mellem fornuft og følelse, så var der ikke mere suppe at koge på den pind”

Dramatiker Marie Bjørns Lov mig aldrig at glemme handler om en umage kærlighedshistorie, om længslen efter at kunne leve autentisk sammen med den, man elsker, samtidig...