Anne Middelboe Christensen, teateranmelder ved Dagbladet Information, skriver mindeord om teaterinstruktøren Mogens Pedersen (1931-2022).
Teaterinstruktøren Mogens Pedersen kunne ikke sidde stille. I hvert fald ikke til forestillinger, han selv havde instrueret. Som en lille, begejstret dreng gemt i en gammel mands krop sad han og småhoppede i teatersædet under hele forestillingen. Jeg har i hvert fald siddet bag ham under adskillige forestillinger, mens han levende fulgte med i skuespillernes spil på scenen – og jeg har nydt at observere, hvordan hans krop udtrykte alle de følelser og intentioner, som han selv havde bedt sine skuespillere om at udleve. Som en ilter dirigent for sine følsomme skuespillere – og som en spejling af den psykologi, han selv havde sat i spil.
Men nu er det slut. Mogens Pedersen er død, 90 år gammel. Han var en af Danmarks største teaterinstruktører. Han mestrede det psykologiske drama, så alt virkede troværdigt og afbalanceret. Han fik sine skuespillere til at spille så realistisk, som man ellers kun kan gøre det på film. Og han havde vel at mærke modet til også at gå ind i alt det svære og det modbydelige i det menneskelige sind. Netop dette virkelighedsnære udtryk fik alt det væmmelige til at virke endnu voldsommere og endnu mere ubærligt. Han skabte følelsesstærkt teater.
Da jeg i 2010 oplevede hans opsætning af Festen på Vendsyssel Teater, blev jeg slået omkuld af hans insisterende, psykologiske præcision. For han gjorde ikke bare denne frygtelige incesthistorie til et spørgsmål om skyld. Han gjorde den til en fortælling om voldtægtens uhyggelige almindelighed, og han fik skuespillerne til at spille som mennesker midt i sammenbruddet. Her var en personinstruktør, der tilsyneladende kunne kline sig ind i hvilken som helst psyke hos en rollefigur – og videregive den til sin skuespiller. Rollen som sønnen Christian blev spillet af Martin Hestbæk, der blev nomineret til en Reumert for sin sitrende præstation. Og det var ikke mindst takket være instruktionens fokus på sårbarheden.
Smidt ud af skolen
Mogens Pedersen kendte selv til skuespillerens udfordringer. Han uddannede sig som skuespiller ved Det Kongelige Teaters Elevskole, men han blev smidt ud fra skolen allerede året efter i 1955. Det styrkede ham dog kun. Han blev i hvert fald skuespiller alligevel. Han kom til Aalborg Teater i årene 1962-68 sammen med sin elskede hustru og livsledsager, skuespilleren Bodil Sangill, og i Aalborg var han også med til at stifte Jomfru Ane Teatret i 1960’erne.
I 1970’erne arbejdede han som instruktør på Gladsaxe Teater og Folketeatret, og han blev fast instruktør ved Det Kongelige Teater, hvor han bl.a. instruerede Shakespeares Hamlet med Søren Spanning i hovedrollen i 1982. Han rejste dog til Aalborg igen i 1985, da han fik jobbet som teaterdirektør for Aalborg Teater, og her skabte han de følgende ni år et varieret repertoire lige fra musicals til Ibsens Peer Gynt.
En engageret sjæl
Siden Aalborg-tiden har Mogens Pedersen arbejdet som freelance instruktør. Hans sidste forestilling var den fine og politisk voldsomme fortolkning af Ljudmila Razumovskajas russiske magtdrama Kære Frøken Jelena i 2016 på Himmerlands Teater – med hovedrollen spillet af hans datter Susanne Sangill, der har været teaterdirektør i Hobro siden 2002. Hendes datter er teaterfotografen Emilia Therese.
Heldigvis blev Mogens Pedersen både værdsat og belønnet. I 1981 fik han overrakt instruktørprisen Teaterkatten af Danske Teaterjournalister. Og i 2014 – som 83-årig – resulterede hans iscenesættelse af Soyas Parasitterne på Vendsyssel Teater i en Reumert-nominering, nemlig til skuespilleren Hans Holtegaard, der spillede en overrumplende modbydelig og primitivt snu Gruesen. Igen fordi Mogens Pedersen turde insistere på en realistisk psykologi, der gik helt ud i det ekstreme.
Sidst, jeg mødte med ham, var i marts 2020 – lige inden nedlukningen. Her mødte jeg ham i en teaterfoyer, hvor han var sammen med sin Bodil. Og her kastede han sig ud i endnu en klartseende analyse af forestillingen og ikke mindst af skuespillernes forcer. Han var engageret, medlevende og skarp – og han forklarede fortsat sine pointer med hele kroppen i bevægelse. Han kunne stadig ikke sidde stille.
Så jo. Hans ivrige teatersjæl ville nok helst være blevet ved med at instruere til evig tid. Så forhåbentlig er der også teater dér, hvor Mogens Pedersen er nu.