★★★★☆☆ E-Rasmus – Holberg for unge i veloplagt gaming-univers

Trods knap 300 års forskel i tid undslipper E-Rasmus ligesom sin navnebror Erasmus Montanus ikke tilpasning til normaliteten i den sprælske, men moraletro opdatering af Ludvig Holbergs klassiker, der er co-produceret af Bornholms Teater, Vendsyssel Teater og Teater Vestvolden.

Dansksproget teater fejrer i år sit 300-års jubilæum, og i den anledning har Bornholms Teater, Vendsyssel Teater og Teater Vestvolden opdateret Ludvig Holbergs Erasmus Montanus til en energifyldt og teknisk opfindsom forestilling målrettet unge fra 12-årsalderen.

Noobs hele bundtet

Holberg er selv på scenen, som den uvorne, usynlige hund Ludvig, der slæbes rundt af den kvindelige udgave af originalens sure svigerfar Jeronimus. Han er her blevet til en sladdervorn veninde af E-Rasmus’ mor Nille, der har fået lov at beholde både navn og kærlighed til den aparte søn, der kræver at få et E sat foran sit navn, Rasmus. Hun rummer det afvigende et langt stykke ad vejen, mens en del af de øvrige karakterer ikke kan komme hurtigt nok i gang med at afrette E-Rasmus. Han er jo også et temmelig øretæveindbydende bekendtskab, der fyldt op af selvglæde håner alt og alle, der ikke lige har set lyset – i dette tilfælde lyset inde i den VR-brille, han helst opholder sig inde i.

Det er godt tænkt at skifte originalens latin ud med det gaming-kaudervælsk, som mange af os ikke helt er hjemme i. Vi forstår, at det ikke er heldigt at være en noob, men må nok lige tjekke Google for at være sikre på, hvad det præcis dækker over. Det problem har det overvejende unge publikum naturligvis ikke, og de er med E-Rasmus fra hans entre til potente toner og konfetti som en anden boksehelt.

Henførte publikumssuk og en forstemmende morale

Han er e-sportsmester på efterskolen, men i glansbilledbyen, hvor mor vander roser dagen lang, er de ikke helt oppe på det beat. Den kloge degn underviser i computer på biblioteket og Jesper Ridefoged er blevet til en temmelig klam ungdomspsykolog. Lisbed, E-Rasmus klimaaktivistiske barndomsven og potentielle kæreste, ønsker sig ikke som han mange (VR-)verdener, men vil redde den verden, vi har, og bror Jakob vil bare gerne være den næste Ronaldo.

Konflikter og klimaks afviger ikke fra originalen. E-Rasmus presses til at rette ind efter de småborgerlige normer. Hvor irriterende og nedladende han end er, er det hver gang en forstemmende morale. Christian Lollike fik bedre end nogen den tvetydighed, der kan findes i Holbergs tekst, frem i sin Erasmus Montanus fra 2017.  

Det skal nu ikke komme den aktuelle forestilling til skade. Den er et rapt bud på at bringe kulturarv videre til nye målgrupper uden at miste essensen. Iscenesættelsen får tilmed med enkelte virkemidler demonstreret scenekunstens magi. Helt uden teknologisk forstærkning ånder tilskuerne henført, når to lommelygter live bruges som lasersværd. Cadeau også til en skarp scenografi, henrivende kostumer og en lyssætning, der med lydens hjælp genskaber VR lige for øjnene af os, mens karaktererne på skift fanges i dets parallelunivers.

Det er nærværet

Mathias Bøgelund gør en udmærket E-Rasmus med en evigt rablen gaming-lingo af sig. I direkte ord-battle med Per, der svarer igen med boomer-smash som ”musemåtte”.

E-Rasmus er virkelig svær at holde af, når han skammer Per eller bror Jakob ud, men har dog et blødt punkt for Lisbed. Martin Bo Lindsten jonglerer med overlegenhed Lisbeds mor, psykologen og bror Jakob. Clara Ellegaard er især en indtagende Nille og Olivia Franciska Fevel Borgels får givet godt liv til både Lisbed og Per. En stærk ensemblepræstation, hvor tøjskift og teknik blot er det velfungerende bagtæppe for det nærvær, spillerne får skabt til publikum. Det nærvær, som jo samtidig er hele forestillingens pointe.