Del

”Jeg er træt af både at være skuespiller, produktionsleder, afvikler af teknik, PR og alt det løse til en latterlig løn sammenlignet med indsatsen. Det bliver for hårdt i længden.” Sådan lyder nogle af ordene fra Marianne Søndergaard, der nu står på scenen for sidste gang i Teatret st. tv-regi med forestillingen Projekt Frygt. Hun fortæller her om et langt liv indenfor dansk ungdomsteater.

Et mekka af kunstfærdige forestillinger for børn og unge

I 2002 stod jeg første gang på Aprilfestivalen, som dengang hed Børneteaterfestivalen. Jeg anede ikke, at konceptet eksisterede og at vi havde verdens største teaterfestival for børn og unge i Danmark. Jeg var målløs. Et spektakulært mekka af kunstfærdige forestillinger, som blev solgt til turné i ind- og udlandet.

På en festival blev jeg blæst omkuld af ungdomsforestillingen Jeg er sgu da ikke narkoman af Munk & Pollner. En super simpel opsætning med et par højtalere og en aktuel historie, som ramte plet for de unge. Det ville jeg også lave – teater for unge, som rammer dem, hvor de er. En ”pigegruppe” som pendant til de seje herrer.

Jeg mødte Betina Grove (skuespiller og siden del af den kunstneriske duo i Teatret st. tv, red.) og vi havde de samme drømme. Sammen stiftede vi Teatret st. tv og skabte vores debutforestilling 6, P LR K? med et skønt hold og vandt en Reumert.

Vi søgte penge til en forestilling mere og lykkedes ret hurtigt med at gå fra at være et projektstøttet teater til at være driftsstøttet. Og dermed blev vi kunstneriske ledere af et teater.

teatret st tv marianne søndergaard
Marianne Søndergaard og Christian Hetland i Deadline, Teatret st. tv. Foto: Per Morten Abrahamsen

Skolernes sparerunde tog glæden fra turnéteatret

Vi producerede nyskabende scenekunst, tog på turné til de fjerneste afkroge af landet og satte gang i debatter blandt unge og voksne.

Vi solgte lange turneer til teatre og skoler. Vi var ildsjæle drevet af lyst og begejstring og institutionerne stod klar med en teaterkyndig kontaktlærer og hjælpende hænder. Men med skolereformen og centraliseringen oplevede vi et skift i skolernes tilgang til scenekunst.

Pludselig blev teaterkontaktlærerne sparet væk. Teaterpionererne gik på pension, og når vi mødte personalet på skolen, anede de ofte ikke hvilket teaterstykke, de skulle se, fordi de ikke selv havde bestilt det. Tidligere var lærerne forberedte og gjorde brug af vores undervisningsmateriale, men nu var der overhovedet ikke tid. Det virkede ofte stressende, at vi kom. Det gjorde ondt, for vi har virkelig haft en særdeles vigtig og fin kontakt til elever og lærere og er blevet bekræftet i, hvor skelsættende mødet med teatret har været for de unge, når vi i vores forestillinger bl.a. har præsenteret dem for temaer som præstationsangst, døden, mobning, overgreb, afhængighed og venskab. Pludselig blev turnélivets glæder tungere koblet med en udmatning af megen turné gennem flere år.

Frustreret over kampen og politikernes manglende opbakning

I mine første år på festival så jeg en gruppe spille for unge. Midaldrende mænd som de unge skulle spejle sig i. Det var tåkrummende pinligt og jeg sad lige så uroligt som de unge mennesker og tænkte, at jeg måtte love mig selv at stoppe i tide – og hvis jeg som midaldrende skulle spille ung med de unge, skulle der være et teatergreb, som kunne forsvare det. Jeg lovede også mig selv ikke at blive en bitter turnérotte, som jeg oplevede en tendens til hos nogle af de ældre i branchen.

Jeg var frustreret over gentagelsen af kampen om synligheden af Aprilfestivalen. Det er stadig et lukket fora for mange mennesker og politikere. Selv vores kulturministre kender oftest ikke til omfanget eller betydningen af scenekunstens mangfoldighed og hvilken betydning, den har i Danmark og i hele verden. Jeg mindes Aprilfestivalen på Frederiksberg, hvor daværende kulturminister Bertel Haarder i åbningstalen begyndte at snakke om dansk films succes og Oscar-nomineringer. Jeg er enig i, at det er fantastisk, men det var i særdeleshed endnu en manifestation af, hvor lidt fokus og forståelse der er fra politikernes side i forhold til dansk børne- og ungdomsteater.

teatret st tv marianne søndergaard
Sygt Sund, Teatret st. tv. Foto: Per Morten Abrahamsen

Vi blev ældre og tematikkerne ændrede sig

I Teatret st. tv lavede vi forestillinger for unge, som de voksne ville have godt af at se. 

I forlængelse af at vi blev ældre ændrede tematikkerne sig for, hvad vi fandt relevant at sætte på scenen. Så de sidste par år har vi lavet teater for voksne, som de unge ville have godt af at se. Vi kunne ikke længere sælge på Aprilfestivalen – der var ikke samme prioritet for salg til unge og i kraft med, at vi heller ikke længere havde faste lårbasser og smilerynkerne begyndte at sætte sig, var det et meningsfuldt skifte for os at sælge på de danske Teaterforeningers seminar, fordi tematikkerne kredsede mere om det modne publikum. En naturlig udvikling, som også indimellem gav råd til at have en tekniker med rundt, fordi man i Danmark kan sælge voksenteater til en anden pris. Og når vi så co-producerede med et teater med mursten, var musklerne helt anderledes. Ahhh!

LÆS OGSÅ: Projekt Frygt – vi har ikke glemt, hvordan man griner

På 14 år har jeg oplevet en lille lønstigning to gange

Men jeg er blevet ældre. I et lille fællesskab som Teatret st. tv kommer der en naturlig afmatning. De fælles ideer bliver brugt op. Lysten til at prøve noget nyt presser sig på, og samtidig kan jeg mærke, at jeg ikke magter at løbe så stærkt og hele tiden have alt for mange kasketter på – især under produktion og kæmpe for finansiering.

I de 14 år, vi har haft Teatret st. tv, har jeg oplevet en lille lønstigning to gange. Lønnen spejler på ingen måde indsatsen. Vi kunne vælge at gøre det anderledes, men vi går ind for ligeløn. Vi skal være stolte og glade for, at vi har haft succes, bevares! Det er vi. Men det skal også balancere og den balance ser jeg ikke længere.

Jeg er træt af både at være skuespiller, produktionsleder, afvikler af teknik, PR og alt det løse til en latterlig løn, sammenlignet med hvor mange strenge, der spilles på samtidigt. Det bliver for hårdt. Når jeg kigger tilbage på, at vi startede med at producere 6, P LR K? for ingen midler, så provokerer det mig, at vi stadig producerer så latterlig billigt. Det kan nærmest ikke lade sig gøre. Jeg er træt af ikke at kunne give ordentlige lønninger til os selv og de folk, vi ansætter. Og ja, vi ligger over mindstelønnen, men mindstelønnen er umenneskelig, især hvis man skal bo i København. Og det koster. Ildsjælen brænder ud, når belønningen ikke viser sig lidt oftere.

Samtidig oplever jeg også, at det bliver sværere at sælge forestillinger. Ikke mindst i slipstrømmen af corona. Teatre med mursten bytter forestillinger indbyrdes – forståeligt nok, for de skal også overleve – og teaterforeningerne er også presset grundet dårlig økonomi efter nogle hårde år.

Marianne Søndergaard teatret st tv
Marianne Søndergaard. Foto: Lis Kasper Bang

Jeg stopper med et smil på læben

Jeg stopper med smil på læben som kunstnerisk leder af Teatret st. tv den 31. maj 2022. En beslutning, som blev taget før corona. Sikke et eventyr. Jeg glæder mig til nye eventyr, nye udfordringer og jeg er nysgerrig på nye samarbejder og nye stier at betræde. Derfor går jeg freelance som skuespiller og håber på, at dørene til film og tv åbner sig endnu mere.

Jeg producerer min sidste forestilling Projekt Frygt, vilkårene er selvfølgelig også grundet corona absurde og en ærgerlig men nødvendig sygemelding fra prøvestart gjorde det heller ikke lettere. Men holdet har løftet i flok med en ukuelig optimisme og indsats, og jeg håber, det vælter ind med publikum. Selvom forestillingen hedder Projekt Frygt, så er den heldigvis ikke så frygtelig. Så velkommen i teatermørket.

Læs mere om Teatret st. tv her.

Marianne Søndergaard: Uddannet skuespiller fra den Russiske Teaterskole, TeaterStudio efter Stanislavskijs læremetoder i Århus 1996-1999. Stifter og kunstnerisk medleder af Teatret st. tv siden 2008. Støttet af Projektstøtteudvalget, Statens kunstfond. Stopper som kunstnerisk leder d. 31. maj 2022.

Betina Grove fortsætter som kunstnerisk leder i Teatret st. tv, hvor fokus bliver på børne- og ungdomsteatret.