★★★★☆☆ Nasty – kvindekamp i underhylere

Nasty er Susanna Leinonens brølende kommentar til #MeToo, kropsliggjort ved fire unge, meget teknisk og ekspressivt dygtige dansere. Kvinderne udfolder deres store potentiale af fysisk, æstetisk scenekunst. Men hvem definerer, hvilke udtryk, der er åbne for fortolkninger, spørger koreografen? Selvom forestillingen er snart fire år gammel og kommer lidt på bagkanten af den anden #MeToo-runde i Danmark, er den i sig selv et overflødighedshorn af kunstnerisk begavelse.

Publikum gisper og hopper i sæderne. Et inferno af pulserende alarmer og røde, blinkende lamper er et wake up call. Forestillingen er i gang. Fløjlshandsker er ikke noget, de bruger her, og heller ikke ret meget andet tøj. Iført små, stramme pants og asymmetriske toppe i sort, beige, lyserød med tyl og nylon, stirrer danserne selvsikkert tilbage på os med faste blik.

Integritet, præcision og styrke er fundamentet i de krævende, klassisk moderne trin og linjer. Danserne mestrer alt fra ballettens yndefuldhed til kampsportens lave tyngde og momentane tilføjelser af absurde, skuttende rygge og fuglelignende, stakerede hoveddrejninger. Der er kontrol af selv de mindste ansigtsudtryk fra hvide, ”stoneface” masker til hårrejsende skrig. Intet er tilfældigt, og alt leveres med nærvær og autensitet. 

Hvem definerer kroppes virkelighed?

I én af scenerne spørger den ene danser den anden: ”Are you asking for it?” Kollegaen står på alle fire og laver bevægelser med bækken og ryg med stigende intensitet, så hun bliver forpustet. En anden scene minder om noget fra en gyser. Karakteren befinder sig i et næsten livløst mørke. Siddende på gulvet med gulvlangt, sort hår ned foran ansigt og krop, krabber hun sig langsomt afsted med spredte ben. 

En tredje scene bygger energien op gennem repetitivt pumpende vingearme og hyperventilation fra en dyb, bredstående stilling. Leinonel fremstiller kompleksiteten i de mange, mulige agendaer og fortolkninger af de kunstneriske udtryk. Hvem bestemmer, hvad der er kroppens virkelighed? 

Hun adresserer samtidig hverdagens hårde retorik, der bidrager til magtforhold og sexualisering på dybe, manipulative niveauer. Titlen Nasty kommer fra Donald Trumps kommentar til Hillary Clinton under den politiske valgdebat i 2017, hvor han kaldte hende ”such a nasty woman”. 

Grænseoverskridende æstetik mellem virkelighed og teater

Der opereres med nøje udtænkte effekter i tæt samarbejde med et fremragende kunstnerisk team.

Musikken med især Arvo Pärts og Max Richters intense, stemningsskabende lydflader kan både røre os og skabe en lyrisk kontrast til temaets rebelske opråb. Sidstnævnte står Seppänens videoprojektioner til gengæld for, når hele scenen med ét fyldes af pulserende projektioner med ord som ”slut”, “nasty”, “nympho” og “hormonel”. 

Intensiteten i de krævende danseteknikker holdes denne aften oppe af blot fire dansere i scene efter scene, og det er lidt af en bedrift. De er næsten konstant på scenen, og selv skiftene er ofte åbne. Med publikums blik så langt ind i vingerne får vi illusionen af, at bevæge os i et grænseland. Danserne fortæller senere, at de skal styrke sig mentalt for at træde ind på scenen. Troværdighed i teater handler om virkelige følelser, og publikum er i særlig grad inviteret til at ransage deres.

Fra individets skam til samfundets strukturelle ansvar

Forestillingen havde urpremire i Helsinki i 2018, og turneen i Danmark blev udsat grundet pandemien. I mellemtiden har Danmark haft sin egen nye omgang #MeToo, der har ført os et andet sted hen i debatten, end det her skitserede spørgsmål om, hvem der har retten til at definere kroppe. For nu er det evident, at der er en problemstilling med store individuelle omkostninger, men også at de er af gennemgribende strukturel karakter.

Forestillingen kan ses som en konfronterende genfremstilling af ”The Male Gaze”, som er et begreb fra 70’ernes feministteorier om kvinden som objekt for mænds begær. Løsningen er ikke at udskamme mænd generelt, men at lede i de dybe strukturelle lag. Forestillingen slutter lige så pludseligt, som den begyndte og efterlader store dele af publikum uden perspektiver eller håb.