Populært lige nu

Kirsten Dehlholm er død

Instruktør og kunstnerisk leder Kirsten Dehlholm er gået bort, 79 år gammel. Det skriver Hotel Pro Forma i dag i en pressemeddelelse. Kirsten Dehlholm...

Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg møder kritik efter uddeling af ny scenekunstpakke

Da Kultur- og Fritidsudvalget i Københavns Kommune for nylig udmøntede en ny scenekunstpakke, lød der kritik fra branchen om, at kommunen løb fra sine...

Roskilde 2024 Art & Activism – minianmeldelser af danseperformances

Roskildes Art & Activism-program bød blandt meget andet på en række danseperformances, som vi løbende giver minianmeldelser under festivalen. Under programmets tematiske overligger Utopia...
Annoncespot_imgspot_img

★★★★★☆ Mitridate – psykedelisk barokopera hinsides logikken

Her deles vandene. For er Det Kongelige Teater, Malmö Opera og Skånes Dansteaters kompromisløse opsætning af Mitridate et overgreb på Mozarts 250 år gamle barokopera? Eller er Ralf Plegers visuelt fokuserede iscenesættelse lige, hvad musikken havde brug for?

Når en kritiker ser muligheden for at kritisere, har han også en pligt til at gøre det. Derfor forstår jeg godt, at Det Kongelige Teaters vidunderligt psykedeliske, men også radikalt visuelt fokuserede opsætning af Mozarts barokopera Mitridate allerede har fået en hård medfart.

For der er flere ting, som den kompromisløse tyske instruktør Ralf Pleger taber på gulvet. En af dem er handlingen. Alle recitativer er udeladt, tilbage står kun de kompakte arier. Man har ikke en chance for at forstå, hvad i alverden der foregår. Især ikke med Alexander Polzins helt abstrakte scenografi.

Sang på det jævne

I stedet må man parkere sin søgen efter logik. Syv sangere svæver hvileløst rundt på scenen og synger om en kærlighed og en hævn, der kun svagt anes. Tilmed er de flere gange placeret så langt bagude på scenen, at vokalen går tabt.

Det er ikke de jævne sangerpræstationer, man vil huske Mitridate for. Til gengæld forstår Concerto Copenhagen at holde konstant liv i Mozarts hele tiden bevægelige musik. Og det er lige præcis dynamikken mellem det hastige partitur og langsomheden på scenen, der holder opsætningen frisk gennem alle tre timer.

Mitridate
Mitridate på Det Kongelige Teater og Malmö Opera. Foto Miklos Szabo.

Et drømmesyn

Ralf Plegers Mitridate er et drømmesyn. Mere koncertant installation end dramatisk opera, mere underbevidst surrealisme end meningsskabende fortolkning. Det er ekstremt ambitiøst, og nok har de store armbevægelser affødt rimelig kritik, men de fortjener også endnu større ros.

I begyndelsen er alt mørkt. Vi hører bare Mozarts store, funktionelle tandhjul, som foldes energisk ud med sprødt cembalo og tidstypisk slank instrumentation. En konstant opbygning af spænding og forløsning.

Pludselig står den der så på scenen: den gigantiske, udborede kindtand af en skulptur. Fuld af nøgne menneskekroppe i et gyldentrosa skær. Sikke et syn.

Mitridate
Mitridate på Det Kongelige Teater og Malmö Opera. Foto Miklos Szabo.

Langsomt begær

Som en stor organisme smyger danserne sig ud af, op ad, rundt om, oven på og ned ad kolossen. De er et langsomt begær, en erotisk trance.

Torsoer rejser sig i nænsomt koreograferede vifter og fortærer en sanger. I et fantastisk tableau glider de ned fra en klippeafsats i slowmotion, mens en sopran i blå kjole synger om ulykkelig kærlighed. Dekadencen er saliggørende.

Det er en komplet abstraktion, men måske er det også lige netop, hvad Mozarts musik har brug for. Man behøver blot høre få sekunder af den for at sætte dato på. Så konkret er den, så fastlåst i tiden. Men i Mitridate klinger den frisk som aldrig før.

Mitridate
Mitridate på Det Kongelige Teater og Malmö Opera. Foto Miklos Szabo.

Skakspil efter pausen

Efter to akter med begærligt kropsteater skifter Ralf Pleger fuldstændig retning efter pausen. Væk er kindtanden og danserne, nu er erotik afløst af kontrol. Sangerne er skakbrikker foran en lysskærm i loftshøjde. For hvorfor ikke?

Med elegant lysdesign slutter Mitridate af med skyggespil, silhuetter og imponerende farvearkitektur. Det var så det. Og hvad var det så var, må man selv ligge og rode med. For nogle var det en stor sanselig oplevelse, for andre var det et fortænkt overgreb på operaformatet.

For mig var det formidabelt.

Musik: Wolfgang Amadeus Mozart. Libretto: Vittorio Amadeo Cigna-Santi. Iscenesættelse: Ralf Pleger. Scenografi, maskering og kostumedesign: Alexander Polzin. Koreografi: Fernando Melo. Lysdesign: Olaf Freese. Co-instruktør: Émilie Rault. Concerto Copenhagen dirigeret af Lars Ulrik Mortensen.

Medvirkende: Stuart Jackson, Elísabet Einarsdóttir, Emöke Baráth, Morten Grove Frandsen, Kari Dahl Nielsen, Sarah Aristidou, Sebastian Monti og dansere fra Skånes Dansteater.

Spiller på Det Kongelige Teater 8. – 24. april 2022 og på Malmö Opera 14. – 20. april 2022.

Seneste

★★★★★☆ Et skærsommernats drøn – dekonstrueret woke-schwung galore

Et skærsommernats drøn på Teatret Slotsgaarden er et intelligent,...

Hand to hand – europæisk samtidscirkus-projekt på PASSAGE Festival 2024

Hvordan kan samtidscirkus i offentlige rum bidrage til en...

Ny forskning om scenekunstnere og arkiver

Hvordan skal scenekunsten bevares, hvis det skal give mening...

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

★★★★★☆ Et skærsommernats drøn – dekonstrueret woke-schwung galore

Et skærsommernats drøn på Teatret Slotsgaarden er et intelligent,...

Hand to hand – europæisk samtidscirkus-projekt på PASSAGE Festival 2024

Hvordan kan samtidscirkus i offentlige rum bidrage til en...

Ny forskning om scenekunstnere og arkiver

Hvordan skal scenekunsten bevares, hvis det skal give mening...

Kirsten Dehlholm er død

Instruktør og kunstnerisk leder Kirsten Dehlholm er gået bort,...

Her er de nominerede til Revyernes Revy 2024

I dag kan Skuespillerforeningen af 1879 og Revyernes Revys...
Annonce
Sune Anderberg
Sune Anderberg
Selvstændig kulturjournalist og kritiker, skriver fast for en række danske medier. Medlem af Reumert-juryen og Anmelderringen, cand.mag. i musikvidenskab fra Københavns Universitet.
Annonce

★★★★★☆ Et skærsommernats drøn – dekonstrueret woke-schwung galore

Et skærsommernats drøn på Teatret Slotsgaarden er et intelligent, stringent mashup af blankvers, shakespearesk seriøsitet, rablende farcetempo, balstyriske karakterer og samtidssatire, der svider, forløst...

Hand to hand – europæisk samtidscirkus-projekt på PASSAGE Festival 2024

Hvordan kan samtidscirkus i offentlige rum bidrage til en bæredygtig udvikling af cirkusdisciplinerne – og samtidig skabe lokalt forankrede forbindelser på tværs af erhverv...

Ny forskning om scenekunstnere og arkiver

Hvordan skal scenekunsten bevares, hvis det skal give mening i et kunstnerisk kredsløb? Og hvad gemmer kunstnerne selv? Den digitale bevægelse i samfundet har...