Del

Mitridate

Det Kongelige Teater

8.-24. april 2022

Malmö Opera

14-20. april 2022

Her deles vandene. For er Det Kongelige Teater, Malmö Opera og Skånes Dansteaters kompromisløse opsætning af Mitridate et overgreb på Mozarts 250 år gamle barokopera? Eller er Ralf Plegers visuelt fokuserede iscenesættelse lige, hvad musikken havde brug for?

Når en kritiker ser muligheden for at kritisere, har han også en pligt til at gøre det. Derfor forstår jeg godt, at Det Kongelige Teaters vidunderligt psykedeliske, men også radikalt visuelt fokuserede opsætning af Mozarts barokopera Mitridate allerede har fået en hård medfart.

For der er flere ting, som den kompromisløse tyske instruktør Ralf Pleger taber på gulvet. En af dem er handlingen. Alle recitativer er udeladt, tilbage står kun de kompakte arier. Man har ikke en chance for at forstå, hvad i alverden der foregår. Især ikke med Alexander Polzins helt abstrakte scenografi.

Sang på det jævne

I stedet må man parkere sin søgen efter logik. Syv sangere svæver hvileløst rundt på scenen og synger om en kærlighed og en hævn, der kun svagt anes. Tilmed er de flere gange placeret så langt bagude på scenen, at vokalen går tabt.

Det er ikke de jævne sangerpræstationer, man vil huske Mitridate for. Til gengæld forstår Concerto Copenhagen at holde konstant liv i Mozarts hele tiden bevægelige musik. Og det er lige præcis dynamikken mellem det hastige partitur og langsomheden på scenen, der holder opsætningen frisk gennem alle tre timer.

Mitridate
Mitridate på Det Kongelige Teater og Malmö Opera. Foto Miklos Szabo.

Et drømmesyn

Ralf Plegers Mitridate er et drømmesyn. Mere koncertant installation end dramatisk opera, mere underbevidst surrealisme end meningsskabende fortolkning. Det er ekstremt ambitiøst, og nok har de store armbevægelser affødt rimelig kritik, men de fortjener også endnu større ros.

I begyndelsen er alt mørkt. Vi hører bare Mozarts store, funktionelle tandhjul, som foldes energisk ud med sprødt cembalo og tidstypisk slank instrumentation. En konstant opbygning af spænding og forløsning.

Pludselig står den der så på scenen: den gigantiske, udborede kindtand af en skulptur. Fuld af nøgne menneskekroppe i et gyldentrosa skær. Sikke et syn.

Mitridate
Mitridate på Det Kongelige Teater og Malmö Opera. Foto Miklos Szabo.

Langsomt begær

Som en stor organisme smyger danserne sig ud af, op ad, rundt om, oven på og ned ad kolossen. De er et langsomt begær, en erotisk trance.

Torsoer rejser sig i nænsomt koreograferede vifter og fortærer en sanger. I et fantastisk tableau glider de ned fra en klippeafsats i slowmotion, mens en sopran i blå kjole synger om ulykkelig kærlighed. Dekadencen er saliggørende.

Det er en komplet abstraktion, men måske er det også lige netop, hvad Mozarts musik har brug for. Man behøver blot høre få sekunder af den for at sætte dato på. Så konkret er den, så fastlåst i tiden. Men i Mitridate klinger den frisk som aldrig før.

Mitridate
Mitridate på Det Kongelige Teater og Malmö Opera. Foto Miklos Szabo.

Skakspil efter pausen

Efter to akter med begærligt kropsteater skifter Ralf Pleger fuldstændig retning efter pausen. Væk er kindtanden og danserne, nu er erotik afløst af kontrol. Sangerne er skakbrikker foran en lysskærm i loftshøjde. For hvorfor ikke?

Med elegant lysdesign slutter Mitridate af med skyggespil, silhuetter og imponerende farvearkitektur. Det var så det. Og hvad var det så var, må man selv ligge og rode med. For nogle var det en stor sanselig oplevelse, for andre var det et fortænkt overgreb på operaformatet.

For mig var det formidabelt.

Musik: Wolfgang Amadeus Mozart. Libretto: Vittorio Amadeo Cigna-Santi. Iscenesættelse: Ralf Pleger. Scenografi, maskering og kostumedesign: Alexander Polzin. Koreografi: Fernando Melo. Lysdesign: Olaf Freese. Co-instruktør: Émilie Rault. Concerto Copenhagen dirigeret af Lars Ulrik Mortensen.

Medvirkende: Stuart Jackson, Elísabet Einarsdóttir, Emöke Baráth, Morten Grove Frandsen, Kari Dahl Nielsen, Sarah Aristidou, Sebastian Monti og dansere fra Skånes Dansteater.