Del

Til næste sommer vil et stort publikum få mulighed for at se cirkusartister på den helt store scene, når Det Kongelige Teater præsenterer Ragnarok i Ulvedalene og året efter ved Moesgård Museum. Hvad er det, artisterne særligt kan bidrage med i det scenekunstneriske samarbejde? ISCENE har talt med nogle af aktørerne.

I sidste uge præsenterede Det Kongelige Teater programmet for næste sæson og den store udendørs forestilling Ragnarok bliver en platform for at redefinere cirkusgenren, når den spiller for et tusindtalligt publikum i København og året efter i Aarhus. Det fortæller Sunniva Byvard, der fungerer som cirkuskoreograf på forestillingen i et instruktørtrekløver, der også tæller instruktør Heinrich Christensen og koreograf Sofie Akerø.

Cirkusartister på de store scener
Lanceringsmateriale Ragnarok, Det Kongelige Teater.

At orkestrere cirkus på en stor scene

Det er ikke første gang, der er artister på de danske teaterscener, men for Sunniva Byvard er forestillingen alligevel helt særlig. Både fordi den rækker ud til så stort et publikum, men også fordi, den er udtryk for et nyt stadie af involvering af det fysiske i dansk regi.

”Det er meget naturligt at gå i den retning med netop disse store forestillinger. I Danmark findes en bund af små kompagnier, men da cirkus ikke har haft lige så høj status som de andre kunstformer og uden en professionel uddannelse har de haft svært at udvikle deres fulde potentiale. Det betyder også, at teatrene ikke kender til de artister, som faktisk findes, og derfor har svært ved at finde dem, når de stadig oftere vil inddrage artister i deres forestillinger,” fortæller Sunniva Byvard og uddyber:

”Hvis man bare kigger til Sverige, er billedet helt anderledes. Alle store landsdelsscener, Dramaten og Operaen har artister fuldt integreret i forestillinger. Sådan har det været længe. Forskellen er, at vi ingen videregående uddannelse har i Danmark. De svenske artister bliver flået ud i verden direkte fra skolen og danner brede professionelle netværk. De kommer til skolen fra hele verden med et højt niveau, og tager derfra med et endnu højere”.

Cirkusartister på de store scener
Bosch’ Drøm, co-produktion af Teater Republique og The 7 fingers. Foto: Per Morten Abrahamsen.

Hendes titel som cirkuskoreograf har det kunstneriske hold selv fundet på, og den taler ifølge Sunniva Byvard godt ind i, at cirkus ikke har været iscenesat på den måde før på den type scene. ”Vi skal tænke ind i at orkestrere cirkus på så stor en scene, og her er cirkus en superspecifik kompetence, der i virkeligheden dækker over mange kompetencer, som en almindelig koreograf ikke kender. Vi laver materialet sammen i det kunstneriske team, og her kan jeg bidrage med min ekspertviden fra mange års erfaring i ind- og udland. Jeg har selv stået på scenerne, blandt andet har jeg turneret med kompagniet The 7 Fingers i tre år, så jeg kender den kompleksitet, genren indeholder, i forhold til at fortælle fysisk i denne skala,” fortæller hun.

LÆS OGSÅ: Nycirkus står på tærsklen til et opsving

Larger than life

Ragnaroks instruktør Heinrich Christensen var initiativtager til samarbejdet ud fra et ønske om at arbejde mere fysisk. ”Jeg har arbejdet i Ulvedalene tidligere med Kong Arthur (2016, red.), og det er et særligt sted med en 50 meter bred scene, hvor man bliver udfordret på det klassiske ordteater. En skuespiller har brug for en krop derude. Det er der mange skuespillere, der kan, men jeg ville maximere udtrykket, fx ved at en skuespiller og en artist deler rolle. Så egentlig startede det som et praktisk ønske om at forstørre spillernes udtryk, men især om at nulstille Ulvedalene efter Hobitten, som var meget teknisk kompliceret med fx brug af droner. Jeg ville tilbage til mennesket, til karaktererne. Men vi er jo samtidig i Valhalla, hos guderne og deres special forces. Det skal være larger than life! Så det skal stadig være spektakulært, men uden droner. Og dér kom artisterne ind i billedet,” slår han fast.

Da først beslutningen om at inddrage artister i forestillingen var taget, var Heinrich Christensen meget bevidst om, at de skulle tænkes ind i hele produktionen. Derfor blev Sunniva Byvard involveret hurtigt, så hun kunne være med i idefasen, og også scenografi, kostumer og Kim Fupz Aakesons manuskript bliver tilpasset til de muligheder, artistelementet åbner.

Cirkusartister på de store scener
Sunniva Byvard. Foto: Einar Kling Odencrants.

”Artisterne kan fx arbejde i højden, så fx vi kan sætte Odins ravne Hugin og Munin i en trapez. Og når vi kan skabe noget spektakulært ud af Balders begravelse, må vi måske skære noget af manus et andet sted,” forklarer han og understreger, at det hele tiden handler om at finde ind til kroppen og ikke lave tekniske løsninger:

”Jeg ville også gerne udfordre konventionen med at bruge heste i Ulvedalene, så jeg håber, artisterne kan bidrage med den fart og farlighed, som hestene repræsenterede i tidligere forestillinger. I Valhalla-universet er der jo også fx geder og den ottebenede hest Sleipner, som vi skulle finde menneskelige oversættelser på. Så vi lavede tidligt i forløbet workshops, hvor vi arbejdede med, hvordan vi kan bruge kroppe til at fremstille både de dyr, der er med, og begreber som havet, Midgårdsormen og alderdommen, som guden Thor kæmper mod i sin mandjævning med Loke”.

LÆS OGSÅ: Forestillingen BARK flytter scenekunsten ud i skoven for at sætte fokus på bæredygtighed

Artisterne sætter sig selv på spil

Heinrich Christensen glæder sig til at blive inspireret af det mix, han selv, koreografen og Sunniva Byvard udgør. ”Vi har et virkelig godt samarbejde, men jeg har også taget det alvorligt ved at invitere Sunniva med ind fra start, så artisterne ikke bare skal komme ind og lave noget til sidst, når forestillingen er færdig,” siger han.

Han glæder sig også over samarbejdet med AFUK, der udmøntes i en form for scenetjeneste, hvor unge artister kan følges med ældre artister i forestillingen. ”Disse forestillinger er jo et stort sammenrend af alle typer kunstnere og mange frivillige, så det er dejligt, at vi også kan række ud over forestillingen ved at bidrage med et uddannelsesmæssigt element,” forklarer han.  

Han oplever, at Sunniva Byvard bidrager med et andet blik på iscenesættelse med en mere abstrakt oversættelse fx kampe og ritualer end både koreografen og han selv, og så kan artister ifølge ham også noget ganske særligt: ”Det er ofte så besværligt at få en skuespiller mere end to meter op i luften, at man opgiver. Der kommer artisterne med et helt andet beredskab og viden om sikkerhed, så de kan få det til at se virkelig farligt ud. Artisterne kan på en anden måde nå direkte ind til den menneskelige skrøbelighed og forgængelighed. De sætter sig selv på spil, så ethvert barn kan forstå, hvor livsfarligt det er”.

Cirkusartister på de store scener
Tarzan på Fredericia Teater. Foto: Søren Malmose

Når ord ikke er nok

Teaterchef for Østre Gasværk Teater Søren Møller, har tidligere integreret artister i sine musicalforestillinger, da han var teaterchef for på Fredericia Teater. ”Det fungerede enormt godt for os. Mit indtryk er, at publikum har en intuitiv begejstring over det, artisterne bidrager med. Jeg håber egentlig heller ikke, at publikum tænker for meget over, at det lige er artister, men oplever dem som en del af det store narrativ,” fortæller han og uddyber:

”Artisterne kommer jo ind, når ord ikke længere er nok. De kan, ligesom når sangere bryder ud i sang og dansere bryder ud i dans, tilføre noget næsten overjordisk, poetisk og spektakulært. De kommer med et ekstra gear, og det særlige ved dem kommer ud af det ordløse som et globalt fællessprog. De kan kommunikere nogle ret komplekse ting med kroppen. Med ord ville det blive for meget til hovedet og ikke så meget til hjertet. Artisterne stimulerer det tværsanselige, som får os til at overgive os til fortællingen. Jeg er ikke selv så begejstret for traditionelt cirkus. For mig opstår magien, når cirkus indgår i et narrativ og i det eklektiske, der er det vidunderlige på teatret, som opstår, når vi sammensætter forskellige kunstnertyper”.

På sin nye arbejdsplads på Østre Gasværk Teater har Søren Møller et scenerum, der næsten kalder på artister, og selvom han ikke vil ud med konkrete planer, er artister tænkt ind i fremtiden: ”Vi har jo et kæmpelærred til det spektakulære i dette rum, så artister er et værktøj i værktøjskassen, som vi tager med, når det passer ind i den konkrete produktion. De har, som alle andre skabende kunstnere, deres egen farve og berettigelse på paletten, og så har de det særlige, at de både er ekstremt modige og samtidig har en høj bevidsthed om sikkerhed. De har en grundlæggende ambition om at afprøve det umulige og i det felt mellem sikkerhed og det umulige ligger en klar drift og passion, som artisterne bringer ind i de produktioner, de medvirker i,” afrunder han.  

Cirkusartister på de store scener
Circus Days And Nights af Cirkus Cirkör. Foto: Karolina Henke.

LÆS OGSÅ: Finsk nycirkus – råt, fysisk og i vækst på tyvende år

Et spring ud i det ukendte

Sunniva Byvard er som Heinrich Christensen glad for samarbejdet om Ragnarok, og ser som artist også mere vidtrækkende perspektiver i at komme ud på den store scene: ”Det er en platform for at synliggøre branchen. Det har været et personligt ønske for mig i mange år at vise både publikum og scenekunstbranchen, hvad cirkus kan – som også Dynamo har gjort de senere år”.

Ragnaroks scene har ifølge Sunniva Byvard den skala, der skal til for at facilitere de discipliner og problematikker, som det som teater kan være svært at springe ud i af sikkerhedsmæssige og økonomiske årsager, hvor krav om specialister til fx rigning kan opleves som en stor investering. Hun vender tilbage til forholdene i Sverige, hvor centrale institutioner som Cirkus Cirkör og Manegen har været med til at afmystificere det logistiske og udbrede kendskab til genren. ”Hvis man ikke ved, hvad det koster, er det nemmere at sige nej, og det lægger måske en bremse på efterspørgslen,” siger hun og uddyber:

”I Danmark kalder vi det stadig nycirkus, selvom det ikke er så nyt længere. Jeg tror, denne forestilling kan være en øjenåbner på mange måder både for branchen og for publikum. Den sætter barren højt og viser, hvordan det verbale kan arbejde sammen med det nonverbale og få de kunstneriske sprog til at tale sammen og skabe noget af endnu mere værdi. Det kræver, at nogen tør springe ud i det ukendte, og det er jeg virkelig glad for at være en del af det,” slutter hun af.

Ragnarok spiller i Ulvedalene i Dyrehaven nord for København 19. maj – 24. juni 2023 og på Moesgård ved Aarhus i sommeren 2024. Manuskript af Kim Fupz Aakeson, scenografi af Gjermund Andresen, koreografi af Sofie Akerø, instruktørassistent Anna Schulin-Zeuthen.

Forskellige aktører har sat forestillinger op i Ulvedalene siden 1910. Ragnarok er det Kongelige Teaters ellevte forestilling i området, siden skuespilchef Birgitte Price genstartede traditionen i 1996 med Elverhøj.