★★★★★☆ Revyen i Helsingør 2022 – forrygende skarp og velspillet revy

Revyen i Helsingør 2022 er næsten ny i klassen, men slår sig atter fast som en revy, der er helt sin egen. Skarp satire på tidsånden, perfekt flow mellem latterbrøl og oaser af eftertænksomhed og et hold, der fyrer den af langt ud over det absurde og det politisk korrektes grænse.

Hvor sætter vi grænsen, spørger årets hamrende underholdende og bidsk bidende revy i Helsingør. Flere af revyens tekster tør mere end de fleste og får i hvert fald testet visse grænser, men blinket i øjet og den personlige levering sender samtidig et dybt humanistisk signal om det at være menneske lige nu og her – som en rigtig god revy altid gør.

Helt sin egen

Revyen i Helsingør har ikke mange år på bagen, men er allerede helt sin egen. Det skyldes ikke mindst Mads M. Nielsens tæft for at skabe en medrivende, dynamisk og stadigt opadgående latterkurve, der fik mig til at sidde tilbage med decideret mavekrampe og oplevelsen af en revy fyldt til randen af satirisk skarpe pletskud. Kapelmester Catrine Frølunds musik skaber et samlet univers, der trækker elegant på revyvisetraditionen og samtidig skaber sin egen moderne kant.

Flere stille viser bryder det energiske komiktempo og skaber et perfekt flow mellem gak og oaser af eftertænksomhed. Dan Schlosser i den eksistentialistisk-drømmende Havnen, Simon Nøiers med vers som ”Der er gammelt nyt på breaking news hver eneste dag og time” i mediesatiren Deja vu og helt intenst insisterende, når hele holdet reflekterer Ukraine-krigen i Vores børn. Sangene kontrasterer ligesom de deadpan-inspirerede numre som Krammeguide – hvor blandt andet gokkekrammet demonstreres – den dominerende crazy spillestil, der ikke er bange for at træde langt ud i det absurdes land.

Bamse møder Putin

Derude møder vi Dan Schlosser manisk undskyldende for sin undskyldning i sidste års revy. Sune Svanekier halskluds-croonende som alt for gammel far, og helt ude, hvor fornuftens krager for længst er vendt i Jens Korses præcise afklædning af konspirationsteoretikeren som type, som Svanekier kører helt ud over hysteriets rampe.

Hans mekaniske Putin er også skøn i aftenens skøreste – og det menes med stor applaus – nummer Min bedsteste ven af Mads M. Nielsen, hvor den russiske despot får læst og påskrevet af Bamse i Simon Nøiers passivt-aggressive variant. Man kan nemlig ikke gå ind i Lunas telt uden at spørge om lov, for så ”må jeg lave mange sanktioner, blev der sagt”. Fremragende tænkt og kærligt udført rammer den plet som Jacob Morilds ligeledes børnetv-inspirerede greb på Ukraine-krigen i Odense Sommerrevy.

Livsaligt sprællende revyhold

Ukraine fylder med rette en del i årets revy, men der bliver også plads til det lokale. Le Münster-Swendsen er Slette-Mette, der søger hjælp til at blive mere folkelig hos afdøde John Mogensen. ”Elguitar og omnikron vil vi ha’”, får de digtet sig frem. Mette er ikke den eneste, der savner corona, der besynges af en trio af socialt introverte. Mindre angst og mere gakkethed fremviser gæsterne med morsomme lidelser i morgen-tv. Nok er det slemt at lide af at færdiggøre andres sætninger, men helt lagt ned bliver man af Simon Nøiers, da hans animalske tourette stikker helt af.

Le Münster-Swendsen giver atter den rimeligt skræmmende dyreelsker Anna-Karina en runde i manegen. Også hos hende flyver konspirationsteorierne frit på den tornede vej ind i lokalpolitik. Le Münster-Swendsen forener som resten af holdet timing og evnen til at skabe en karakter på et splitsekund med en fremragende sangstemme, der hos hende får lov at folde sig helt ud i den resigneret-realistiske rapport fra sygeplejerskens hverdag.

Det er et homogent, men livsaligt sprællende revyhold, der i år lægger salen ned med stil, tempo og skarphed i både tekster og levering. Der er ikke plads til at nævne alle numre her, hvilket er en blandt mange grunde til selv at lægge vejen forbi Helsingør og få testet sine grænser med en af sommerens mest begavede latterkramper.