Del

Danmark har fået en operafestival med internationalt format. Den 14. udgave af Copenhagen Opera Festival bød på intet mindre end fem nyskrevne værker, som bragte publikum forbi fodboldstadioner, skøjtehaller og gamle industribygninger.

Copenhagen Opera Festival forstår at sætte scenen. Hvornår har man sidst været til opera på et fodboldstadion eller i en skøjtehal? Næppe nogensinde, men meget blev vendt på hovedet, da festivalens 14. udgave udspillede sig i og omkring København fra 19. til 27. august.

Særligt iøjefaldende var det, at den kunstneriske leder, Amy Lane, præsenterede intet mindre end fem helt nye operaer. Det var den første af dem – den på alle måder ekstremt tyske produktion Die Oper #3 – der ledte mig til Glostrup Stadion en lørdag aften på festivalens anden dag.

Die Oper #3, Novoflot. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Die Oper #3, Novoflot. Foto: Ida Guldbæk Arentsen

Mange gæster var vi ikke. 30-40 stykker. Utroligt nok havde værkets titel ikke skabt den store kamp om billetterne. Nå, men der var dobbelt så mange medvirkende, så helt tomt føltes stadion ikke, da vi som det første blev ført ind midt på græstæppet blandt kuglestødere, længdespringere og hurtigløbere fra den lokale idrætsforening.

Rytmisk gymnastik og løbsk musik

”3 meter og 40,” råbte en ung dreng begejstret ovre fra sandkassen, da kammeraten landede sit spring. Jeg var ved at blive løbet ned et par gange, mens jeg akklimatiserede mig til totalteatret, som det berlinske kompagni Novoflot og dettes instruktør, Sven Holm, stod bag. En stadionspeaker – den norske skuespiller Magne-Håvard Brekke – kommenterede aktiviteterne, mens han vandrede rundt blandt os. ”That’s a long throw!”

Ind vandrede et tamburkorps, og efter et kvarter fandt et hvileløst fodboldhold ro under et halvtag og var pludselig omdannet til et ensemble, der spillede udsyret jazzrock. Omslag på omslag fulgte: En medaljeceremoni skulle vi selv deltage i, inden vi overværede rytmisk gymnastik kombineret med klagende sopran og løbske instrumenter.

Die Oper #3, Novoflot. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Die Oper #3, Novoflot. Foto: Ida Guldbæk Arentsen

Speakeren brød ud i monolog, mens mørket tog fat: om græsk sirenesang, overtoner fra Düsseldorf og delfiner. ”We need music,” konkluderede Brekke, mens musikken – der var skrevet af fem komponister fra forskellige lande – gik mere og mere i stykker.

Megaloman totalopera

Vi blev ledt op på tribunerne og overværede resten af den imponerende koordinerede Die Oper #3 derfra. Vi så dirigenten diskutere med musikerne og en passagerbil køre ind på atletikbanen med vinduerne rullet ned – den spillede en nøjagtig kopi af det forbløffede ensembles jazzrockede musik. Sjovt!

Die Oper #3, Novoflot. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Die Oper #3, Novoflot. Foto: Ida Guldbæk Arentsen

Et par skumle varevogne fulgte efter, alle parkerede de med lygterne ind mod sopran Rosemary Hardy i midten af stadion. Hun løb væk. Den slags megaloman, men stramt udført totalopera ser man – beklageligvis – oftere i Tyskland end Danmark. For en kort stund lå det viltre Berlin, hvor ingen idé er for stor, i Glostrup.

S/M-orgie på catwalk

Kunne det blive vildere endnu? Snildt. Få dage senere omdannede den dansk-brasilianske komponist Marcela Lucatelli den gamle sporvognsremise Volume på Enghavevej til et kaotisk S/M-orgie med sin vanvittige catwalk-opera Die a Happy Man.

I front stod den hudløst indlevende og tiltagende afklædte tenor Mathias Monrad Møller. Han sang om at føle forbindelse med verden gennem porno og gennemlevede over halvanden time absurde drømmesyn på den aflange scene:

Die A Happy Man. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Die A Happy Man. Foto: Ida Guldbæk Arentsen

En strygekvintet, der hoppede ud af røde kedeldragter; en skæmtende danser i guldkostume og hans medsammensvorne spøgefugl i grønbrun fjerdragt, der angreb Møller korporligt ad flere omgange; og en komponist, der trådte frem fra sit keyboard i rød latex og badede tenoren i mudder og letmælk. Alt var i spil, fornemmede man, alt kunne lade sig gøre.

Kaotisk karneval

Hvad var et menneske? Hvem havde magten over hvem? Die a Happy Man stillede akademiske spørgsmål på et niveau, så selv et publikum fuld af kulturforskere havde svært ved at hitte rede i logikken. Musikken sprang mellem kaotisk improvisation og sydamerikansk karnevalstemning, mens musikere og performere snoede sig rundt i rummet.

Selv havde Lucatelli i sit forord til operaen lagt vægt på at forstå værket som en kontrafaktisk fortælling om kolonialisme. Et Europa koloniseret af regnskovens befolkning, en omvending af historien. Jeg hørte bagefter mange forslag til læsninger, der lænede sig op ad denne, men også andre, der var helt anderledes.

Die A Happy Man. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Die A Happy Man. Foto: Ida Guldbæk Arentsen

Lucatellis opera var så fuld af indtryk, så tøjlesløs, at mange muligheder åbnede sig. Nogle væmmedes direkte af den kaotiske og ekshibitionistiske stil, andre – også jeg – smilede stort over at være blevet beriget med så mange kompromisløse udtryk på én gang. Heller ikke dette føltes specielt velkendt på den danske operascene; Lucatelli tegnede en kunstnerisk ydergrænse op, som nok var uigennemskuelig i sit anarki, men også energisk i sit legesyge raseri.

Turings sidste time

Anderledes minimalistisk gik det for sig i Alan Turing, den svenske komponist Kent Olofssons soloopera om matematikeren Turings sidste time, inden den berømte kodeknækker spiste et forgiftet æble i desperation over ikke at kunne udleve sin homoseksualitet efter Anden Verdenskrig.

Alan Turing af Kent Olofsson. Foto: Malin Arnesson
Alan Turing af Kent Olofsson. Foto: Malin Arnesson

På Sort/Hvid befandt kontratenor og librettist Albert Montañez sig i en hvid kube med en seng, et skrivebord og videoprojektioner af krigen, havets bølger, talrækker og de mænd, Turing skrev breve til fra sit indelukke. Der lod ganske rigtigt ikke til at være meget at leve for.

Hårdkogt farvel

En fortæller, hvis stemme var både menneskelig og maskinel, satte scenen for det søvndepraverede geni. Og Montañez sang plagede recitativer akkompagneret af morsende bas, skrivemaskiner og drømmende spilledåser – med formfuldendte rulle-r’er og rig vibrato i det lyse leje, et langt mere traditionelt udtryk end hos Novoflot og Lucatelli.

Alan Turing af Kent Olofsson. Foto: Malin Arnesson
Alan Turing af Kent Olofsson. Foto: Malin Arnesson

Til sidst åbnede kuben sig, just som den kemisk kastrerede Turing indså, at håbet var ude. Modfalden og stammende lød han som et af de genfærd, man også anede i musikkens synthflader. En lovlig stiliseret afgrund ventede, Montañez tog en bid af cyanidæblet og lagde sig i sengen, mens storladne, faldende orkester-samples lød over højttalerne. Et hårdkogt farvel, en koncentreret despair, men nok også en kende monotont i både lyd og scenografi.

Opera på isen

Også i Østerbro Skøjtehal var minimalismen i fokus. Måske ikke lige i unisex-omklædningsrummene, hvor alle publikummere måtte supplere hedebølgegarderoben med tungt skitøj for at være klar til komponist Niels Rønsholdt og instruktør Louise Becks kuldeopera Den sidste olie. Den skulle opleves i fire graders varme midt ude på isen.

Den Sidste Olie under Copenhagen Opera Festival. Foto: Tom Ingvardsen
Den Sidste Olie under Copenhagen Opera Festival. Foto: Tom Ingvardsen

Fire sangere stod på olietønder rundt om os. Langsomt bevægede de sig ind mod midten, mens de sang korte, ekkoende sætninger om at ville bemægtige sig den grønlandske olie og den magt, der fulgte med. Det lød, som om musikken selv frøs, og oppe på lægterne sad Athelas Sinfonietta og gispede spartansk med på strygere, pauker og blæsere.

Udsat performer

Operaen kastede et kritisk blik på Danmarks kolonisering af Grønland i 1721, og i midten af den mørke skøjtehal befandt den barbarisk afklædte performancekunstner Nana Franciska Schottländer sig. Hun måtte slæbe det danske skib over isen, iføre sig en beklædning af levende lys og mæske sig i spæk og tran, mens de fire sangere i kostumedesigner Roe Ørslevs aristokratiske, sorte dragter ignorerede hende.

Den Sidste Olie under Copenhagen Opera Festival. Foto: Tom Ingvardsen
Den Sidste Olie under Copenhagen Opera Festival. Foto: Tom Ingvardsen

Skøjteløbere cirklede en overgang om os, og deres klinger skar højlydt gennem isen i den spinkle lydkulisse. Kulden bredte sig også til sangerne, der begyndte at forråde hinanden i jagten på den rigdom, der ikke var deres. Mens mørket på alle måder sænkede sig over hallen, blev vi en efter en prikket på skulderen: ”Værket er forbi, du må godt gå ud nu.” Havde man lyst til at forlade den indtagende dystopi? Næ!

Blodig spøgelsesopera

Tilbage var nu blot det sidste af de fem nye værker på Copenhagen Opera Festival. Denne gang en for så vidt helt traditionel opera i tre akter, komponist Matias Vestergård og librettist Lea Marie Løppenthins blodige Lisbon Floor på Takkelloftet.

Festivalen nåede altså til allersidst – efter at have været på stadion, i skøjtehal, på teater og i en gammel industrihal – hjem til Det Kongelige Teaters konventionelle operascene. Helt konventionel var Lisbon Floor dog ikke. Dels var librettoen fuld af horror i et hjemsøgt højhus, dels var musikken til tider lige så atomiseret, som den til andre tider var fuld af Verdi-værdig fylde og patos.

Lisbon Floor, Copenhagen Opera Festival. Foto Søren Meisner
Lisbon Floor, Copenhagen Opera Festival. Foto Søren Meisner

”Man tror, man kan forlade huset, men det kan man ikke,” forklarede Løppenthin i en panelsamtale på festivalens sidste dag det gyserinspirerede plot. En klassisk spøgelseshistorie kombineret med Netflix-inspireret blodighed, hvor de syv beboere på højhusets Lissabon-etage højt oppe til sidst fordærvedes af den ånd, der boede i det forfaldne luksusbyggeri. Opera til tiden, fuld af ung humor og ængstelse – lige så indtagende, som Nastascha Metherells instruktion var smidig, og Jason Southgates scenografi fjerlet.

Sætter dagsordenen

Tilblivelsen af værket har man kunnet følge over de seneste år, hvor Copenhagen Opera Festival har afholdt værkstedsevents med muligheden for indblik i den kreative proces. Et af den slags mammutarbejder, der vel er med til at understøtte festivalens ambition om at blive en international begivenhed.

LÆS OGSÅ: ISCENEs anmeldelse af Lisbon Floor

Med fem nye værker på programmet og i øvrigt mere end 80 events i løbet af festivalen kan man vel godt konkludere, at Copenhagen Opera Festival efterhånden er netop dét – en begivenhed, der sætter dagsordenen for opera herhjemme og også lyser op på den internationale operakalender.

Copenhagen Opera Festival, 19.-27. august 2022 i København og omegn. Festivaldirektør og kunstnerisk leder: Amy Lane. Chefproducent: Rikke Frisk.