★★★★☆☆ Lisbon Floor – den danske operascene har fået en uimodståelig stjerneduo

Som afslutning på Copenhagen Opera Festival uropførte et strålende hold Matias Vestergård og Lea Marie Løppenthins tre timer lange Lisbon Floor på Takkelloftet. Fremtiden for dansk opera ser lysere ud end nogensinde.

”Nå da da. Den bitre, hævngerrige type? Det havde jeg helt ærligt ikke troet om mig selv,” synger den 20-årige bogorm Artemesia mod slutningen af Matias Vestergård og Lea Marie Løppenthins morderisk fornøjelige treakter Lisbon Floor på Takkelloftet. Hun har lige myrdet en af sine seks bofæller, det uansvarlige mandebarn Ra, med pløk og gummihammer.

Det var han selv ude om, fornemmer man, for sådan er det hjemsøgte højhus’ vilje heroppe på 50. etage, navngivet efter den portugisiske hovedstad. Forsøger man som Ra at flygte fra en ung kvindes kejtede kærlighed, falder hammeren altså. I løbet af tre ekstremt veloplagte akter fordærver det forfaldne luksusbyggeri sine nye lejere, indtil de enten er mordere eller myrdede. Så lystigt og virtuost bloddryppende har man ikke set opera skrevet herhjemme før.

Mozart og da Ponte

Er Vestergård og Løppenthin vor tids Mozart og da Ponte? Måske ikke – endnu – men sammenligningen er faktisk ikke helt ved siden af. Lisbon Floor gnistrer i sit finurlige møde mellem akavede, splintrede klange og varme fuldblodsarier – hele tiden spejlet i en libretto fuld af kært fjumret dialog, skarp humor og intens undergang.

Eneste problem er selvfølgelig, at der mangler overtekster. Kun de meget staccato recitativers engelske sætninger kan tydes, men så snart Athelas Sinfonietta skruer op for lyden, går ordene tabt. Det løses nemt, når operaen forhåbentlig – ellers findes der ingen rimelighed i verden – bliver genopført inden for en overskuelig fremtid.

Djævelske forvandlinger

Lad det i så fald gerne være med samme besætning. Ikke blot er Sophie Haagens dybe glød fuld af den kraft, der gør forvandlingen fra forsagt bogorm til bestialsk hævnerske troværdig. Også kontratenor Steffen Jespersen brillerer i de iltfattige højder som en djævelsk chauvinist med et godt øje til lejlighedens fikse homopar Alex og Alex.

Og sikken forvandling Cecilia Lindwalls magtsyge biolog Daphne tager i tredje akt som kødædende plantedjævel. Hvor hun indledningsvis var svær at forstå, fordi hun med sin graciøse røst gled ind i ordene, folder hun – ligesom musikken – sig vidunderligt ud i den eminent smukke sidste akt, der er fuld af store arier. De syv sangere – otte, hvis man tæller den fortrinsvis stumme barnerolle med – bringer virkelig liv og personlighed ind i opsætningen.

Begyndelsen på noget stort

Det samme gør Natascha Metherells bevægelige instruktion og Jason Southgates detaljerede, men luftige scenografi. Skydedøre til soveværelser giver scenen dybde, og de nøgne konstruktioner signalerer både forfald og plads til udfoldelse; selv noget så tungt som opvaskemaskinen virker vægtløs med sin afmonterede bagside.

At Ra, den hvileløse eksistens, sover i sit medbragte telt i fællesstuen, er en uimodståelig detalje. Og hvor delikat er det ikke lige, at en storslået forførelses- og mordkvartet udspiller sig i Alex og Alex’ stueplantejungle af et soveværelse, mens de fire involverede vokaler fletter sig klangrigt ind og ud af hinanden som glitrende ukrudtsrødder.

Detaljerigdommen i musik, tekst og opsætning er svimlende. Til tider er Vestergårds konstant omskiftelige klangstudier for meget af det gode, men han forstår som en krydsning mellem Thomas Adès og Leonard Bernstein at forene det sirlige med det storladent forførende. Lisbon Floor på Takkelloftet føltes som begyndelsen på noget meget, meget stort.