★★★★☆☆ Pretty Woman – forloren yuppiefantasi i fornem indpakning

Manuskriptet er håbløst, og instruktionen har sine mangler. Men rent visuelt står Lion Musicals Pretty Woman knivskarpt i Tivolis Koncertsal, og det vejer op for meget.

Hollywood glødende under en orange-rød solnedgang. Opulente marmorspringvand med rindende vand. Store art deco-relieffer og guldindfattede panoramavinduer. Det er en visuel fryd at iagttage Benjamin la Cours farvestrålende og luftige scenografi i opsætningen af yuppiefantasien Pretty Woman.

Sammenligner man med videoer og fotos fra musicalens oprindelige Broadway-opsætning fra 2018, er der i den danske udgave virkelig gjort noget for at skabe dynamik på scenen.

I stedet for tunge kulisser – som der skam også er, men altid med bevægelige elementer – brillerer la Cour med kalejdoskopiske billedprojektioner af storbymiljøer, som giver scenen en fantastisk glød og dybde i Tivolis Koncertsal. Utrolig flot, altså!

Mekanisk manuskript

Ja, det lykkes næsten at skjule, hvor mange skønhedsfejl Pretty Woman er født med som musical. Men også kun næsten.

For vi er nødt til at tale om, hvor dovent manuskriptet er forfattet. De stakkels medvirkende har ingen chance for at skabe en naturlig dialog, når 90’er-blockbusterens ophavsmand, J.F. Lawton, har insisteret på at citere de fleste af sine filmreplikker ordret på scenen.

Resultatet er forudsigeligt: Sætningerne falder til jorden, og de mekaniske gentagelser formindsker interessen for handlingens hovedplot om guldflipperen, der forelsker sig i en prostitueret, som virker mærkværdigt jomfruelig. Yderligere detaljer om handlingen finder du, hvis du slår ’the male gaze’ op i din woke-ordbog.

Art nouveau eller Føtex?

Nu hjælper det selvfølgelig heller ikke, at det danske svar på Richard Gere har udstråling på niveau med en vandrende voice-over. Tomas Ambt Kofod besidder ikke en flig af upper class-coolness, hans stivbenede og indadvendte skuespil minder mere om en afdelingschef i Føtex Haderslev.

Sådan en lille Føtex-romance ville opsætningens Julia Roberts – den på alle måder mere frit agerende Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen – passe fint ind i med sit fortrinsvis komiske portræt af en luder, der har lettere ved tø hø end åh ja.

I modsætning til Kofod vokser hun forestillingen igennem. Ikke så meget, at den håbløse handling nogensinde virker meningsfuld, men dog så meget, at det ikke kun er det lystige sideplot med Christian Collenburgs skabsdansende hotelpiccolo, der fanger interessen.

Energi over persontegning

Det er og bliver den gavmilde scenografi og Nellie Bethels skarpt koreograferede dans, der bærer Pretty Woman og faktisk gør den ganske underholdende. Heinrich Christensens instruktion undervælder med den manglende formgivning af Kofods karakter, men vi tilgiver meget, fordi energien rundt om de medvirkende er så høj.

Og musikken? Bryan Adams gør det hæderligt som halvgenerisk sangskriver, men det lovede tidsbillede af slut-80’erne fortaber sig i det fjerne. På sangerfronten er der ikke den store personlighed at spore, omend Lybæk-Hansens hæse vokal kommer til sin ret, når tempoet skrues i vejret – godt flankeret af Sara Gadborg som trofast gadekollega.

Vil man fortælle noget med musicaludgaven af Pretty Woman, ud over at der åbenbart er mange indebrændte piccolodansere på Beverly Willshire Hotel? Vistnok ikke. Men så blev vi da så meget klogere.