★★★★☆☆ Katja Kabanova – socialrealistisk opera som hårdkogt skyggespil

Det musikalske drama står i centrum for en rå og modernistisk opsætning af Leoš Janáčeks opera Katja Kabanova på Det Kongelige Teater. Intensiteten er høj, og pludselig er scenen fuld af fuglebure.

Gamle Scene er forvandlet til en stor, hvid væg, og så ved man godt, hvad klokken har slået: Det Kongelige Teaters allerførste opsætning af Leoš Janáčeks tjekkiske undergangsdrama Katja Kabanova skærer helt ind til benet med en aldeles sparsom, men på mange måder cool og effektiv scenografi. Der er dømt kammerspil på musikkens præmisser, og tak da egentlig for det!

Foran den hvide væg står Gisela Stille og strækker sig besværet for at nå en rød fjer, der daler ned fra loftet. Uskyldig ser hun ud i blå sommerkjole og med langt, lyst hår, men i en åbning bag den massive væg anes en vældig skygge: en rødvinget engel, bebuder af frihed, selvstændighed og forbudt kærlighed.

Det er alt det, sopranen rækker ud efter, og eftersom genren er opera, betyder det naturligvis, at vor hovedperson – den ulykkeligt gifte Katja – i sidste ende rækker ud efter sit endeligt. Tre akter senere kaster hun sig i Volga-floden.

Intimt teater

Helt rigtigt virker det, at den italienske instruktør Damiano Michieletto og hans landsmand Paolo Fantin, der står bag den modernistiske scenografi, har valgt at møde Janáčeks billedskabende naturmusik med en rå visuel coolness.

En hvid lædersofa, et slankt fuglebur, dalende fjer – der er ikke brug for de store effekter, når den tjekkiske komponist allerede fortæller så meget med sin filmiske skrift. Historien om Katjas længsel, affære og fortrydelse er enkel, den kan sagtens formidles som intimt kammerteater og tidløst skyggespil.

Særligt fordi de medvirkende virkelig forstår at fylde den tomme scene ud. Den indlevende Gisela Stille folder elegant Katja ud som en sympatisk kvinde fanget i et bur og toner hendes psykiske omslag ned, så vi ikke ser en syg kvinde, men et sygt samfund.

Nuancerede portrætter

Også de øvrige medvirkende formår at gøre deres karakterer nuancerede og menneskelige. Johanne Bock er en modbydelig edderkop af en skiftevis kølig og glødfuld svigermor, som smeder Katjas selvmord.

Olga Syniakova balancerer indtagende mellem barnlig naivitet og fri seksualitet som den tætte veninde Varvara. Og Gert Henning-Jensen som Katjas elsker, Boris, synger med en snert af overmod, som antyder en stærk kærligheds grumme skæbne.

Det er overordentligt overbevisende håndværk, vi præsenteres for på den fortættede Gamle Scene, der netop egner sig til nærvær.

Symbolik tager overhånd

Det lykkes eminent italienerne bag opsætningen af Katja Kabanova at holde dramaet potent og fuld af substans, i hvert i operaens første to akter.

Tredje akt tynges dog af, at symbolikken med de efterhånden mange fuglebure – så mange, at de kan gøre det ud for kraftige tordenskyer – bliver så dominerende, at det stjæler fokus fra karaktererne.

Den stærke kemi, Katja og Boris udlevede gennem stille ekstase i anden akt, blegner i tredje. Deres afsked med hinanden virker ikke helt gribende, fordi den tunge symbolik har bemægtiget sig hovedrollen i dramaet. Her kunne Michieletto og Fantin med fordel have løsnet grebet en anelse.