★★★★★☆ Gasolin – teaterkoncertens triumf

Østerbro Teater stempler stærkt ind i fejringen af 300 års dansk teater med en frisk og vedkommende version af alle teaterkoncerters moder, Nikolaj Cederholm og Kåre Bjerkøs Gasolin.  

“Som et strejf af en dråbe
Fik vi lov til at håbe
På de ting, som skal komme
Før end livet er omme”

I år fejrer vi 300-året for dansksproget teater. Det udløser en del Holbergforestillinger, men heldigvis har vi også andre unikke danske scenekunstudtryk, der tåler et gensyn. Østerbro Teater fejrer således jubilæet med en opdateret version af teaterkoncerten Gasolin, som Nikolaj Cederholm og Kåre Bjerkø skabte i 1994 på Dr. Dantes Aveny. Den har været genopsat flere gange, ligesom konceptet teaterkoncert bredte sig på scenerne. Nogle forestillinger var sublime, andre middelmådige som i alle genrer. Men ur-teaterkoncerten Gasolin holder stadig og triumferer i sin nye version i perfekt symbiose med Østre Gasværk.

Til tonerne fra en sirenesang

Kim Witzel var som bekendt en del af Dr. Dante, men han er ny på teaterkoncertens kreative team. Hans monumentane skibsscenografi nærmest smelter ind i Gasværkets kuplede scenerum, der alt for ofte har ageret ramme for scenografier, der negligerede rummets magi. Skib, hegn, projektører, mudrede klæder og rygsække er måske en lidt flad reference til tidens migrantproblematik, men den overgøres ikke og bringes i anden del fabulerende videre i en spirende genfødsel. Fra soveposernes pupper kravler magiske væsner ud ”til tonerne fra en sirenesang”. Gulvet tipper og i vægtløse fald og balancer folder de natten ud i et powerplay med sprøde sprækker og små nik til de skæve typer, der bor i Gasolins tekster – og i os alle.

Som små rumpenisser kommer de ind. Slæbende på instrumenter. Volapyk-vrissende af hinanden. En smule famlende i starten, men fra Nis Pedersen og Carl-Christian Riestras sjaskcharmerende udgave af Kim Larsens Køb bananer tager koncerten fart og bygger sig dynamisk op som perler på en snor, der tonser mest, men også kan være tyste. Konceptets oprindelige signatur med at presse sangernes stemmer ud i ekstremer er intakt. Det giver ikke altid vellyd, men til gengæld øjeblikke af både hikstende humor og sitrende sårbarhed.

Visuelt billedskabende cast

Jimmy Jørgensen har som Nis Pedersen været med (næsten) fra starten. Hans stemme manifesterer sig stadig magnetiserende kraftfuldt i rummet, men er også skrøbeligt inciterende i det gamle slagnummer Dagen før med kapelmester Boi Holm som mimisk sidekick. Stephanie Nguyens kan fortælle med sin krop som få i dansk teater og får flot følgeskab af Carl-Christian Riestra i Anja Gaardboes fandenivoldske koreografier, når han udfordrer tyngdekraften, snart i luftkanalens øje højt under loftet, snart svævende ud fra det lodrette gulv. Med en lyssætning, der formår at forene præcision med ekstravagance, skabes et eget univers med et cast, der både stemmemæssigt og visuelt fremstår heterogent billedskabende.  

Joanita Zachariassen åbner og lukker med nøgne, dragende udgaver af Kloden drejer stille rundt og Dråben som en vemodigt-reflekterende ramme om den tornado af liv, der udspiller sig i forestillingens tid. Anders Bilberg aka Betty Bitschlap mestrer et imponerende stemmeregister og giver kantet kant til koreografierne. Finurlige Christian Hougaard spiller på snart sagt ethvert blæseinstrument, mens fænomenale Maria Juntunen tæsker trommerne under skibets dæk og Nana Weintraube Schwartzlose og Ulla Pihl aka HunBjørn fuldender det musikalske cast, der eksplosivt og intenst forløser Kåre Bjerkøs kompositioner.

Musikkens almengyldige appel

Gasolin fremstår stadig frisk og vedkommende. Med et enkelt greb som casting rykker det kreative team – der dog selv primært består af hvide, midaldrende mænd – forestillingen ind i nutiden uden at skære noget ud i pap eller gå på kompromis kunstnerisk. Måske tværtimod?

Referencen til konkrete aktuelle problematikker forbliver antydninger, og musikken får derfor fortsat lov til at have hovedrollen i denne ur-teaterkoncert – og det er vel netop derfor, den stadig er en af de bedste i genren. I en større ramme end ved sin fødsel. En ramme, den fylder ud, fordi også rammen som alle øvrige kunstneriske elementer er centreret om at løfte musikkens almengyldige appel.

Vi får lov at glemme os selv, men især får vi lov at håbe med denne fejring af livet trods dets skæverter og aktuelle rædsler.

Se mere om verdens første teaterkoncert i DR’s jubilæumsserie Teaterblod her.