★★★☆☆☆ Den vægelsindede – Holberg sprængt i pangfarvede stykker

Hvad gør man, når man egentlig er skeptisk over for det værk, man instruerer? Katrine Wiedemann har fundet detonatoren frem på Det Kongelige Teater, hvor Holbergs Den vægelsindede mixes med Bonnie Tyler og cunnilingus.

Katrine Wiedemann har et anstrengt forhold til Holberg, det siger hun selv i programbogen til Den vægelsindede på Det Kongelige Teater. ”Vittighederne er ikke sjove i sig selv, og dele af plottet er præget af gammeldags dramatiske konventioner, som ikke står så stærkt.”

Løsningen: et pangfarvet makeover, en opdateret tekst og absurd kropskomik til overflod. Ud med høvisk formalisme, ind med twerk, rullefald og cunnilingus. Berøringsangst kan man ikke beskylde Wiedemann for at lide af, Holbergs komedie får i den grad at mærke, at 300 år er gået siden fødslen.

Overgearet standup

Mest forgæves er foryngelsen i de sekvenser, hvor Holbergs barokke kækhed oversættes til brølende standup med ét gear: det højeste. Det er sådan, Nicolai Jørgensen angriber rollen som tjener for den vægelsindede modehandler Lucretia.

Hurtigt løber han tør for luft, sluger tiraderne og virker overgearet i sit pletfarvede joggingtøj. Stik modsat og uanfægteligt lattervækkende er han til gengæld, da han senere smider tøjet, skruer ned for stemmen og falbyder sin krop til en af sin enkefrues mange bejlere.

Vægelsindet har sat sig i opsætningen

Det er, som om vægelsindet har sat sig i selve opsætningens forståelse af, hvad det vil sige at være morsom. I nogle øjeblikke er kaotiske fællesskrig, ballonbryster og umotiverede fald et komisk ideal. I andre bygges der tålmodigt op til en dybere latter.

For eksempel i et storslået punktum før pausen, hvor Lucretia fremkalder sin udkårne – den holbergske klogeåge Peder Iversen – med en Bonnie Tyler-ballade. Det kan godt være, at Marie Bach Hansen med sine ubevægelige øjenbryn er et overraskende valg som komisk hovedrolle, men hun vokser stykket igennem, særligt med sit dialogiske nærvær.

Absurd overbud

Trods sin modstand mod Holberg tager Wiedemann teksten alvorligt, fortæller hun i programbogen. Måske er det mere præcist at sige, at teksten bliver udpint.

Hvert et ord får en scenisk kommentar med på vejen. Joen Højerslev udlægger i rollen som den flamboyante bejler Apicius en frokostmenu som en erotisk mimer. Og Andreas Jebro følger trop som tjeneren Christoffer, der gestikulerer sin herres ord med slesk smidighed og gadeflair.

Begge roller har store kvaliteter i udvalgte momenter, men lider også under, at opsætningen går så glubsk til værks: Hvert et ord skal endevendes, alt skal emme af komisk overskud, men ender til tider som absurd overbud.

Trodsopsætning ligner mest bare en eksplosion

Den vægelsindede står scenisk skarpt med Maja Ravns farvede humørringe, som de medvirkende farer rundt i. Og det moderniserede take på Holberg er konsekvent fra start til slut, så forestillingen virker på mange måder helstøbt trods sin amokløbne absurdisme.

Wiedemanns opsætning har flere stærke musikalske indslag, hvor de komiske spredehagl samler sig til kraftige pletskud. Vægelsind betaler sig. Det erfarer Lucretia også til sidst, hvor Marie Bach Hansen meget stærkt får hendes ubeslutsomhed til at fremstå som en kvalitet, ikke en last.

Man forstår godt Wiedemanns skepsis over for Holbergs komedie, der kan virke løs i dramaturgien. Og måske er det denne slags trodsopsætninger, der skal til for at sprænge sig frem til et værks kvaliteter. Det lykkes i få lykkelige øjeblikke, andre gange ligner det mest bare en eksplosion.