Manglende bæredygtighed i arbejdslivet er et centralt og tidstypisk fokus i mange brancher. Inden for scenekunsten er det frie felts producenter og kunstnere særligt ramt af de historisk betingede strukturer og traditioner, der definerer deres arbejdsforhold. Derfor er der brug for en gennemgående strukturændring af feltet. Her er et bud til dets offentlige og private interessenter.
Er du okay i dit arbejdsliv? Sover godt om natten, har en fornuftig pensionsopsparing og gode barselsvilkår, og har nok knaster på kistebunden til hårde tider?
Svaret er desværre nok nej, hvis du arbejder inden for det frie felt. Her er ingen jobgaranti, uanset hvor du er uddannet. Når diplomet er i hus, må man som både producent og kunstner navigere mellem småjobs og længevarende jobs uden pensionsopsparing og sundhedssikring.
Mangel på jobs
Scenekunstnere har ikke mange muligheder for at søge job. Der er nogle få fuldtidsstillinger på landsdelsscenerne, Det Kgl. Teater, egnsteatrene og nogle af de mest etablerede børneteatre. I disse år er der desuden stor efterspørgsel på skuespillere til film og tv-serier. Men generelt befinder man sig i et prekært arbejdsfelt som scenekunstner.
Scenekunstnere kan gå til castings på film, tv, dubbing, reklamer og nogle af de større musicals, og en række skuespillere og operasangere har en agent, der arbejder for at få dem med i produktioner, ligesom alle bruger netværk til at skaffe sig jobs. Men langt størsteparten af de danske scenekunstnere er freelance arbejdstagere, har et enkeltmandsfirma eller går sammen i grupper på projektbasis.
Mangel på midler
De ernærer sig primært gennem projektmidler og driftsstøtte fra Statens Kunstfonds puljer eller de private fonde, der støtter scenekunst. Det er et tidskrævende arbejde at søge fondsmidler, der typisk gives til projekter og ikke til drift. Der er således meget få grupper, der får driftsstøtte, og de, der får, kan sjældent finansiere en fuld løn til nogen, men kun til de relativt korte perioder, hvor en ny forestilling udvikles og spiller. Scenekunstnere må derfor typisk supplere deres indtægter i andre brancher. Og kan det puslespil ikke gå op, er de henvist til dagpengesystemet, der heller ikke er kompatibelt med et virke som kunstner med rådighedskrav, der forhindrer kortere ansættelser.
Scenekunstbranchen er altså en ekstremt usikker branche. Det gælder uanset, om man står på scenen, eller om man er lysdesigner, koreograf, instruktør, scenograf, producent eller nogle af de mange andre specialuddannede, der findes i branchen.
Kan branchen åbne sig mere?
De fleste arbejder ihærdigt på at være i job mest muligt. Det betyder, at de må tage jobs og turneer, der ligger langt hjemmefra, og dermed udfordrer deres familieliv, kærlighedsliv og forældreansvar. Det kan også betyde, at man kun får løn i en del af den tid, man arbejder, fordi tilskud og projektstøtte ikke kan finansiere løn i den fulde periode. At arbejde på en uhyre lav timeløn er samtidig ofte den eneste vej til at blive set og dermed øge chancen for at få flere jobs og hyppigere og bedre indkomst.
Det kræver kort sagt arbejde at få arbejde. CV’et skal tilføres nye erfaringer, og rugbrødsarbejdet som yogaunderviser, pædagogmedhjælper eller tjener giver ikke den ønskede credit og attraktion på markedet.
Der skal en strukturændring til
Vi skal passe på os selv og hinanden. Derfor har vi brug for en gennemgribende strukturændring af arbejdslivet inden for scenekunsten, og der er flere veje mod målet:
- Producentlaget skal være mere bevidste om og have redskaber og viden til at skabe bæredygtighed i arbejdslivet. Det kunne blandt andet fremmes gennem organisering i fagforbund, der også kunne presse på for højere satser inden for driftsstøtte.
- Organisationer, fonde og arbejdsgivere skal skærpe deres fokus på arbejdsmiljø og udfordre deres egne strukturer. De mest åbenlyse parametre er repræsentation, lige adgang, lønniveauer og arbejdstider.
- En bedre balance mellem nyproduktioner og genopsætninger.
- En indtægtsreguleret kunstnerydelse inspireret af Statens Kunstfonds livslange hædersydelse. En sådan støtte kunne forebygge udbrændthed. Dette ønske luftede jeg på Kulturmødet på Mors. Jeg håber, politikerne er lydhøre.
At være kunstner er ekstremt udfordrende og krævende og selvfølgelig også helt vidunderligt meningsfuldt. Det er vigtigt at nyde, at man har nogle særlige evner, som mange sætter stor pris på. Men vi må og skal finde en bedre balance, så man både kan arbejde i det frie felt og betale sine regninger, stifte en familie og leve et langt, lykkeligt og sundt liv.
Denne kommentar er udtryk for skribentens egen holdning.