★★★★☆☆ 5 kvarter ved 200 grader – mandekomedie med knivskarp timing og klima i ascendanten

Hans Rønne er tilbage med sit skarpe blik for det mellemmenneskelige og hverdagshumoristiske. 5 kvarter ved 200grader er veludført og vedkommende køkkenkomik, men det, som er i ovnen, er snarere en lun mandekomedie end en hed klimadebat.  

Tre mænd og to generationer sættes i Teatrets nyeste forestilling sammen i en intens påskefrokostforberedelse på en ødegård i Sverige. Allerede tidligt i handlingsforløbet fornemmer man, at det godt kan gå hen og blive en noget anspændt affære. 

Scenografien af Gitte Baastrup understøtter med sit kaotiske sammenrend af ødegårdsromantiske møbler fornemmelsen af, at alt for mange personligheder, generationer og holdninger er presset ind på lidt for få kvadratmeter. Kaosset under den høflige overflade antydes løbende af små musikalske mellemspil, hvor fri jazz markerer overgangene mellem scenerne. 

Ellers er virkemidlerne holdt ganske simple: hverdagslige kostumer, en let gylden belysning og ingen distraherende baggrundsmusik. Fokus er på de familiære relationer mellem mændene, der langsomt udfolder sig under madlavningen i et flot timet hændelsesforløb.  

Flotte fejlbarlige karakterer

De tre skuespillerne gør et gedigent stykke arbejde i både karaktertegningen og timingen mellem replikkerne. Man genkender tydeligt Bo Stendell Larsens kunstmalende levemand og han rammer den helt rigtige blanding af boheme-boomerens næsten barnlige ubekymrethed og flabede men hykleriske normkritik. Kontrasten til Bue Wandahls nationalromantiske og religiøse landbrugskonsulent er underholdende og karakteren spilles med rigelige mængder midtjysk anspændthed og humorforladt bedrevidenhed. 

I midten af de to ældre hanner finder vi Thomas Jacob Clausens lettere underkuede højskolelærer, som forsøger at holde gemytterne i ro mellem sin far og svigerfar, men samtidig bærer rundt på både klimaforagt over for deres generation og en del skeletter i (ægte)skabet. Selvom kemien mellem søn, far og svigerfar er mere end anspændt, er kemien mellem de tre skuespillere en fornøjelse at overvære. 

Eminent dyrkelse af stilheden

Der bliver diskuteret både klima, kødspisning, religion og parforhold i den velskrevne dialog, som virkelig formår at ramme en hverdagskomisk tone. Men komikken er ikke blot sproglig. Grinene er størst i de pinagtige øjeblikke mellem replikkerne, hvor rummet nærmest er elektrisk af uforløst spænding mellem mændene. 

Iscenesættelsen dyrker virkelig den akavede stilhed, der bliver mere og mere udtalt efterhånden som konfliktniveauet stiger. I forsøget på at bevare den venskabelige overflade, bliver alt fra kålsnitning, vinsmagning og påskeviden på veloplagt vis forvandlet til de tre hanners slet skjulte kampplads. 

Det skrøbelige mandefællesskab

Hans Rønne har en særlig evne til at finde den menneskelige og genkendelige vinkel på tilværelsens store spørgsmål. Selvom forestillingen markedsføres som en klimakomedie, er det således slet ikke klimaet, som er forestillingens mest fremtrædende tema. Klimaet spiller snarere en birolle i en større komisk undersøgelse af, hvorvidt man kan eller skal bevare den gode tone for enhver pris og det moderne mandefællesskabs uskrevne regler og dynamikker. 

5 kvarter ved 200 grader er derfor ikke den mest relevante forestilling at se, hvis man vil reflektere over klimadebatten. Til gengæld er det en stærkt underholdende, velskrevet og præcis portrættering af den moderne manderolle og det skrøbelige men hylende morsomme forsøg på at rykke alfahannernes kamp fra slagmarken til surdejen.