★★★★☆☆ La Vendetta & I Pagliacci – virkeligheden ville også lege med i ambitiøs dobbeltopera

Den Jyske Opera turnerer i disse måneder med en dobbelt forestilling, der gerne vil nedbryde den fjerde væg. Så hvad skal man tro, når scenetæppet går i stykker i begyndelsen af La Vendetta & I Pagliacci? Er det meningen?

Vi er små ti minutter inde i forestillingen, da Den Jyske Operas produktionsleder træder op på scenen. Hun klapper hænderne sammen, vinker dirigenten af. Ouverturen til Asger Hameriks glemte enakter fra 1870, La Vendetta, går i stå.

”Som I nok kan se, har vi lidt problemer med scenetæppet,” fortæller hun iført headset. Det er altså kun få øjeblikke siden, at dobbeltopsætningen begyndte med prologen fra Leoncavallos kanoniserede I Pagliacci fra 1892.

Her sang Michael Bachtadze rustikt og ubesværet om at ophæve grænsen mellem virkelighed og teater. En ophævelse, der udgør selve grebet i Philipp Kochheims dobbelte opsætning af de to enaktere. Hele ideen er, at de to verdener foran og bag tæppet skal smelte sammen. At sangerne skal spille en operatrup, der er ved at indstudere en opera.

Så vi tror ikke ét sekund på produktionslederen. ”Det må være en del af forestillingen,” siger en rutineret operagænger ved min side.

Afmonterer projektet

Men nej. Den er god nok. Ét sekund bliver til fem minutter, mens en scenetekniker er i hektisk kamp med tæppet på en høj stige.

Det afmonterer jo for så vidt hele Philipp Kochheims projekt, når virkeligheden på den måde trumfer hans forsøg på at overhale Leoncavallo og den veristiske tradition indenom. De sangere, som på scenen spiller operatruppens sceneteknikere og produktionsleder, er i den grad lige blevet gjort til tydelig fiktion.

Nuvel, det ødelægger på ingen måde forestillingen, men føjer blot et ekstra lag til den sindrige konstruktion. Alligevel sætter det sig som et chok i værket: Dorothea Spilger har ikke sunget mange linjer i den genoptagede La Vendetta, før hun skvatter ned ad en våd trappe.

Sopranen rejser sig dog og fører os gennem Asger Hameriks noget trivielle trekantsdrama, hvor hun spiller en livstræt, men begærsfuld bodegaindehaver, der er fanget mellem to mænd. Træt lyder hendes stemme dog ikke, den er så fyldt med ung kraft, at hun knap kan styre den og i stedet springer voldsomt mellem registre.

Drama backstage

Bedre kontrol og mere glød har Ruslana Koval, der tager over som midtpunkt for intrigerne efter pausen. Nu er bodegaen skiftet ud med et backstageområde, hvor vi lige skimter kulisserne fra før, og Hameriks effektive spændingsmusik er udskiftet med Leoncavallos mere raffinerede romantik.

Folk støvsuger, måler op, laver farveprøver. Der er et hektisk leben. På scenen gøres en anden scene klar til harlekinkomedie, men under prøverne til denne bryder intrigerne ud i fuldt flor, og endnu en gang må den kvindelige hovedrolle lade livet.

Hvor Hameriks opera nåede at kede os uden at få modspil fra en statisk scenografi, så er Leoncavallos opera rig på bevægelse og variation. Til tider virker iscenesættelsen dog vilkårlig: som om der er carte blanche til at ignorere librettoens indhold, blot fordi vi befinder os i en prøvesituation.

Højt ambitionsniveau

Jeg savnede nok, at Kochheim efter pausen gjorde mere ud af bevægelsen ind og ud af de to værker. Skulle man forestille sig, at La Vendetta spillede på den anden side, mens I Pagliacci foregik, eller hvad var helt nøjagtigt ideen her?

Hameriks værk løftede sig ikke helt, måske kunne man have iscenesat det mere stramt som et teater i teatret for at kompensere for dets lidt trivielle drama.

Til gengæld var der virkelig knald på efter pausen, og med sangere som Ruslana Koval, Michael Bachtadze og Iurie Ciobanu blev musikken forløst med stor autenticitet og styrke.

Den Jyske Opera behøver for min skyld ikke hive flere gamle danske operaer ud af glemslen. Ikke så længe deres største kvalitet er at være netop det: glemt. Men de må meget gerne fortsætte med det ambitionsniveau, de lægger for dagen i La Vendetta & I Pagliacci.