★★★☆☆☆ Rudy – skramlet besøg i erindringens værksted

Det spøger i Lasse Schwanenflügel Piaseckis ømme eksperiment på Det Kongelige Teater. Med det korte musik- og dansedrama Rudy opdaterer – eller saboterer – han et 160 år gammelt teatertrick.

Det var juleaften 1862, og spøgelsesfeberen rasede. Ikke mindst i England, hvor opfinderen John Henry Pepper havde skabt en sindrig konstruktion. Med udspekuleret brug af lys og vinklet glas sendte han den aften et genfærd på scenen i et uddrag af Charles Dickens’ The Haunted Man som skuespil. Den halvtransparente skuespiller, der i virkeligheden gemte sig off stage, lignede et hologram på scenen. Et ægte spøgelse, såmænd. Publikum var lamslåede.

Siden da har tricket været kendt som ”Pepper’s ghost”, og i KSelekt-eksperimentet Rudy på Skuespilhusets Lille Scene spiller det, 160 år senere, en hovedrolle i Lasse Schwanenflügel Piaseckis næsten ordløse musikdrama.

Teknisk erindring

Den klassisk uddannede komponist, der her også optræder som instruktør, har imidlertid videreudviklet konceptet. I stedet for glas og spejle anvender han en led-skærm og regulær hologramteknik til at forvandle Paulina Šmatlákovás adrætte spring bag scenen til et gennemsigtigt minde om et lille barn, der danser på en liggende guitar foran os.

Rent teknisk ligner det i sig selv et erindringsarbejde. Den grynede skærm og dens flimrende danser i kold belysning minder om tv-effekter fra Piaseckis egen barndom i 80’erne og 90’erne.

Rudy er på mange måder et værk, der sukker af længsel. Dels efter en afdød dreng, inspireret af James Joyces Ulysses. Dels efter en svunden og enklere tid, illustreret af teknikken og en skramlet musik af klimprende guitarer, blødt orgel og uskyldige klokkespil.

LÆS OGSÅ: Rudy – HearMyEyes drømmer en drøm om Ulysses på K:Selekt

Forsinket genfærd

Over godt en halv time udspiller en kær elegi sig. Faderen til det afdøde barn, gestaltet af Henrik Bay Hansen, lokker genfærdet frem af guitarens resonansrum med en hånddukke. De bruger en løs streng til at sjippe. Triller et plasticrør frem og tilbage mellem sig over gribebrættet. Faderen forsøger desperat at fastholde barnets opmærksomhed, så det ikke forsvinder igen. Hele tiden i et nøje koordineret spil mellem virkelighed og projektion.

Teknisk set fungerer Pepper-spøgelset dog ikke helt lydefrit: Videoløsningen giver en mindre forsinkelse, sådan at vi hører Paulina Šmatlákovás landinger bag scenen, før hun faktisk lander på guitaren som miniature.

Og når hun drillende slår strengene an med hænder og fødder, sker også dette med forsinkelse. Man kan kalde det unheimlich, eller man kan kalde det akavet.

Fortættet teater

I den forstand er Lasse Schwanenflügel Piaseckis udvikling af John Henry Peppers teknik et tilbageskridt. Alligevel lykkes det næsten at gøre det fejlbarlige til en logisk konsekvens af værkets skrøbelige udtryk.

Hvor Pepper søgte at opretholde illusionen, får Piasecki den til at vakle. Det er et af hans talenter som komponist, at han kan skrive en musik, der på en og samme tid er naivt smuk og i brutalt forfald. Lidt som det flimrende miniaturebarn, der gennem et hul i scenetæppet akkurat afsløres som voksen danser af kød og blod. Illusioner er til for at blive brudt, både for den sørgende far og for det spøgelseshungrende publikum.

At overvære Rudy er som at træde ind i et kunstnerisk værksted. Det tekniske koncept spiller den klare hovedrolle, mens den tidløse fortælling om ituslået erindring ligner et formgreb. Man sidder tilbage med en fornemmelse af noget fortættet, der måske kan folde sig ud til noget større.