Populært lige nu

Sandra Yi Sencindiver: “Jeg synes faktisk, at folk er enormt gode til at forsøge”

I går udsendte "Et større billede" en pressemeddelelse med et åbent brev til den danske film- og tv-branche med ønsket om et opgør med...

Fanget i et pink peep show

Et twisted univers med stiliserede voldsfantasier venter publikum, når de træder indenfor til forestillingen Stuepigerne på Aarhus Teater. Hvis man endnu ikke har lært...

Aaben Dans: Med kvinden i fokus

Aaben Dans har i år to store premierer med kvinder i fokus. Begge er kvartetter, aldersspecifikke, og begge handler om kvindefællesskaber og kvindekroppe i...
Annoncespot_imgspot_img

★★☆☆☆☆ Trouble in Tahiti – opera om forstadsliv virker ufærdig

Den Fynske Opera og Operaen i Midten er gået sammen med dirigent Rose Munk Heiberg om en opsætning af Leonard Bernsteins korte enakter, Trouble in Tahiti, der dog savner det meste.

Lad os se det fra den lyse side. Der bliver virkelig udvist tillid til publikums fantasi i denne opsætning af Leonard Bernsteins tre kvarter korte enakter Trouble in Tahiti fra 1952. Så meget, at de tre producenter – Den Fynske Opera, Operaen i Midten og dirigent Rose Munk Heiberg – helt har sparet alt, hvad der traditionelt udgør en opera, væk.

Nærigheden er næsten rørende. Scenografien er så godt som væk, det samme er overtekster til Bernsteins engelske libretto. Ensemblet er reduceret til sit mest skramlede minimum, sangerne næsten hvisker deres partier, og dirigenten slår den trekvart indøvede musik an med store, uengagerede taktskemaer.

Det er bittesmå krummer, der bliver kastet ud til os. Så er det ellers op til den enkelte at forvandle dem til noget, der minder om en fortælling eller en musikalsk oplevelse. Tillid!

Annonce
JOB UNderside 2

Usynlig kritik

Trouble in Tahiti er en utraditionel opera. I fokus er et amerikansk ægtepar, som er flyttet til forstaden og egentlig er dybt ulykkelige. De skændes fra morgen til aften, passionen er væk. Kvinden længes efter den magi, hun ser på film, manden støver sit selvværd af ved at spille håndbold for oldboys.

Det er en fortættet kritik af hamsterhjul, konsumerisme og kernefamilie. Skrevet af en homoseksuel komponist, der lige var blevet gift med en kvinde. Men forstår man kritikken af det kapitalistiske samfund, når det tætteste scenografien kommer på materiel overflod, er en rød hat på en kropsløs mannequin?

Famlende musik

Eller forstår man for alvor de to hovedpersoner, når overteksterne er sparet væk? Mezzosopran Nana Bugge Rasmussen portrætterer for så vidt fint kvindens desperation med sin klagende, kølige klang, og Leif Jone Ølbergs forsagte baryton flugter egentlig fint med den kujonske husbond.

Men man savner flere facetter i deres karakterer. De står nøgne og endimensionelle, forstærket af den sceniske opstilling, hvor musikerne – fortrinsvis blæsere – sidder ved siden af sangerne i stedet for bag dem. Det har den effekt, at musikken aldrig blender sammen til en organisk klang, men fremstår hakkende og famlende. En ubegribelig disposition.

Kun i de sjældne øjeblikke, hvor det ‘græske kor’ – en jazzet vokaltrio, der vandrer rundt på må og få – tilslutter sig, samler klangen sig. Men megen volumen synger de altså ikke med.

Usikker opsætning

Egentlig kunne man lige så godt have udleveret partituret i indgangen og så sendt os hjem igen. Opsætningen, der er instrueret af John Wilkie, virker ufærdig, og kun Nana Bugge Rasmussen virker sikker nok til at synge rigtigt igennem.

John Wilkie og dirigent Rose Munk Heiberg gør i folderen et nummer ud af, at de har saneret Bernsteins antiracistiske libretto – der satiriserer over biograflærredets fantasi om eksotisk kærlighed i Tahiti – for ubevidst racisme. Men de konkretiserer ikke, og uden overtekst er det vanskeligt at se, hvori ‘opdateringen’ består.

På vej hjem fra Trouble in Tahiti på Den Fynske Opera læste jeg partituret. Det var man ligesom nødt til, hvis man ville forstå, hvad man netop havde oplevet. Jeg faldt umiddelbart ikke over noget kriminelt. Til gengæld fik jeg mere ud af værket på skrift, end Wilkie og Heiberg havde fået ud af det på scenen. Sådan er der så meget.

Komponist og librettist: Leonard Bernstein. Instruktør: John Wilkie. Scenograf og kostumier: Maja Ziska, Olga Regitze Dyrløv Høegh. Lysdesigner: Michael Østerz. Dirigent: Rose Munk Heiberg.

Medvirkende: Nana Bugge Rasmussen, Leif Jone Ølberg. Jazztrio: Rasmus Faartoft, Katrine Jenne, Kristoffer Saas. Musikere: Julius Ditlevsen, Tine Antonsen, Thor-Erik Gilbert Langseth, Julius René Leo, Claus Kaarsgaard, Irene Bianco, Britt Krogh Grønnebæk.

Spiller på Den Fynske Opera til og med 18. december 2022. Derefter på Operaen i Midten 7. – 8. januar 2023.

Samproduktion mellem Den Fynske Opera, Operaen i Midten og Rose Munk Heiberg.

Seneste

★★★★☆☆ Ants 1+1=3 – dansende myrer hylder fællesskabet med stor teknisk kunnen

Den dansk-lettiske danser og koreograf Anastasija Olescuka har indtaget...

Aaben Dans: Med kvinden i fokus

Aaben Dans har i år to store premierer med...

Sandra Yi Sencindiver: “Jeg synes faktisk, at folk er enormt gode til at forsøge”

I går udsendte "Et større billede" en pressemeddelelse med...

Nyhedsbrev

spot_img

Udforsk videre

★★★★☆☆ Ants 1+1=3 – dansende myrer hylder fællesskabet med stor teknisk kunnen

Den dansk-lettiske danser og koreograf Anastasija Olescuka har indtaget...

Aaben Dans: Med kvinden i fokus

Aaben Dans har i år to store premierer med...

Sandra Yi Sencindiver: “Jeg synes faktisk, at folk er enormt gode til at forsøge”

I går udsendte "Et større billede" en pressemeddelelse med...

★★★★☆☆ Elektra – rasende kvinder i blodig hævnspiral

Fra bondage i et lysende, solgult univers bevæger Anja...

Metropolis’ Performing Landscapes Laboratorium åbnede for væsentlige indsigter i kunstneriske potentialer

Over to dage på Refshaleøen i København afvikledes Metropolis’...
spot_imgspot_img

★★★★☆☆ Ants 1+1=3 – dansende myrer hylder fællesskabet med stor teknisk kunnen

Den dansk-lettiske danser og koreograf Anastasija Olescuka har indtaget Baltoppen Live og fortryller skoleelever i udskolingen med sine kriblende, streetdansende myrer. Premieren fandt sted...

Aaben Dans: Med kvinden i fokus

Aaben Dans har i år to store premierer med kvinder i fokus. Begge er kvartetter, aldersspecifikke, og begge handler om kvindefællesskaber og kvindekroppe i...

Sandra Yi Sencindiver: “Jeg synes faktisk, at folk er enormt gode til at forsøge”

I går udsendte "Et større billede" en pressemeddelelse med et åbent brev til den danske film- og tv-branche med ønsket om et opgør med...