De fire årstider har fået et kunstnerisk rum at udfolde sig i i Nationalpark Thy, hvor danser og koreograf Kitt Johnson i samarbejde med Limfjordsteatret har udfoldet konceptet Mellemrum på ny. Derfor tog ISCENE på en bidende kold vinterdag, hvor vejret for alvor viste sine kræfter, en tur til Thy for at opleve Mellemrum Thy – Vinter.
Tidligere har Mellemrum taget udgangspunkt i byen, men i Mellemrum Thy er det naturen, der danner rammerne om det kunstneriske rum. Selve forestillingen er en vandring på godt to timer. I velkomstmailen står der udtrykkeligt, at man skal være varmt klædt på, men for pokker hvor er der koldt på Agger Tange i stormvejr!
Energisk leg i stendynger
Vi står 20 deltagere klar til turen, hvor både en guide og Kitt Johnson selv går med. Første stop er ved en menneskeskabt opbevaringsplads for store sten i ordnede dynger – måske rester fra kystsikring, måske til fremtidigt brug.
Fra klitterne i baggrunden dukker to performere frem, Villads Bugge Bang og Thalia Pigier. Med orange hatte og sorte dragter er de lette at få øje på i landskabet. Med sprælsk energi og i drillende tagfat forsøger de at fange hinanden. De tumler, rutsjer, leger sig gennem de forblæste buske og forcerer let de bakkede landskaber og store stenbunker. I bedste Pippi-stil finder de frem til glemte ting i stendyngerne. Ting, som kan bruges til nye fortællinger. Et par metalrør bliver til styr på de store sten. Tilsat lyd og bevægelser fra performerne, ser det ud, som fræser de afsted på vilde motorcykler.
Landjorden bliver igen indtaget med rullefald og kolbøtter mellem tilskuernes ben, som til stor fornøjelse må rykke rundt for at give plads til den energiske fremdrift. De trommer rytmer på sten og lidt latin-musik lyder fra et par store højttalere, mens der balanceres på smalle kanter og klappes i takt på granitten. Hvad disse latinrytmer skal bidrage med, og hvorfor der i det hele taget skal bringes præfabrikeret lyd ind i nationalparkens righoldige natur-sound, syntes lidt uklart. Men det bliver til et fint lille danseoptrin, hvor Villads Bugge Bang og Thalia Pigier med deres fanden-i-voldske energi og herligt legende forhold til naturen skaber et finurligt, kunstnerisk rum, som er en stor fornøjelse at blive inviteret med ind i.
Ting-finder-performance i sand
Turen går videre mellem tuer og græs i det vintergrå landskab med de nøgne træer som silhuetter i den tiltagende skumring. Vi vandrer i sand og klatrer over en klit, da naturen viser sig fra sin vildeste side med et syn, der nærmest tager nærmest pusten fra én. Her ses Vesterhavet i vildt vigør med voldsomme bølger, der sluger det meste af stranden og rusker sjælen med stormstyrke.
Derfor bliver det også lidt gnidret med Stisa Søgaards minimalistiske ting-finder-performance, hvor hun indsamler plastikskrot og skaller fra stranden og samler dem i små formationer i sandet, mens vi sidder i rundkreds og ser på. Tematisk bindes værket fint sammen med den første performance, hvor fundne genstande tog form af fiktioner, og skabte nye fortællinger i det eksisterende landskab, men selve scenen bliver lidt enstrenget og monoton i sin form.
Fortællinger fra fortiden
Sidste performance kommer os i møde med lysende lanterner, da en hel række af folk toner frem fra klitterne. Deres flaskegrønne frakker falder fint i ét med landskabet, og lysene vugger i takt med deres rolige gang. De byder os velkommen på stranden med fortællinger fra fortiden.
”Vidste du, at der for flere hundrede år siden var et stort søslag ud for kysten her? Tænk, hvad der skyllede i land efter det!” lyder det fx fra Gitta Malling, der er kunstneren bag værket. Efter lidt lytten til de mange historier, følges vi med fortællerne til en klitgryde, hvor der er mere læ og vi kan lune os lidt med lånte tæpper.
Vi sidder i en rundkreds, mens fortællerne beretter om havet og privatsfærer, mens melodien fra Steen Steensen Blichers Sig nærmer tiden stille nynnes. Vi hører om havet som sjæle-renser i fortællingen om moderen, som råber sine frustration ud i bølgerne, og går løftet derfra. Om havet som livgiver for den italienske far, der så solen gå ned på den ene side af kysten, for derefter at køre til den modsatte bred, hvor han mødte morgensolen, der stod op. Da vi forlader fortællingernes klitgryde, ligger små sten på stien med inskriptioner som fx ”Forbundethed”, hvilket så fint indrammer oplevelsen af, at fortællinger og fællessang i århundrede har bundet os sammen som mennesker på tværs af tid og kultur. Den oplevelse står meget stærkt i klitgryden til lyden af ord og havets storm i baggrunden.
Med denne vandring er Mellemrum Thy vinterdelen afsluttet. Det var koldt, stormfuldt og fantastisk at komme så tæt på naturen og mærke dens vildskab og kræfter, som var med til at understrege, hvor små vi mennesker er, når naturen sætter ind.
LÆS OGSÅ: Mellemrum Thy: Når kunsten går på opdagelse i landskabets årstider
