★★★★★☆ Apollonian Blackout – den iscenesatte koncerts Gasolin-øjeblik

I ly af Vinterjazz-festivalen har Hess Is More-kollektivet med Apollonian Blackout skabt en musikalsk forestilling, der gør det uendelige scenerum på Sort/Hvid til et utopisk sted.

Iført solhat og gul-hvide, ternede ørkenveste ligner det afsindige projektensemble Hess Is More vel mest af alt tegneseriefigurer. De kanter sig forbi os i en overbefolket foyer, hen til et lille bord med synthesizere og sætter gang i lavmælt elektronik.

Annonce

Lige her er det måske vanskeligt at forestille sig, at holdet bag Apollonian Blackout er ude i et storstilet ærinde. Men det ændrer sig, skal jeg hilse og sige. Først forsvinder ét bagtæppe, siden endnu et, og før forestillingen er ovre, har scenerummet, ligesom musikken, forvandlet sig til et uendeligt dyb.

Salig tillid

Særligt hæfter man sig måske ved trommeslager Mikkel Hess’ blik. Da det første tæppe er væk, kommer han til syne sammen med flere andre musikere, og den stille elektronmusik bliver til forførende diskofunk. Det lille bord er nu et langbord, han har stillet sig op på det og kigger tavst ned i en mikrofon.

“Jeg kan ikke få dig til at blive”, messer han omsider med syntetisk stemme. I stedet slår han et glas an, forlader podiet og begynder at dele ud af servicet til publikum, der bruger det som koklokker. Han ser på os med salig tillid i øjnene, en tjenende ånd.

Afslappet absurdisme

Koreografisk og scenografisk hersker en afslappet absurdisme. Gule sireneblink, bowlingkegler, glitrende mudderkager og antikke drikkekalke pryder bordet side om side med håndholdt slagtøj, elektroniske instrumenter og en løssluppen elbassist.

På et tidspunkt efterlader ensemblet Maria Faust med sin altsaxofon i ensomt mørke, senere lægger flere af musikerne sig til at sove på gulvet, mens Daft Punk-klingende pulseringer afløses af fængslende afrocubanske rytmer.

Selv står jeg på det tidspunkt lige bag en bongospiller og skal, i det tågede drømmelys fra en meterstor spejlkugle, anstrenge mig for ikke at blive revet med. En syvårig dreng med blinkende skosåler har ikke samme tøven, han overgiver sig fuldt til den fællesdansende energi.

Drøm om kollektivisme

”Halløj, kan du høre mig?”, driller Mikkel Hess bag det sidste tæppe. Han er listet bort med en enorm marengskage. ”Skal vi synge videre?”, fortsætter han, og fra en sænket scene omgivet af et zebrafarvet ormehul, et utopisk-meditativt rum, bliver der læst digte om at hente vand i solskin og skabt støjsignaler fra en kontrabas.

Forestillingen finder og formidler en drøm om kollektivisme, de ternede ørkenveste bliver opdagelsesrejsende i et evigt foranderligt rum af melankoli og ekstase. Paradokset er, at musikken gennem sin absurde dramatisering kommer tættere på publikum. Det er fuldstændig tryllebindende.

Hvad Nikolaj Cederholm og Kåre Bjerkø i 1994 gjorde for teaterkoncerten med den bedårende absurditet Gasolin, har holdet bag Apollonian Blackout – Mikkel Hess, Tue Biering, Christian Friedländer og Dicki Lakha – måske nu gjort for den iscenesatte koncert.