★★★★☆☆ Hele Danmarks Grethe – kærligt portræt swinger sødt og sorgfuldt

Folketeatret giver med Hele Danmarks Grethe et swingende musikalsk portræt af den folkekære Grethe Sønck. Det er en forestilling, der emmer af kærlighed til og respekt for kunstneren set gennem hendes store sangkatalog og iscenesat med sans for nuancerne.

“Du tør måske ikke?”

Annonce

Grethe Søncks mor og mand ved godt, hvad de skal sige for at motivere hende. For hun tør næsten alt. Selv et løvebur træder hun ind i. Kun rollen i Leif Panduros sorte farce Naboerne er hun lidt usikker på, for hun er jo ikke kulturradikal, men folkelig, og den distinktion fyldte uendeligt meget mere i 1966, hvor filmen er fra, end den gør i dag.

Et liv i musikken

Vi husker heller ikke Grethe Sønck for filmen, men for hendes 60 år lange karriere i dansk musik og revy. Sent i karrieren blev hun også kendt for altid at rode rundt på gulvet, når hun skulle mime i underholdningsprogrammet Gæt og Grimasser. Så her finder vi hende også i åbningsscenen på Hele Danmarks Grethe, for ”det forventede de jo”.

At mænd havde mere taleret også i 1980’erne, og at kraftige kvinder er et legitimt mål for voksenmobning, slås fast med det samme, men Grethe tilkæmper sig magten over sin egen historie, ”for nu er det jo mig, der spiller Grethe,” som Pernille Schrøder får slået fast. Grundtonen i historien er lattermild og folkelig, men Jesper Malmoses letløbende pen får også strejfet smertepunkterne i Søncks liv. De findes især i forholdet til Volmer Sørensen, hvis utroskab Charlotte Guldberg snalretstolt handler af i John Mogensens Du ser mig, når jeg kommer fulgt op af den mere melankolske Tak for alle kyssene, som Pernille Schrøder selv giver tyst tristesse. Da Volmer dør, skriger hun smerten ud rygvendt i en overlegen version af Stormy Weather.

Kærlighed til musikken

Sønck startede jo i jazzen, og før vi når til tabet af Volmer, er vi tilbage på Amager, hvor unge Grethe vinder amatørkonkurrencer på stribe med en anden klassiker, You Are My Sunshine. Videre går det med dansebands og turné i Sverige, før et kort intermezzo i form af et ulykkeligt ægteskab for en stund tøjler Grethe til hjemmet. Otto Leisners danske tekst i Hvor hele livet er solskin opsummerer de tos forskellighed og sender samtidig Grethe ind i DR. Her møder hun Volmer og selvom også de er forskellige, har de kærligheden til musik og scene til fælles.

Pernille Schrøder har selv været initiativtager til forestillingen og fylder fornemt rollen som Grethe ud. Folkelig javist, men også en smule forsigtig og nem at træde på, når man er en flamboyant revydirektør med kønshistorien på sin side. Schrøders Grethe får facetterne med og Kristian Boland følger fint med som Volmer.

Kærlighed til Grethe

Karsten Jansfort er modbydelig som besidderisk ægtemand, på kornet som datidens kulturelle koryfæer i radio og film, lallende sød som mælkedreng i hittet Klaus Jørgen og aldeles knuselskelig sammen med en ikke mindre bedårende Charlotte Guldberg i Volmer/Sønck-klassikeren Livets gang om pensionisttilværelsens monotoni. Også her var det andre tider dengang. Den musikalske kvartet bakkes stærkt op af kapelmester Jens Krøyer og musikerne Carsten Andersen og Guy Moscoso, der swinger hele vejen og især charmerer på diverse blæseinstrumenter.

Ina-Miriam Rosenbaum har iscenesat med sans for nuancerne. Der er plads til tåren i øjenkrogen mellem sprudlende dansetrin og kække bemærkninger. Hele Danmarks Grethe emmer af kærlighed til og respekt for Grethe Sønck og den del af kulturlivet, hun repræsenterede, og skriver sig fint ind i de senere års retrospektive blik på den genre, som fx også Trine Pallesen gav fornemt liv i sin forestilling om Grethe Ingmann, Ta’ mig som jeg er.