★★★★☆☆ Ta’ mig som jeg er – gennemmusikalsk portræt af et dansk ikon

Man får i den grad lyst til både at danse og at slentre gennem regnen med Trine Pallesen og Mathias Grove Madsens sekstet, når de vækker Grethe Ingmanns brogede historie til live i den charmerende turnéforestilling Ta’ mig som jeg er til premieren på Sjællands Teater.

Vi starter på toppen. ”Det er lige her i mødet med publikum, jeg lever,” siger Grethe efter sejren med Dansevise til Melodi Grand Prix i London. Et udsagn, der både er hendes styrke og hendes akilleshæl, som vi får at se i den lille, men charmerende velfortalte og ikke mindst velspillede forestilling om sangerindens liv.

Ikke fra et hjem med klaver

Vupti er vi nemlig tilbage ved starten. ”Hun er 16 år i dag,” synger Trine Pallesen med al ungdommens boblende forventning om uendeligt liv og lykke, for så at indtage morens rolle og give teksten en helt anden, melankolsk klang. Grethe er ikke fra et hjem med klaver, men hun siger lærepladsen som syerske op og kaster sig ud i et liv som kunstner. Først i kæresten Egons band, siden som jazzsangerinde i Jørn Graungaards orkester.

Mødet med Jørgen Ingmann definerer begges liv. “Hans lyse guitar passer til min mørke stemme,” siger forelskede Grethe og en fælles karriere indledes sideløbende med et småborgerligt liv i parcelhuset. Jørgen er dog bedst i studiet, hvor Grethe keder sig. Dansevise bringer dem tilbage på scenerne, men nu kommer der også børn til og Jørgen Ingmanns sceneskræk tager til. Grethe går solo og soler sig i tabloidpressens blitz. Utroskab fører til skilsmisse, kort efter lukker Dansktoppen. Publikum forsvinder, pressen er hård ved Grethe og til sidst er ordene borte.

Man får lyst til at danse

Grethe Ingmanns fortælling er den klassiske kunstner-deroute. Samtidig er den selvfølgelig helt hendes egen. Vi hører hende måske ikke så meget længere, men de fleste kender Dansevise, og er man over 50, kan man nynne med på det meste af hendes imponerende bagkatalog. Ikke alt var lige godt, men stemmen og dens fortolkninger har stadig magt. Også i Trine Palles versioner, der ikke forsøger at efterligne, men skaber sin egen lyd. Fra det ungdommelige overskud over melankolien og dansktopfernis til den modne stemmes jazzede eftertanke.

Musikken er det centrale. I Grethes liv og i forestillingen om hende. Mathias Grove Madsens sekstet er en luksus, der smyger sig om Trine Pallesens glødende centrum. De swinger, så man konstant har lyst til at danse, og træder også gerne end med en replik eller to. Sangteksterne er tænkt elegant ind i Anne Panduros enkle manuskript, der bringer os gennem et liv, der både var eventyrligt og svært. Tabet af et barn formidles blidt, og den alkoholisme, der rammer både Jørgen og Grethe italesættes ikke, men vises blot i al sin snigende grumhed.

Det største drug var publikum

Trine Pallesen spillede Grethe Ingmann allerede for 12 år siden i Et solstrejf i en vandpyt i Tivoli, og man forstår, hvorfor hun har haft lyst til at dykke ned i både sangskat og liv en gang til. Det er nostalgi, men det er også fortællingen om en kvinde, der med egne ord var “et fund”. En unik stemme, og et livstykke af et menneske. Hendes nedtur spejler tidens andre kunstnere, for sjusserne kom på parade i 60-70’ernes underholdningsverden. Grethes største drug var dog publikum. Dem tålte hun ikke at miste.

Det er på flere måder en forudsigelig og trist historie, men Sofie Pallesens fine instruktion vægter det lyse, det sprængfyldt-energiske i Grethes person, som Trine Pallesen får gjort til sit eget i flot samspil med det forrygende orkester.