Manipulation, trusler og magtmisbrug. Jon Stephensen får i disse dage rullet hele bagkataloget af anklager om grove tiltag frem for den brede offentlighed. Det er jo ikke fordi, det ligefrem er nyt, at Jon Stephensen gennem årene har balanceret på kanten af moralsk og sanddru rimelighed. Det mest overraskende er vel, at hverken scenekunstbranchen eller medier har grebet ind tidligere.
Sagerne om Jon Stephensen vidner derfor ikke kun en mands magtmisbrug og egenrådige udlægning af fiktive sandheder, men lige så vel om en medie- og scenekunstbranche, som i den grad har sovet i timen og ladet stå til alt for længe. Men hvordan kunne det komme så vidt? Og hvor skal der sættes ind fremadrettet for at undgå lignende sager?
”Vi har fejlet”
I gårsdagens udgave af kulturprogrammet Kræs på Radio 4 blev en del af de kritiske sager, som omhandler Jon Stephensen, gennemgået. Skuespillerforbundets formand, Benjamin Boe Rasmussen, var inviteret i studiet og tog som det første en del af ansvaret, da han forklarede ”Vi har fejlet klart og tydeligt, når skuespillerne har haft en frygt for ikke at kunne fortælle om deres oplevelser”.
Der er mange grunde til denne frygt og en del bunder i de ansættelsesforhold, som tilbydes. En stor del af branchens aktører er freelancere, der hyres ind til kortere eller længere ansættelsesperioder i forskellige produktioner. Det er klart, man ikke vil miskrediteres af teaterchefer, instruktører eller andre magtpersoner, og det kan medføre den tavshedskultur, som Benjamin Boe Rasmussen bekræfter, findes i branchen.
Men konsekvenserne er store og rækker længere end en tavshedskultur. Det handler om også om en magtstruktur, som tydeligvis tillader enkeltindivider at regere, som de vil, uden frygt for konsekvenser.
LÆS OGSÅ: Jon Stephensen forvrænger virkeligheden – og Politiken lader ham ukritisk gøre det
Frataget retten til at sige nej
Skuespiller Kimmie Liv Sennova fik det at mærke på egen krop, da hun i forbindelse med sin debutrolle på Aveny T indvilligede i at lade sig fotografere nøgen. Hun fik forklaret, at rekvisitter ville dække de dele af kroppen, hun ønskede at skjule, så hun indvilligede. ”Jeg var så bange for, hvilke konsekvenser det kunne få for min karriere. Det var mit første job og det eneste, jeg havde i min kalender,” fortæller hun til TV2.
Men aftalen blev misligholdt. Da billederne kom frem, dækkede rekvisitterne ikke, og Kimmie Liv Sennova gjorde det klart, at et bestemt foto ikke måtte bruges. Dagen efter var netop dét billede sendt ud i pressematerialet. ”Det var ikke billedet, der isoleret var problemet, men at han tog retten til at sige nej fra mig,” fortæller Kimmie Liv Sennova til TV2.
Forestillingen havde premiere på Aveny T i 2020. Det er tre år siden. Tre år, hvor ingen har råbt ”vagt i gevær” og stoppet direktørens magtmisbrug. Et magtmisbrug over for de unge, han så flot har brystet sig af at skulle styrke, og hvor graden af svigt og overgreb er alvorlig, som professor emerita i kønsforskning på Aalborg Universitet, Anette Borchorst, siger til TV2: ”Han deler hendes billede uden hendes samtykke, selvom hun siger klart fra. Det er seksuel chikane”.
Kulturel magt kræver også fokus
Hvor er den kritiske mediedækning? Der har igennem årene været et væld af kritiske småhistorier om Jon Stephensen uden det har ført til det store gravearbejde. Er det evindelige problem for dansk journalistik, at ”pressen er overopmærksom på politisk magt, men blind over for kulturel magt,” som journalist Christian Bennike sætter fokus på i artiklen Magtkritik (Weekendavisen). Det var jo først, da Jon Stephensen tonede rent flag som politiker, at pressen begyndte at grave i hans tidligere gerninger.
Nu er mere end 30 personer fra scenekunstbranchen stået frem med oplevelser af ældre og nyere dato. Triste sager vælter ud af skabet. Flere vil stadig ikke lægge navn til deres oplevelser, formodentlig af frygt for fremtidige jobmuligheder, så hvad skal der til, for at skabe forandring? Og hvor skal der sættes ind?
LÆS OGSÅ: Stregen i sandet – 13 organisationer sætter fokus på god arbejdskultur
Tid til selvransagelse
Mette Wolf, næstforperson i Dansk Teater, deltog også i debatten i kulturprogrammet Kræs på Radio 4. Hun understregede, at en del af løsningen skal findes i et strukturelt velfungerende netværk. Et netværk, som Dansk Teater bl.a. sammen med Skuespillerforbundet har forsøgt at styrke med tiltaget Stregen i sandet, som er et initiativ rettet mod grænseoverskridende adfærd i film-, tv- og scenekunstbranchen.
En del af materialet til Stregen i sandet kommer med bud på handleplaner, der fungerer som guides til tiltag og overvejelser, der kan gøres i de forskellige arbejdsfællesskaber, produktioner, teatre osv. Men, understreger Mette Wolf, ”det handler også om, at vi som chefer må gribe i egen barm og forstå den magt, vi har. Vi skal have skærpet vores moralske kompas og det må vi hjælpe hinanden med – også internt i branchen”.
Samme selvransagelse, viden om egen magt og styrkelse af det moralske kompas må vi nok også gribe til i mediebranchen, så der fremadrettet kan gribes ind i tide, før flere aktører skal se deres grænser bliver overtrådt af magtfuldkomne ledere. Ansvaret for en bedre fremtid er fælles. Christian Bennike sætter ret fint ord på det ansvar, vi har, i artiklen Magtkritik (Weekendavisen): ”Medierne er ikke lovgivende organer, men de former vores verden. Det er det, kultur handler om, og det burde danske medier tage langt mere alvorligt.”
Lad os alle tage et fælles ansvar fremadrettet!
