Jeg vil gerne sige undskyld. Undskyld til min branche og mine kollegaer. Dem jeg har gået i skole med, dem jeg har arbejdet med, dem jeg kalder for mine fagfæller, dem jeg deler scenekunsten som min arbejdsplads med.
Jeg har aldrig arbejdet med Jon Stephensen. Jeg har aldrig mødt manden. Men jeg har kendt til ham. Eller rettere sagt, jeg har kendt til historierne om ham og hans ledelsesstil. Og jeg har sagt sætningerne: ”Tænk at en mand som ham er blevet givet den magt” eller ”Ej, det er da simpelthen for meget” eller ”Sådan kan man da ikke behandle folk. Tænk at man går med til det”.
Jeg har sagt sætningerne igen og igen. Men har jeg gjort noget konkret ved det? Næ… jeg har nøjes med at væmmes i min egen lille boble af ligesindede kollegaer. Så jeg vil gerne sige undskyld. Undskyld for alle de gange, jeg har hørt på historierne i vores branche om uacceptabelt magtmisbrug, men ikke har reageret eller handlet med andet end opbakkende foragt.
Scenekunst skabes i relationer
Jeg må nok hellere også undskylde på forhånd for alle de gange, jeg kommer til at gøre det igen. For kære branche, vi har et fundamentalt problem, der er større end og ikke stopper ved Jon Stephensen. Hændelser, som dem vi hører om fra Aveny-T, er foregået over alt. Det er hændelser, der stadig sker derude, og som vil blive ved med at ske, hvis ikke vi tager et gevaldigt opgør med, hvordan vi definerer og værdisætter den gode scenekunst og den geniale kunstner.
For mig at se, har scenekunsten sin identitet i det relationelle. Værket lever i det øjeblik, der opstår en relation mellem afsender og modtager, mellem den udøvende kunstner og det modtagende publikum. Vi benytter sceniske virkemidler til at forstærke det øjeblik, hvor delingen af værket opstår. Et øjeblik vi ønsker skaber nærvær, stilstand, fordybelse, forskydning, udvikling og læring hos den enkelte modtager.
Vi har i år forinden forberedt og afprøvet teksten, lyset, konceptet, scenen, lyden, ordet, objekterne, kostumerne, sangen mm. for at denne deling bliver et øjeblik, hvor vores modtager mærker en sanselig relation til værket. Med andre ord; den scenekunstneriske branche er eksperter i at facilitere det relationelle rum mellem værk og modtager. Det er derfor, det undrer mig, og har gjort det længe, at vi systematisk negligerer vigtigheden af netop det relationelle rum, når værket skal skabes.
LÆS OGSÅ: Jon Stephensen-sagen: Tid til selvransagelse
God kunst, men til hvilken pris?
Der har i de senere år været fokus på at styrke evnen til at sige fra hos de personer, der ikke besidder magten i arbejdsrelationen. Jeg bakker op! Kun ved at individet og kollektivet reagerer på magtmisbrug, kan vi kalibrere på fastlåste relations- og magtmønstre. Men lad os ikke glemme at styrke evnerne hos de individer, der har magten. Dem, der faktisk kan rammesætte, hvad der anses som acceptabel og god opførsel i et arbejdsrum.
Er det ikke på tide, at vi med handling og konsekvenser gør det tydeligt, hvad der anses som god ledelse i de scenekunstneriske arbejdsrum? Kan vi fortsat leve med, at værker og kunstnere hyldes og modtager priser, hvis processen frem mod et produkt har medført mistrivsel og sygemeldinger hos de medskabende kunstnere? Kan vi stadig kalde det god kunst, hvis skabelsesprocessen ikke bygger på normale standarder for god opførsel og arbejdsmiljø?
Jeg har med denne tekst ingen intentioner om at pege fingre ad enkeltpersoner eller institutioner i branchen. Men jeg håber, at vi kan få øjnene op for, at historier om enkeltpersoner skal ses som symptomer på et større, systematisk problem. Alle disse dårlige hændelser er i det store hele et produkt af det marked, vi har opbygget i branchen.
Værket er et produkt af processen
Det, vi højner som værdifuldt og kvalitet, er det, der sælges. Det, vi definerer som succes, bliver det, vi efterstræber. Skulle vi så ikke se på, hvad det er for standarder, vi ansætter folk ud fra? Optager ud fra? Giver priser på baggrund af? Hvilke parametre vi tager udgangspunkt i, når vi priser den gode kunst og den geniale kunstner.
Scenekunst skabes kollektivt af mange personer!
Scenekunst skabes i rum, hvor sårbarhed, mod og nysgerrighed er til stede!
Det er en kunst at skabe disse rum!
Det er en kunst at give sig hen og bidrage til disse rum!
Det kræver tryghed at bevare og gå tilbage til disse rum!
Så kære branche, kære teaterledere, kære rektorer, kære uddannelsesansvarlige, kære bestyrelser, kære anmeldere. Lad os prise de scenekunstnere, der magter denne kunst. Lad os uddanne dem, der skal besidde magten. Lad os kræve, at disse færdigheder hører med til arbejdsbeskrivelsen, når man tildeles magten over rummet. Lad os anskue værket som et produkt af dets proces, den pris, det har kostet. Lad os frem for alt definere den gode kunst og den geniale kunstner, som den, der får sine medskabere til at udfolde deres evner, ikke overskride dem. For tro mig, så bliver værket i sidste ende også bedre!
Denne kommentar er udtryk for skribentens egen holdning.
