WunschMachine står bag projektet Knallertkoreografier med lokale unge i Boesdal Kalkbrud i Stevns Kommune. ISCENE lagde vejen forbi på en blæsende, regnvåd martsdag og fik en snak med holdet bag og et par af de unge knallertkørere.
Producent Sine Sværdborg arbejder blandt andet med projektet Den kulturelle rygsæk, hvor alle børn – i dette tilfælde på Stevns – skal opleve kunst, kultur og lokale fortællinger i skolen. Alle tre ben er repræsenteret i Knallertkoreografier, som Sine Sværdborg laver i samarbejde med instruktør Helga Rosenfeldt-Olsen.
Sine Sværdborg var i 2020/21 projektleder på FUT, Festival for UngdomsTeater på Teater ZeBU, der undersøgte de 13-16-åriges syn på scenekunsten og dens relevans for dem. En af konklusionerne var ifølge hende, at man som producent skal have stort kendskab til eller nysgerrighed overfor de unges referencerammer og de filtre, de oplever verden igennem, hvis man vil røre dem.
Festivalen viste, at mange unge som udgangspunkt er ret ligeglade med teater, og Sine Sværdborg oplever samtidig, at projekter som Den kulturelle rygsæk giver mulighed for, at kommunerne i højere grad præsenterer unge for værker, der involverer dem mere med temaer tæt på de unge selv og i mindre grad for professionelt teater.
LÆS OGSÅ: Manifesterne, fire lidt ældre unge skrev i forbindelse med FUT
Nysgerrigheden er central
Den involverende tendens handler ifølge Sine Sværdborg ikke kun om at give de unge det, de vil have, men også om en mere overordnet diskussion af, hvordan ungdomsteatret fortsat kan ramme sin målgruppe og udvikle sig med den og de diskurser, der dominerer synet på de unge ude hos køberne af kunstneriske formater i kommunerne. Den kvalitet, mener hun, Knallertkoreografier har, især fordi den ikke går på kompromis med nysgerrigheden overfor de unges verden og deres opfattelse af verden.
Helga Rosenfeldt-Olsen er kunstnerisk leder af WunschMachine, der arbejder site specific med blandt andet have- og kirkegårdsvandringer. Hun kombinerer også scenekunst med sin antropologiske interesse for borgerinddragelse i det, hun kalder Medborgerkunst, hvor Knallertkoreografier er det seneste format. Ideen kom under et tidligere projekt om unge og de landskaber, de bor i, hvor hun oplevede at skabe kontakt til nogle umiddelbart uinteresserede drenge ved at spørge dem om deres knallerter.
Det fede er folks passion
Samme oplevelse har hun haft på Stevns, hvor hun i øvrigt selv bor i det bæredygtige bofællesskab Permatopia.
”Det fede er at snakke med folk om deres passion, og de her drenge snakkede bare, så selv de voksne i deres klubber blev helt forbløffede,” fortæller hun om researchfasen, hvor hun besøgte ungdomsklubber i området og samlede materiale ind til projektet. Projektet handler om passionen, men også om at give en stemme til de unge knallertkørere, der får hård kritik i blandt andet lokale Facebook-grupper.
”Jeg vil gerne være med til at give omverdenen, publikum og politikere et nyt perspektiv på de unge. Vise, at det er søde drenge, som er i gang med at finde sig selv. Knallerten er en identitet, og de kunne jo have valgt stoffer i stedet,” påpeger hun, der oplever, at også drengene bevæger sig og får åbnet nye perspektiver.
”Flere af dem kendte ikke Stevns Klint, men nu er de VIP’s i besøgscentret, og bare det at indgå i et kunstnerisk projekt er jo en form for skub,” mener hun, der selvfølgelig også selv har været ude på knallerten og mærke suset.
Efter de indledende interviews øvede hun med de unge, der meldte sig. De har kun haft få prøver og under forestillingen guider hun dem i et kaldesystem, som de har lånt af ungdomsskolen, og som normalt bruges, når man tager knallertkort. Arbejdsmæssigt er det lidt usikkert, som det altid er med amatører, fortæller hun. Hun ved fx aldrig hvor mange, der dukker op. Den dag, jeg var forbi, kunne den ene knallert ikke starte, og så må holdet improvisere, hvilket fint lader sig gøre i formatet.
SE OGSÅ: TV2 Østs indslag om Knallertkoreografier
Identitetsmarkør for generationer
Knallertkoreografier opføres i kalkbruddet, fordi det er her i nærheden, de medvirkende bor. Spillestedet taler dermed ind i Helga Rosenfeldt-Olsens interesse for samspillet mellem landskaber og dem, der bor i dem. Samtidig forholder koreografien sig kunstnerisk til landskabet på den måde, at den starter på toppen af en skrænt, bevæger sig ned i landskabet og ender på toppen med nyt udsyn og indsigt.
Et lignende forløb har tilskuerne i ørerne, hvor sekvenser med nykomponeret, elektronisk musik af Jesper Siberg er mixet med knallertlyde og en montage af drengenes fortællinger om livet med knallerterne. Mens knallerterne kører i formationer i det betagende landskab, udfoldes knallerten som et fænomen, der ikke blot er noget at samles om, men også er en form for identitetsmarkør, der løber gennem generationer. Drengene griner på lydsporet lidt af forældre og bedsteforældre, der af og til glemmer, hvordan det er at være ung. For det er jo deres fortællinger om knallertkørsel, der har tændt de unges egen begejstring for det tohjulede køretøj.
På knallerten kan man tænke tanker og drømme sig bort i den friske luft. Man kan køre på alt for lange ture til BonBon-Land eller lege kispus med politiet. Drengenes ord vækker genkendelighed, og vi griner indforstået til hinanden i den store gruppe i alle aldre, der er mødt op i kalkbruddet i dag.
Sammenholdet
Før forestillingen taler jeg med tre af knallertkørerne, Anton, Elias og Lukas, der alle har været glade for projektet.
”Vi tog lige en smøg og snakkede visioner og ideer, og så var vi med,” fortæller de om mødet med Sine og Helga i deres respektive klubber. Kærligheden til knallerten handler om at have benzin i blodet, mener Elias, mens Anton og Lukas uddyber, at det dragende i kørslen også kan være at finde ly for politiets øjne, når de øver tricks som at køre baglæns eller på baghjulet. De styrter af og til, og jeg får fremvist billeder af drabelige sår og hudafskrabninger. Men styrt gør dem ikke nervøse, men lærer dem, hvad man ikke skal gøre, som Lukas nøgternt påpeger.
De fortæller, at mange oplever dem som møgunger, der kører hensynsløst. Men for dem er knallerterne noget fælles at mødes om, og de håber ligesom de voksne bag, at forestillingen kan få fordommene til at lette lidt. Elias er fra Stevns, men de andre kommer fra andre steder i området og kendte ikke til kalkbruddet, men nu er vi som ”en stor knallertfamilie”, griner Anton.
De tre er enige om, at projektet har været både fedt, spændende og hyggeligt. De har lært at køre i et vanskeligt terræn, og de har lært hinanden at kende. “Sammenholdet,” siger de da også i kor, da jeg spørger, hvad det bedste ved projektet har været. De har været nervøse for, hvordan folk ville tage imod Knallertkoreografier, men de har allerede fået ros af en af deres gamle kørelærere, og er alle tre friske på at lave noget lignende en anden gang.
Læs mere om Knallertkoreografier her.
