Er den danske teaterbranche bange for at blive for firkantet og pædagogisk, når det handler om at skabe politisk teater med mening og kant? Instruktør Jacque Lauritsen, der er aktuel med den dokudramatiske forestilling Besættelsens fanger, skriver her en kommentar om det politiske teaters relevans og formåen.
I verdens brændpunkter er teater oftere end herhjemme knyttet til politisk aktivisme. Det gælder fx for det kontroversielle dokudrama Besættelsens fanger af den israelske dramatiker og menneskeretsaktivist Einat Weizman.
I sit kunstneriske virke sætter hun fokus på Israels undertrykkelse af det palæstinensiske folk. Stykket er baseret på autentiske vidnesbyrd fra tidligere fængselsfanger. For hvordan bevarer man sin integritet og værdighed, når kroppen krakelerer og sindet smuldrer som følge af isolation og tortur?
For langt væk?
Weizmans teaterprojekt har naturligvis vakt opsigt i Israel, hvor mange ikke aner, hvad der foregår bag de høje pigtrådsmure. Da jeg første gang hørte om det, var min første tanke, at det nok ville forekomme for fjernt på vores breddegrader. På den anden side: Måske netop derfor var det vigtigt at få opført. Vi savner at høre fortællinger fra folk, der ikke bare er tæt på, men en aktiv del af dramatiske konflikter uden for Europa. Beretninger, der gør også den kulturelle globalisering meningsfuld.
LÆS OGSÅ: Offentligheds- eller mørklægningslov? Det politiske teater revser aktuel lovgivning
Relevansen blev i al fald tydelig, da jeg besøgte Einat Weizman i Tel Aviv. Her mødte jeg en af hendes hovedkilder, en palæstinenser, der har siddet indespærret i årtier. Som mange andre oplever han, at fangernes historier bliver glemt – eller rettere fortiet – og hans taknemmelighed over nu at få dem fortalt til et dansk publikum var ikke til at tage fejl af.
Endelig er Weizmans personlige omkostninger ved hendes engagement en stærk påmindelse om, hvor privilegerede vi er som scenekunstnere i vores del af verden. Udover at være blacklistet fra statslige midler er hun blevet stemplet som landsforræder og har modtaget dødstrusler. Da Besættelsens fanger skulle have premiere i 2017, greb den israelske kulturminister ind og fik forestillingen forbudt. Herhjemme kan vi godt nok fra tid til anden høre et par skingre krav om at blive frataget støtte pga. en provokerende forestilling, men der er trods alt et stykke vej til åbenlys censur og personlig forfølgelse.
Politisk teater
Men er disse fangeberetninger da ikke blot ensidige partsindlæg? Jo! Hvordan kan de være andet? Præcis som så mange andre, vi i tidens løb har hørt fra alverdens fangehuller. Det gør dem bare ikke mindre væsentlige at lytte til. Især ikke når magthaverne forsøger at fortie dem, og de kommer fra et land, der påstår at være en demokratisk retsstat.
Nogle vil måske mene, at det ikke er kunstens opgave at være så eksplicit politisk. Men hvorfor kan den ikke også være dét? Konkret ved at give indsigt i faktuelle forhold, der kan mobilisere til aktiv modstand mod en given uretfærdighed.
LÆS OGSÅ: Tysk teater chokerer med rå og raffineret politisk forestilling
Herhjemme synes teaterbranchen at have en vis reservation overfor alt for tydelige markeringer. Ikke at vi har noget imod at sætte samfundsforhold til debat, men det skal helst være i en kompleks og flertydig form – formodentlig for ikke at være for firkantet og pædagogisk. Det er tankevækkende, at man ikke har samme håndskyhed i egne af verden, hvor det for alvor brænder på. Måske er det på tide at lade sig inspirere…
Denne kommentar er udtryk for skribentens egen holdning.
Besættelsens fanger spiller på Teater FÅR302 15. april – 6.maj 2023.
Mandag den 17. april kl. 21.15 kan man møde dramatikeren Einat Weizman til en artist talk på teatret. Desuden deltager hun i et offentligt møde søndag den 16. april kl. 16, arrangeret af Mellemfolkeligt Samvirke, på Café Mellemrummet, Ravnsborggade 11.
