★★★★★☆ Orfeo – Christian Lollikes afsked med Sort/Hvid er værd at gå i døden for

Totalteatret Orfeo, skabt af Sort/Hvid og Copenhagen Phil, forener renæssanceopera, moderne toner og immersivt teater. Christian Lollikes poetiske tableauer brænder sig fast på nethinden og nærer en revolutionær flamme.

Frederikke Kampmann, den nåleskarpe sopran klædt som hærfører, stirrer mig hårdt i øjnene og vifter mig hen til et bord med levende snegle. Kommanderer ti af os, alle iført hvide dødsmasker og sort tøj, ned på rebindbundne stole og beder os lukke øjnene. Hun er rasende, Eurydike, over, at Orfeus svigtede hende og de øvrige fortabte sjæle, da han kiggede sig tilbage på sin vej op til de levende.

Vi befinder os i efterspillet til Christian Lollikes fermt foredragede opsummering af Monteverdis opera om netop Orfeus og Eurydike. En gendigtning, der i komponist Rasmus Zwickis knipsende bearbejdelse har udgjort den historiefortællende midterdel i totalteatret Orfeo på Sort/Hvid, og som er blevet opført som en fortættet, men ganske regulær opera inde i værket.

Fortryllende Madame Nielsen

Med let forstærkning har Conny Thimander, Frederikke Kampmann, Morten Grove Frandsen og Steffen Bruun leveret adrætte vokaler foran to etager strygere og en percussionist, mens en fortryllende Madame Nielsen har bundet historien sammen som slimet og underjordisk sorgramt sprechstallmeister i tåget belysning.

Alt sammen i Sort/Hvids store sal, som vi er blevet ledt ind til efter at have bevæget os forbi scenisk mættede tableauer fra dødsriget. Det er dog ikke i denne midte, at Orfeo for alvor folder sig ud, for selvom flowet mellem sangernes arier og Nielsens voiceover er spændstigt, er formen også låst: Her er vi bænket som ethvert andet operapublikum – hovedformålet er at fortælle en historie, der sætter rammen for resten af det installatoriske værk.

Scener fra dødsriget

Det er i for- og efterspillet, at Lollikes afskedsforestilling på Sort/Hvid sætter sig i erindringen, ligesom det var tilfældet i hans lignende undergangsværk Leaves fra 2016, som udspillede sig i en uendelig bunker og dengang især var en musikalsk oplevelse med sit møde mellem bandet Efterklang og komponist Karsten Fundal.

I Orfeo er der lagt større vægt på det interaktive teater, som denne gang involverer publikum i langt højere grad. Efter Monteverdi-resumeet defilerer vi rundt mellem sangerne, dirigenten og yderligere skuespillere, som opfører hver sin scene i dødsriget. Fx Kampmann, der kalder mig til krig mod Orfeus og hans svage individualisme.

Steffen Bruun bereder os på at krydse floden til dødsriget, Morten Grove Frandsen får os til at skrive beklagelser på væggene, Louisa Aisin lægger tarotkort, Nana Francisca Schottländer spørger, henslængt i hvide slør, hvorfor Orfeus dog ikke udså sig hende i stedet for Eurydike. Og Madame Nielsen står som et tilmudret, senet træ i flæser og griber forbipasserendes hænder: ”Du er stadig varm, du må lige være død.”

Revolutionært teater

Med jævne mellemrum sætter et orgel gang i en fælles hymne, spundet ud af Monteverdis tid, og tiden står et øjeblik stille, mens alle, også vi, synger med på de dødes klagesang. Efter sidste gennemsyngning blinker lyset, og de medvirkende går bersærk: Conny Thimander hamrer en saks ned i en klump ler, Nielsen fægter med armene, Schottländer er ude af sig selv, og dirigent Magnus Larsson slår løs på rørklokker. Inden lyset går ud og en stemme beder os forlade dødsriget.

Orfeo er immersivt teater, der brænder sig fast på nethinden med poetiske tableauer. Men det er også revolutionær kunst, hvor publikum uniformeres til en fælles organisme med blik for det lidende hav af skæbner i dødsriget. Det beriger forståelsen af Orfeus-myten og giver Monteverdis 400 år gamle opera en helt ny klangbund af stille oprør.

Den slags oplevelser er det værd at gå i døden for.

LÆS OGSÅ: Christian Lollike: “Det er svært ikke at se vores samtid som en form for dødsrige”