Populært lige nu

Annonce

Living on the edge: Scenekunsten i livtag med klimaet på festival i Aarhus

IETM Aarhus 2023 – Living on the edge inviterer over tre dage tilskuerne til at reflektere over klimakrisen. Her kan man blive del af et aktivistisk ritual, høre historien om de grønlandske tvangsforflyttelser og komme til undervandskoncert. 

Annonce

Hvilken rolle spiller scenekunsten i det klimadrama, verden står midt i? Kan den gøre en forskel – og hvordan? Skal den overhovedet det? 

Spørgsmål som disse stilles, når Living on the edge-festivalen fra 12.-15- juni løber af stablen, og kunstnere fra Danmark, Grønland og Færøerne samles i Aarhus’ gader og stræder. Sideløbende med et fagligt program bestående af workshops, foredrag og diskussioner inviteres publikum til at reflektere over, hvordan kunsten kan tale ind i klimamæssige problemstillinger. For problemer står vi i til halsen. Og gennem interaktive performances, intime monologer og sågar en undervandskoncert undersøges kunstens potentiale nu for alvor:

Sigrid Aakvik, projektleder på Living on the edge - IETM Aarhus 2023. Pressefoto
Sigrid Aakvik, projektleder på Living on the edge – IETM Aarhus 2023. Pressefoto

”I de sidste mange år har vi talt meget om begrænsninger i forhold til klimakrisen, om hvad vi ikke skal gøre, for eksempel flyve. Det samme gælder for kunsten. Derfor havde vi lyst til at dedikere festivalen til, hvad kunsten rent faktisk kan. Fordi vi tror på, at den kan spille en rolle i formidlingen af den krise, vi står i,” forklarer producent på Living on the edge, Sigrid Aakvik, som sammen med en jury har ledet kurateringen af programmet. 

Festivalen er arrangeret af Performing Arts Platform i samarbejde med lokale teatre og fungerer således som det kunstneriske indspark til IETM AARHUS 2023 – et netværk af mere end 500 organisationer og kunstnere, som samles i juni for at diskutere de presserende spørgsmål om klimaet. 

Annonce

LÆS OGSÅ: Internationalt netværksmøde i Aarhus sætter klimamæssig bæredygtighed i nyt perspektiv

10 tons jord på en cykel

Nærmere bestemt er det menneskets forhold til dets omgivelser, der sættes under lup på Living on the edge, fortæller Sigrid Aakvik. Da hun og hendes kolleger søgte efter forestillinger og performances til festivalen, var de på udkig efter nogle, der temamæssigt kunne relatere sig til klimamæssig bæredygtighed. En af dem, hun glæder sig til at præsentere, er den dansk-vietnamesiske performancekunstner Linh Les 24 timer lange performative ritual Saa er by som borger, saa er by som art. Her inviteres tilskuerne på forskellige måder med ind i performancen, når en 10-tons jordbunke skal placeres i Aarhus midtby via cykel. 

Metropolis København
Saa er by som borger, saa er by som art af Linh Le. Foto Frej Pries Schmedes.

Projektet er både et ritual og en aktivistisk handling, som hylder biodiversiteten samtidig med, at det opfordrer til handling og fællesskab, uddyber Sigrid Aakvik. I Saa er by som borger, saa er by som art får publikum selv jord under neglene, når de blandt andet transporterer og former den i forsøget på at forbinde sig med den truede planteart, Trekløftalanten, som kun vokser få steder i Danmark. Lihn Le, der er medstifter af performance og klimaaktivistgruppen Becoming Species, har udført flere aktioner i det offentlige rum, som knytter direkte an til bæredygtighedsdebatten.

”Biodiversitet er essentiel i klimadebatten og kan være nemmere at forholde sig til end CO2-mål og 1,5 grader-målsætningen. For fakta er, at hver eneste dag forsvinder der arter fra vores klode, som har været her meget længere end menneskene. Blandingen af kunst og aktivisme har på den måde et stort potentiale i forhold til at mane til eftertanke gennem aktion og handling,” siger Sigrid Aakvik. 

Tvangsforflyttelser i Grønland 

Netop at inspirere til handling og agere refleksionsrum er noget af det potentiale, scenekunsten har, når det kommer til at tackle de store udfordringer, verden står over for, mener Sigrid Aakvik. I festivalens program beskrives kunsten som en “game changer” og “a kick in the butt” i forhold til at komme ud af de bæredygtige starthuller. Har scenekunsten virkelig – når alt kommer til alt – noget at byde ind med i en krise, der så desperat skriger på konkret handling?

”Festivalens kunstneriske program skal ses i sammenhæng med det faglige program, som det spiller bold med. Living on the edge er ment som noget, der kan åbne nye perspektiver og være et sted, hvor man fordøjer nogle af de inputs, man har fået i det faglige program,” siger Sigrid Aakvik, men understreger, at festivalen er åben for alle.

living on the edge IETM Aarhus 2023
Udsigt, Teater freezeProductions kan opleves under Living on the edge-festivalen. Foto: Jacob Stage

Netop scenekunstens evne til at røre sit publikum og påvirke det følelsesmæssigt må siges at være en kvalitet, alverdens hårde facts ikke på samme måde har adgang til. Og den type indspark er da også at finde på Living on the edge

I monologen Udsigt af den grønlandske dramatiker og skuespiller, Makka Kleist, får man historien om et ægtepars tvangsforflyttelse, da den danske regering i 1960’erne og 70’erne besluttede at nedlægge bosættelser i Grønland. Som led i urbaniseringen af det grønlandske folk blev utallige familier splittet ad og flyttet til betonboliger i de større byer. 

Udsigt er en beretning om den tvungne centralisering i Grønland, hvor mange af bygderne blev lukket til fordel for en planlagt urbanisering. I monologen får vi en nuanceret skildring af en slags by/land konflikt og en skæbne, mange oprindelige folk har lidt i urbaniseringens navn,” fortæller Sigrid Aakvik. 

Er kunsten forpligtet af krisen?

Den nyudklækkede kulturminister Jakob Engel-Schmidt har som bekendt været vidt og bredt ude med idéen om kunsten og kulturens potentiale til at løse tidens store kriser, herunder klimakrisen. Men selvom Living on the edge har lagt et ambitiøst program i bæredygtighedens navn, skriver Sigrid Aakvik ikke uden videre under på, at kunsten er forpligtet af klimakrisen. Nok rummer den et stort potentiale til at mane til handling og refleksion. Men den skal ikke tale en bestemt agendas sag eller give køb på sin kunstneriske frihed i klimakrisens navn, mener kuratoren. 

Living on the edge kan man således opleve en performance, der med kritiske øjne kunne betragtes som rent ressourcespild. I den audiovisuelle undervandskoncert og kunstinstallation Aquasonic inviteres publikum ud på dybt vand udstyret med undervandsinstrumenter, når selve oceanet kilder dem i øregangene. Selvom der i performancen indgår intet mindre end 12.000 liter vand, var festivalens kuratorer dog ikke i tvivl om, at værkets kunstneriske værdi var det væsentlige, siger Sigrid Aakvik. 

IETM Aarhus 2023 living on the edge
AquaSonic, Between Music. Foto: Charlotta de Miranda

”Man kunne da indvende, at man kunne finde på noget bedre at bruge 12.000 liter vand på. Men i sådan en situation må vi opveje og drøfte. Hvis vi tillader nogen at bruge så stor en mængde vand, må vi sætte det imod den impact, den kan have på publikum og hvilke refleksioner, den kan bidrage til”.

Scenekunsten viser i meget høj grad, at selvom den er uafhængig, er den også bevidst og ansvarlig, mener hun. Mange kunstnere gør sig store overvejelser omkring, hvad der er muligt og forsvarligt fra et klimamæssigt synspunkt. Men kunsten og dens rolle skal altid sættes i perspektiv, afslutter Sigrid Aakvik vores samtale. Og sommetider skal der store mængder naturressourcer til for at gøre dét, som kunsten gør bedst: At vende tingene på hovedet, røre os og – en gang imellem – give os et ordentligt spark bagi. 

Læs mere om Living on the edge – IETM Aarhus 2023 her.

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Performing Arts Platform med fuld redaktionel frihed for ISCENE.

Seneste

Nyhedsbrev

Udforsk videre

Niels Erling: ”Hvis vi havde løst kampen mellem fornuft og følelse, så var der ikke mere suppe at koge på den pind”

Dramatiker Marie Bjørns Lov mig aldrig at glemme handler om en...

Tre scenekunstnere udvalgt til Den Unge Kunstneriske Elite

Statens Kunstfond har netop udvalgt 13 kunstnere til det...

Borgen bliver til musical på Slagelse Teater 

I samarbejde med Lion Musicals forvandler Sjællands Teater DR’s prisbelønnede...
Nina Branner
Nina Branner
Uddannet i litteraturvidenskab og kulturjournalistik fra Universität der Künste i Berlin, og skriver om kultur og samfundsstof for blandt andre Dagbladet Information, Weekendavisen og Berlingske Medier.
Annonce

Niels Erling: ”Hvis vi havde løst kampen mellem fornuft og følelse, så var der ikke mere suppe at koge på den pind”

Dramatiker Marie Bjørns Lov mig aldrig at glemme handler om en umage kærlighedshistorie, om længslen efter at kunne leve autentisk sammen med den, man elsker, samtidig...