★★★☆☆☆ Sufi Surf – sympatisk projekt med meget på hjerte savner en rød tråd

TeaterRUMs nye forestilling for voksne og unge, Sufi Surf, har flere gode anslag. Men trods fine præstationer fra de tre skuespillere og de fire musikere på scenen samles forestillingen desværre aldrig til en sammenhængende, meningsfuld helhed.

Mod slutningen af TeaterRUMs Sufi Surf synger Holger Østergaard og Lars Dammark sammen hele Kaj Munks digt om Den blå anemone. Med sætninger som de følgende, der er begyndelsen af tredje vers, drages en parallel til de brudstykker af fortællinger om at være syrisk flygtning i Danmark, som forestillingen kredser om:

Annonce

“Nu står den der og nikker / så sejerssæl i Jyllands grus, / ukuelig og sikker / trods ensomhed og gus, / som om alverdens modgang her / har givet den et større værd”

Udefinerbar hybrid

Sufi Surf er en lidt udefinerbar hybrid. Her er en intro, hvor de tre medvirkende skuespillere, Ali Kamal Al – Haj Ali, Holger Østergaard Kristensen og Lars Dammark, fortæller om sig selv, deres tro og hvordan de har lært hinanden at kende. Dernæst følger en række små scener med alt fra morsomme, tæt på meningsløse dialoger over gengivelser af håbløse samtaler med offentligt ansatte om ansøgning om familiesammenføring til mere poetiske sekvenser, hvor Fadervor smelter sammen med smukt klingende, arabiske sætninger.

Indimellem disse scener lader kvartetten Havehuset, der består af Stine Nyløkke Stengaard, Mathilde Døssing Bendixen, Ellen Marie Yde Kjær og Thit Helbo, deres stemningsfulde musik klinge ud i lokalet. Således er det hele egentlig på papiret vældigt fint.

Claus Helbos scenografi er holdt ganske enkel. Et stort, rødt persisk tæppe rulles ud på scenegulvet. På dette bevæger de tre skuespillere sig omkring. De placerer stole – i kaotiske bunker, i lige rækker på tæpper eller langs siderne, hvorfra de på afstand kan betragte hinanden.

Enkelte historier træder frem

Der er flere gode anslag til noget, der kunne være en rød tråd. Der er blandt andet førnævnte ansøgning om familiesammenføring, som vi i brudstykker hører mere om. Ikke mindst det absurde i de to kasser med bilag, som følger med ansøgningen, og de mange uendeligt snørklede, bureaukratiske spørgsmål, som Lars Dammark i rollen som sagsbehandler stiller den tålmodigt smilende Ali Kamal Al – Haj Ali, der sidder plantet på en stol i spotlyset skråt bag ham.

Også parallellen til Den blå anemones fortælling om at tilpasse sig på et fremmed sted bidrager med noget tankevækkende til Hans Rønnes iscenesættelse. Især fordi Egil Harders velkendte melodi til digtet dukker op allerede tidligere i iscenesættelsen som små diskrete bidder eller hints om det, der venter, i Havehusets musikalske lydside.

Meget på hjerte

Sufi Surf er inspireret af samtaler med Abduljalil Mahmoud Al Mahmoud og Ali Kamal Al – Haj Ali, der som den eneste af de to medvirker direkte i forestillingen. Men Abduljalil Mahmoud Al Mahmoud er også til stede på en videoprojektion på den ene sidevæg under introduktionen, så vi alle kan se, hvilke mennesker, der står bag de personlige fortællinger.

Der er ingen tvivl om, at holdet bag Sufi Surf har haft meget på hjerte. Der er tanker om tro – Holger Østergaards tilhørsforhold til kristendommen, Ali Kamal Al – Haj Ali, der er opdraget som sufist, og Lars Dammark, der tilhører det spirituelle Vækstcenteret, som bl.a. bygger på buddhistiske grundtanker. Der er tanker om fællesskab – og hvordan det føles, når man holdes uden for dette. Der er fokus på det bureaukratiske bjerg, som skal bestiges, hvis det lykkes for en flygtning at overleve turen over havet og gennem fjendtlige egne for til sidst at nå til Danmark. Og så er der de poetiske og musikalske scener indimellem, som fortæller deres egne historier. Men iscenesættelsen savner en mere klar sammenhængende historie.