★★★★★☆ Bænken – forunderligt, ordløst dukketeater

Med dukketeaterforestillingen Bænken viser Teater Refleksion, at store historier godt kan fortælles uden ord. Med tre små dukker, en hund og en bænk berettes om en verden, hvor overskud og venlighed ikke just ligger forrest i bevidstheden, men hvor det aldrig er for sent at forbedre sig.

Bænken er noget så smukt som en ordløs dukketeaterforestilling med noget vigtigt på hjerte. En jordnær fortælling i lillebitte skala, der i Bjarne Sandborgs instruktion gøres relevant og nærværende af de to dukkeførere Rebekah Caputo og Neasa Ni Chuanaigh.

Annonce

Sven Ørnø står bag manuskriptet til forestillingen, som bringes til live gennem Amanda Axelsen Sigaards små men særdeles udtryksfulde dukker, og med Andreas Sandborg og Jacob Venndts diskrete lyddesign som muskalsk bagtæppe.

Parken bruges af alle aldre

På en flade af græsgrønt filt står en lille, klassisk parkbænk med sæde og ryglæn i træ. Til højre for bænken er en affaldsspand i metal. De to ting er de eneste faste elementer i Amanda Axelsen Sigaards scenografi, men mere skal der heller ikke til, før enhver kan se, at fortællingen udspiller sig i en park.

Forskellige besøgende kommer forbi bænken. En dreng på skateboard, en legesyg, langpelset hund, en ældre mand med avisen under armen og en ældre dame, der ikke vil dele bænken med andre. Hun vil have den i fred til at fordybe sig i sit røde strikketøj. Selv de små flokke af duer, der flyver forbi, jages brutalt væk af hendes svingende stok.

Rutinerede dukkeførere skaber magien

På skift og i forskellige konstellationer kommer de tre mennesker og hunden forbi parkbænken. Konflikter opstår og den ældre dames misbilligende blik mærkes helt ud på de overfyldte tilskuerrækker, selvom dukken jo i virkeligheden overhovedet ikke ændrer udtryk.

Rebekah Caputo og Neasa Ni Chuanaigh styrer de små figurer så rutineret og detaljefokuseret, at vi kan se og fornemme hvert eneste lille stemningsskift i relationen mellem dem. Vi føler med drengen, da hans skateboard forsvinder, og vi forstår uden problemer damens dårlige samvittighed over at have smidt det ud over kanten. Ned i det, der må formodes at være vand.

Derfor er det også næsten magisk, når konflikterne mod slut løses. Handlinger tilgives og en ny samhørighed opstår i parken. For med Bænken lærer publikum, at der faktisk godt kan være plads til alle, og at det aldrig er for sent at angre og forbedre sig. Heller ikke selvom man er en gammel dame med stok og strikketøj.