★★★★☆☆ Æselhjerte – altmodisch fortælling med fine pointer

Med Ole Sørensens iscenesættelse af Brian Wind-Hansens Æselhjerte har Randers Teater og Teatret Møllen skabt en fin, lidt altmodisch fortælling om fjendskab, søskendejalousi og genforening. Det hele fortalt med et velfungerende klovne-twist.

Johanne Eggert og Allan Frausings stofklædte scenografi har en sigende, støvet-hvid farveskala, der kun brydes af de lyserøde bolsjestriber på to stykker lærred. Klædt i hvidt fra top til tå dukker Lisbeth Knopper op og betror publikum, at hun er en meget gammel engel.

“Der findes faktisk engle uden vinger,” understreger hun, som står foran os i en klovnelignende beklædning med svulstig flæseskjorte, struttende tylskørt og rustikke, hvide snørrestøvler. Hun er “en engel på en særlig mission”. En mission om at genforene to brødre.

Sure, gamle klovne

Og hvilke brødre! Kurt Bremerstent og Klaus Andersen er skønne som de to gamle gnavpotter, Bo og Marius Larsen, der har arvet deres forældres hus, deres barndomshjem. Men fjendskabet hersker mellem de to i Brian Wind-Hansens fortælling, som Ole Sørensen også her giver et tydeligt klovne-twist. Begge mænd er iført sorte bowlerhatte, bukser og skjorte, der er samlet på midten om en tøndering, som giver dem begge en kropsform, som var de to enorme tumlinger.

At de to ikke kan enes står klart fra første færd. Og det bliver fuldstændigt tydeligt, da de – som en anden splittende Berlinmur – placerer et rødt reb tværs gennem huset for at markere skellet mellem hver deres halvdel. Mens Lisbeth Knoppers engel hovedrystende ser til, opstår den ene konflikt efter den anden med udgangspunkt i støjende kaffebrygning, tubatrutning og den tikkende lyd fra en metronom, som blot forværrer situationen yderligere.

Genkendelige følelser

Der er mange fine påfund i Ole Sørensens iscenesættelse, som hjælpes på vej af scenografien. Blandt andet når de to tromletykke herrer maser sig ind i de små bokse, der skal gøre det ud for husets toiletter. Det er oplagt klovnehumor, som kan få de fleste til at trække på smilebåndet.

Men der er naturligvis også alvor i fortællingen. Øverst oppe over scenen hænger en stor lysende stjerne, som i Stine Fums’ kontrastfyldte lyssætning knitrer og blinker til musikken i Esben Stehouwers lyddesign, hver gang Lisbeth Knoppers engel forsøger at gribe ind i konflikten. For selvom de to brødre er stædige som æsler og nægter at forenes, så forsøger englen alligevel ihærdigt at finde frem til sagens kerne. Og som de fleste andre konflikter mellem søskende, så handler det på genkendelig vis om jalousi og følelsen af at blive forbigået af forældrenes kærlighed. Og naturligvis om tilgivelse.

Dermed byder Æselhjerte på pointer, der er særdeles relaterbare for såvel børn som voksne blandt publikum. Ole Sørensens iscenesættelse er en anelse altmodisch og tenderer til at tale for meget til den voksnes humor frem for børnenes. Men når det er sagt, så er det stadig en virkelig fin iscenesættelse for børn fra 8 år, som kan danne udgangspunkt for mange gode samtaler over middagsbordet eller i skoleklassen efterfølgende.