★★★★★☆ Dracula og det store blodbank-gebyr – forrygende farce i Holbæk

Sjællands Teater præsenterer igen en knivskarp sommerfarce. I år er løjer, musik og svidende samtidssatire pakket ind i Rasmus Krogsgaards veloplagte fortælling om Dracula og det store blodbank-gebyr, som ensemblet forløser til latterfremkaldende perfektion.

“No panic som de sagde på Titanic”.

Annonce

Nok er dette års sommer noget ustadig, men det sætter ikke en stopper for et hav af udendørs scenekunstoplevelser. Således er der heller ingen panik – men derimod et hav af lignende rimede oneliners – i Sjællands Teaters sommerfarce Dracula og det store blodbank-gebyr, der spilles i Holbæk Museums Gård.

Men først en sang

Ja, det vil sige, vi er selvfølgelig ikke i Holbæk, men i Transaktionien, hvor Dracula bedriver sine dubiøse bankforretninger med et par svipture til London, hvor influenceren Lucy og hendes uhyre britiske forældre også har en rolle at spille. Lucy er nemlig kæreste med Jonathan, der allerede i første scene bliver fanget i en af Draculas kister. Hans ven, den veganske detektiv med hvidløgsånden Abraham van Helse, må træde til og redde det unge par fra blodsugeren.

Rasmus Krogsgaard har skrevet den veloplagte tekst, hvor historien blot er motor for et hav af digressioner, samtidssatire, vandede vitser og utallige udbrud i sang. Det hele pakket ind i et 1:1-metalag, hvor skuespillerne hopper ud og ind af deres karakterer. Meget må vi således høre om Brian Kristensens Dracula-hugtænder, der ødelægger hans diktion. Desværre kan Christian Damsgaard ikke leve sig ind i sin rolle som Helse, hvis Dracula ikke har hugtænder. Så på med tænderne og ud over stepperne går det i Joy-Maria Frederiksens sprudlende iscenesættelse.

Vi er fra Orø a’

Pernille Schrøder og Maria la Cour er fuldstændig knuselskelige som tjenestepriger i det engelske hjem. De sludrer løs i kor, siger aldrig nej og er “fra Orø a'”. Det undskylder en del, forstår man, men parret er ikke uden bid og sætter satirisk sødme kvinderoller som deres i relief med verselinjerne: “Hvis vi bare fik / en lille slutreplik / men det fik / vi altså ik'”. Handlingen udspiller sig i 1850’erne og selvom de mandlige karakterer ikke er helt enige om, hvem af dem, der er helten, er der ingen diskussion om, at det naturligvis er en af dem.

Maria la Cour bedårer ikke mindre med sin Lucy, der “er født i trillebørens tegn og ikke kommer længere, end hun bliver skubbet”. Hun opdaterer sine følgere gennem en vinduesramme (windows of course) og giver sensuel gas med “for hvor er det bare fedt at vær’ vampyr” til tonerne af Beauty School Dropout fra Grease.

Pernille Schrøder bobler af veltimet energi, hvad enten hun giver den som selvoptaget, upper class-mor i “overgangs-age”, landbetjent med sydsjællandsk dialekt, eller søpapegøjen, der minder slående om en vis Andrea.

De største løg

Brian Kristensen er uhyre farlig som Dracula med slængkappen, mere skjult ond som Lucys ikke mindre selvoptagede daddy. “Yeah, it’s good to be a videnskabsmand,” synger han med direkte hilsen til de Nattergale for danglish-inspirationen. Christian Damsgaard springer fra rolle til rolle med Helse i sundhedssandaler som fast karakter. At ordet korset kan betyde to ting, erkender han bittert, men revancherer sig sammen med Lucys far som en af dem “med de største løg”, der naturligvis rimer på “bad boy”.

Nanna Langtved er dansekaptajn for det atter i år uhyre velspillende ensemble, der mestendels består af tredjeårselever fra Holbæk Drama College. Hun får både løg, spøgelser, matroser og sågar træer til at flyde flot over scenen. De sidste som stumfilmsagtig, bevægelig baggrund for den obligatoriske jagt mod slut, hvor Gasolin, Mabel og John Mogensen er blandt de musikalske forlæg.

Festfyrværkeri af toptimet, kropsligt fjolleri

Lars Fjeldmose håndterer med sin kække nonchalance både publikumsopvarmning og samtlige instrumenter. Han er placeret i sit lille kirketårn på siden af Kirsten Brinks retro-scenografi, der passer som hugtænder i hals til denne forrygende farcetradition.

Alt ender naturligvis godt, men det er jo ikke det, det handler om. Dracula og det store blodbank-gebyr handler om at skabe et festfyrværkeri af toptimet, kropsligt fjolleri med satirepennen hvæsset med pile mod – i dette tilfælde – storkapital, ligestilling og generationskløfter. Den genrepræmis mere end indfris i en latterfremkaldende overskudsforestilling med et charmerende cast, der ikke er bange for at spille præcis så stort, som det kræves.

Se teaser-interview med Maria la Cour her.