Doris Uhlich arbejder med nøgenhedens potentialer 

I den østrigske koreograf og danser Doris Uhlichs værk Habitat følger publikum 40 nøgne mennesker i deres nomadiske søgen efter at høre til. ISCENE talte med kunstneren, som gennem 10 år har specialiceret sig i den nøgne krops udryk og potentialer. 

Vi mennesker er alle forskellige, men ét har vi til fælles: Vi bliver født splitterragende nøgne. I en pøl af blod og slim dumper vi ud af det vand, vi har svømmet rundt i i vores mødres maver. Den østrigske danse- og performancekunstner Doris Uhlich har gjort det til sit speciale at undersøge vores fælles nøgenhed. Med performances som Goo Goo Mak, more than naked og TANK har hun i 10 år arbejdet med kroppe uden tøj på. 

I Habitat, som senest blev vist på Metropolis, bliver publikum konfronteret med 40 kroppe uden tøj på i en to timers vandring på Refshaleøen. For at finde deltagere til værket lavede Doris Uhlich et open call. Målet var at engagere så mange forskellige slags kroppe som muligt. Kroppe der, som forestillingens titel understreger, er på jagt efter et levested; et sted at høre hjemme i en verden, hvor mennesket i høj grad har mistet forbindelse til sin fysiske form.

Udfordrer samfundsmæssige stereotyper

Doris Uhlichs performances er blevet vist i blandt andet Østrig, Tyskland, Frankrig, England, Norge, Holland og Schweiz. Lokationen er ofte en vigtig komponent i hendes værker, fortæller Uhlich, da ISCENE taler med hende. Da Uhlich skulle sætte sit værk op i Danmark, brugte kunstneren blandt andet Refshaleøen i København som lokation, fordi hun ser det som er et sted for transformation.

“Refshaleøen spejler de nøgne kroppes nomadiske søgen efter at finde hjem i deres egen krop. Et område med en masse visioner og håb, men også med en vis frygt,” siger Doris Uhlich, som har vundet flere priser for sine stedsspecifikke performances. I 2011 afholdt hun sin første nøgen-workshop – noget hun har gentaget mange gange siden. Når man afklæder folks kroppe, skræller man samtidig nogle lag af samfundsbestemte opfattelser af, og det kan frigøre energi og potentiale, mener kunstneren.

“Mit mål er at finde en adgang til kroppens energi, som har en empowering-effekt på både de medvirkende og på publikum. Jeg vil gerne udfordre de samfundsmæssige stereotyper om, hvem der er smukke og energiske, og hvem der har lov til at vise sig nøgne,” siger Doris Uhlich.

LÆS OGSÅ: Waves Festival 2023 vil udfordre sit publikum

Brysterne flyver, og bagdelen svinger

De deltagende i hendes værker bliver inviteret til at sige ja til deres egne og hinandens kroppe og finde det potentiale, de rummer på trods af alder og fysiske evner, fortæller hun og uddyber: 

“Hvor det i mainstreamkulturen længe har været efterstræbelsesværdigt at være tynd, bliver perspektivet vendt om i mine værker. De tyndere bliver nogle gange næsten jaloux på dem med mere fedt på kroppen, fordi de har mere at ryste med,” siger hun med et grin og anerkender, at det ikke er alle fysiske teknikker, der er tilgængelige for alle typer kroppe. 

“Hvis stykket kræver det, arbejder jeg kun med professionelle dansere. Men der findes så mange forskellige kroppe, og jeg vil gerne se disse kroppe på scenen. I min optik er det vigtigt at åbne danseverdenen for alle slags kroppe, og jeg vil altid have en mangfoldig rollebesætning i mine projekter,” siger hun. 

Postmoderne nøgenhed

I sin undersøgelse af nøgne kroppe og deres potentiale har Doris Uhlich interesseret sig for nøgenhedens historie, fortæller hun til ISCENE. 

“I kunstens og samfundets historie har der været forskellige interessante nøgenbevægelser. I 1920’erne blomstrede den frie kropskultur (på tysk kendt som FKK). Og efter 1968 skete det igen i efterkrigsgenerationen. Der var et behov for at mærke nøgenheden som en nøgle til lethed og seksuel frigørelse. Og at lave et statement til den tidligere generation, som havde været meget tung. Man kunne kalde det en postmoderne nøgenhed,” siger Doris Uhlich. Koreografens forestillinger, hvis performances også tæller stykker med mennesker med fysisk funktionsnedsættelse, er kendetegnet ved en legesyghed og anerkendende tilgang til kroppen. Bevægelser, der kan udføres uden tøj på, er ofte udgangspunktet, fortæller hun. 

“Jeg vil gerne ophæve de fordomme, hvormed vi ser på vores egne og andres kroppe. Alle har en historie med at se på nøgenhed og med, hvordan andre har set på én. Selvom det er fint at være bevidst om, hvordan andre mennesker ser på ens krop, kan det være skadeligt at tænke for meget over sin krops ydre fremtoning”.

LÆS OGSÅ: Habitat – nøgenhed giver kroppene plads i fællesskabet

Workshop med tøj på

I Habitat er publikum i selskab med de nøgne performere i et tidsrum på over 2 timer. De følger dem rundt og er sammen med dem i øjenhøjde. På den måde bliver de konfronteret med deres blik på nøgenhed, siger Doris Uhlich og understreger, at det for hende ikke handler om provokation. Snarere ønsker hun at aftabuisere den nøgne krop og vores idéer om, hvad der er smukt. 

Således er Habitat, som er Doris Uhlichs hidtil største gruppekoreografi, befolket af mange forskellige slags kroppe – dog alle nogle af en fysik, der kan klare performancens ridt over både, containere og bakker til lyden af elektronisk musik. Uhlich er optaget af de energier, der flyder mellem mennesker. Af kroppes frigørelse af potentialer frem for de begrænsninger, fastlåste blikke lægger på fysikaliteten. 

I sluningen af august afholder hun en workshop i Vordingborg, som netop udforsker forholdet mellem den fysiske form og de udtryk, kroppens energier finder. Med metoden ”Energetic Icons”, som Doris Uhlich selv har udviklet, vil hun sammen med deltagerne undersøge forskellige kroppes egenartige potentialer og deres udtryk. Alle er velkomne til workshoppen – som undtagelsesvist foregår med tøj på. Ikke desto mindre har Doris Uhlich netop fejret 10 års jubilæum for sin første “nøgenforestilling”, more than naked. Og intet tyder på, at kunstneren er færdig med at udforske, hvad den nøgne krop gemmer på, når den bliver sat fri af fordomme og stereotype forestillinger. 

Læs mere om Doris Uhlich og hendes værker her.

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Waves Festival med fuld redaktionel frihed for ISCENE.