★★★★★☆ Habitat – nøgenhed giver kroppene plads i fællesskabet

Den østrigske koreograf Doris Uhlich har sat sig for at studere nøgenhed. Habitat er et transformerende eksempel på hendes praksis. Hun undersøger, om det er muligt at skabe rum for alle slags kroppe uden om gældende normer og frygt for blikke udefra. Og det er det. Publikums kodede opfattelser smelter gradvist væk i samværet med uforstilt nøgenhed.

I en stor containerhal passerer vi først klynger af nøgne mennesker, der står helt stille, som var de voksfigurer på et museum. Intet er dog længere fra sandheden, for snart er vi er omgivet af spillevende kroppe i bevægelse, høje som lave, gamle som unge. De løfter hinanden, undersøger kropsdelenes lyde og bevægelser, ligger ovenpå hinanden i tre lag og tramper energisk rundt på de høje containere.

De fem scener foregår på Refshaleøen omgivet af gammel industri med stål, beton, grus, mudder og vand. Hvad kunne fremhæve den nøgne krops runde og sårbare former mere? Omgivelserne taler fra en fortid med hårdtarbejdende kroppe, levede liv og sørejser til fjerne lande. Netop her rækker kroppene ud efter et nyt habitat, hvor de ikke skal skjule sig, men finde accept med sig selv og omverdenen.

Mennesket bag tøjet

Forestillingen i København er den 10. opsætning af Habitat. Den to timer lange udendørsforestilling er et omrejsende format, hvor lokale borgere inviteres med i hver ny opsætning sammen med få professionelle. Samtidig bevæger publikum sig også frit mellem de medvirkende. Værket vokser ind i os undervejs, og gradvist bliver det naturligt, at 40 af os er nøgne.

Vi får mulighed for at studere almindelige hverdagsbevægelser og kropslige interaktioner, som de tager sig ud uden tøjets barrierer. Kroppene reagerer forskelligt på fysisk arbejde eller på at danse vildt og på andres skub og træk. Modsat dyr er det ikke ofte, vi ser mennesket i nøgen interaktion med naturlige og urbane omgivelser.

Københavns Internationale Teater og Metropolis arbejder med levende kunst i tværæstetiske formater. Formålet er at ophæve distancen mellem kunst og virkelighed, og med Doris Uhlichs tilgang får kunsten både en politisk og samfundsudviklende stemme i vores hverdag. Den naturlige krop stiller skarpt på normer, vi har givet lov til at definere vores liv og samværsformer.

Menneskers habitater

Det moderne menneske er skjult bag tøj, branding, stil og bolig i en forhandlet identitet. Uden alt det taler kroppen helt for sig selv. Her indtager de Refshaleøens industrielle og stenede omgivelser. Vi oplever dem på steder, der har en betydning i sig selv, men som også transformeres i mødet med kroppene.

Performernes kroppe svøber sig i omgivelserne, som var det klæder, der kunne tages på. Det rustne stålskib Illutron bliver en arbejdsplads med høj aktivitet, mens en betonplads bliver et dansegulv med dans til DJ Boris Kopeinigs pulserende rytmer. Pladsen foran B&W-hallen udfyldes med cirkler og kæder af arbejdsfællesskab. Kroppene danner også skulpturer som én organisme og udstråler fælles eftertanke.

Der er kunstnerisk mod til nærhed og vibrerende nysgerrighed for både mennesker og natur. Performerne udtrykker sig i bevægelser bundet til både individ og fællesskab, arbejde og frihed. De sætter pludselig i løb mod nye udsyn i afvekslende formationer, mens vi som publikum gradvis vænner os til de nøgne, afseksualiserede kroppe. Vi bliver ikke bare trygge, men også knyttede til deres frihed og sårbare mod.

Publikums rejse

Performerne er oftest neutrale i deres udtryk, måske for ikke at manipulere eller spille roller. Men af og til skabes kontakt. Et lille smil, et blik, en subtil interaktion. De små menneskelige relationer inviterer ind i et fælles ritual, og smilene breder sig på publikums ansigter. Der hujes og klappes anerkendende, når performerne skal videre fra hver lokation.

Stemningen er gået fra forundring og høflig afstand til åbenhed, naturlig samhørighed og taknemmelighed. Alt, der kan ses, er stillet frem til skue på alle leder og kanter. Der er ikke flere hemmeligheder, og ikke mere at skjule. Vi ender på den yderste mole i stille, klart vejr. Det er en lang tur, men der er ufatteligt smukt i solnedgangen. Performerne smelter ned i store sten og krakeleret jord.

Den meget store publikumsgruppe er helt stille i næsten andægtigt samvær. DJ Kopeinik spejler omgivelserne musikalsk med numre af fx Carla dal Forno og Sähkö. Performerne stiller sig til slut på række og skuer ud over havet mod nye bosættelser. Og som om naturen vil have det sidste ord over vores kroppe, åbner himlen sig og sender lyn, torden og kaskader af vand over os på vej tilbage.