Artiklen er en bearbejdet version af oplæg holdt på Scenekunstens årsmøde 7. juni 2023 i Skuespilhuset, hvor Johanne Prahl, direktør for Scenit umiddelbart inden holdt et oplæg om balancen mellem udbredelse og fornyelse.
Diskussionen om forestillingers levetid kan, som Johanne Prahl opsummerede det i sit oplæg på årsmødet, ses som spørgsmålet om, hvem vi laver scenekunst for. Er det for publikum? For samfundet? Eller for kunstens skyld? Som jeg kender branchen, så er der ikke ret mange teatre, der producerer kunst for kunstens skyld. Til gengæld kender jeg mange scenekunstnere, der er fulde af ideer, har meget på hjertet og dermed også fokuserer mere på at producere nyt end på at fortsætte med at spille de eksisterende forestillinger. Jeg tror dog samtidig, at det ikke først og fremmest er hverken kunstnernes skyld eller den enkelte kunstners ansvar at vægten mellem udbredelse og fornyelse ser ud som den gør. Det er der en række strukturelle forhold, der bidrager til, og det er nogle af dem, jeg vil tage fat i her.
Når vi taler om forestillingers levetid, så er der en række forskellige aspekter heraf:
- Turné som et udtryk for hvor mange forskellige steder i Danmark forestillingen kan opleves
- Genopsætninger og en forestillings levetid som den mulighed publikum har for at opleve (eller genopleve) en forestilling, der har vist sig at være god.
- Antal tilskuere pr. produktion
Alle tre aspekter er værd at have med i diskussionen, men det er også værd lige at overveje formålet med og konsekvenserne af at højne antal tilskuere pr. produktion generelt versus at have mulighed for at genopsætte en succesfuld forestilling.
LÆS OGSÅ: Scenekunstens årsmøde 2023: Længe leve den gode forestilling
En produktionsorienteret teaterstruktur
Ser vi på den måde, der produceres teater på i Danmark, så er det kendetegnende, at den danske teaterstruktur primært er produktionsorienteret. Det vil sige, at teatrene får penge for at producere forestillinger, der dernæst præsenteres for et publikum. Undtagelser er refusionsordningen og billetkøbsordningen, og det er helt givet på grund af refusionsordningens, at der er en del forestillinger på børneteaterområdet, der spiller i så lang tid.
Så hvis man ville tænke et system, der i højere grad var fokuseret på at præsentere forestillinger, skulle man nok også ændre i støttestrukturen – måske ikke i hele støttestrukturen, men overveje om man på voksenområdet kunne lave noget, der ligner refusionsordningen, og som økonomisk er ’tungere’ end billetkøbsordningen. Jeg siger ikke, at det er løsningen eller en fantastisk ide, men jeg siger at det er en overvejelse.
Turné og genopsætninger
Et andet strukturelt forhold, som har betydning for hvor tit – og hvor – en forestilling vises, er den tætte sammenhæng mellem produktion og distribution, der eksisterer i det danske teatersystem. Samlet set så spilles langt størstedelen af forestillinger i Danmark på egne scener.
Det er der store fordele ved, også i et publikumsperspektiv, fordi publikum ikke alene vælger at gå i teatret på grund af den enkelte forestilling, men også fordi de godt kan lide stedet. En anden fordel er at egenproduktioner spiller relativt længere end turnéforestillinger, hvilket gør at flere i første omgang får mulighed for at se forestillingen. Udfordringen bliver så: hvad med turneforestillingerne og hvad med de forestillinger, der viser sig at være så gode, at de vil kunne spille for et større publikum stationært?
Her er det ikke først og fremmest de kulturpolitiske rammer, der er en barriere. Produktionsprocesser og sæsonplanlægning gør det svært at justere og tilpasse løbende, og det samme gør ansættelsesforhold, hvor freelancere ikke ’bare lige’ kan forlænges. Så den måde vi har organiseret teaterproduktion på, begrænser altså også muligheden for at forlænge og genopsætte. Det kan vi også se, ved at se på de forestillinger, der faktisk spiller længe. Det er typisk ensembleforestillinger (i en eller anden forstand) og/eller forestillinger, hvor skuespillerne i forbindelse med genopsætning kan erstattes af nye kræfter.
Samspil mellem aktører
Herudover spiller sammenhængen mellem de forskellige aktører i branchen en afgørende rolle. Vi har ikke et system i Danmark, hvor succesfulde forestillinger produceret off-off broadway sæsonen efter spiller off-broadway og måske endda sæsonen herefter på Broadway. Vi udvikler os i retning af en højere grad af samarbejde mellem frie kunstnere og driftsstøttede teatre og i nogen grad også mellem store og små teatre. Men når det kommer til at overtage gode forestillinger og tage et økonomisk ansvar for en genopsætning, så mangler incitamenterne og forhindringerne er for mange. Det kan ikke bare lige ændres, men en bevidsthed om, at det også kunne have en værdi for teatrene og for publikum, vil være et godt sted at starte i forhold til at ændre “plejer” i branchen.
Jeg vil slutte med at vende tilbage til den helikopter, som Johanne tog os op i, ved at se på det her historiske perspektiv. Det gør jeg med lidt forbehold, for de historiske data er opgjort på lidt forskellig måde. Men ser vi generelt på forholdet mellem produktioner og tilskuere, så har der historisk været et stigende antal produktioner men et faldende antal tilskuere på de statsstøttede teatre. Det betyder at den enkelte forestilling spiller for væsentligt færre tilskuere i dag end for fem år siden, for ti år siden, for 15-25 år siden. I samme periode er andelen af forestillinger på egen scene steget en smule fra omkring to tredjedele til næsten tre fjerdedele. Det er altså ikke mindre turneaktivitet, der er den primære årsag til faldet i antal tilskuere pr. forestilling.
De historiske tal peger på, at de indbyggede tendenser, der er i et produktionsbaseret teatersystem, er blevet forstærket. Jeg har peget på en række årsager hertil, så må det være op til branchen selv at formulere hvorfor man kunne ønske sig at de gode forestillinger spiller i længere tid og dermed også hvilke barrierer og incitamentsstrukturer, man ønsker at arbejde med.
Tallene er baseret på Danmarks Statistiks opgørelser over aktiviteter på statsstøttede teatre: TEAT1, TEAT3, SCENE01, SCENE04, SCENE04A.
