★★★☆☆☆ Hvor stjernerne blinker – ungdomsteater funkler ikke for alvor 

I Hvor stjernerne blinker vil Opgang2 med en fabel om den utrolige men sande historie om en kat kaste lys over en desværre alt for aktuel situation. Beklageligvis fremstår forestillingen rodet og ufærdig, selvom intentionen er ovenud sympatisk.

Forestillingens hovedfigur er katten Snooy, som lever sammen med sin familie i et land på den anden side af Middelhavet. Da krigen rammer, må familien flygte mod sikkerheden i Europa, men på vej over havet mister de kontakten til Snooy, som på egne poter må tage turen op gennem Europa mod det kolde nord, hvor stjernerne blinker.

Uundværlig fortæller

Snooy spilles af debutanten Baraa Qadoura, som i offentligheden er bedst kendt for sin deltagelse i X Factor, mens de resterende roller fortolkes af Uffe Magnus Kristensen. Sidstnævnte gør entré med en mappe og nodestativ og fungerer herfra også som historiens primære fortællerstemme.

Som publikum har man brug for fortælleren, for selvom de fleste kender til historierne om flygtninge og migranters tur mod Nordeuropa, så tager forestillingen nogle spring i tid og sted, som kan virke lidt uforståelige. Det sker fx, når Snooy i det ene øjeblik er på en græsk ø og i det andet sidder i førerhuset på en tysk lastbil.

Redningsveste uden formål

Ingeline Lautrup Holsteen Jessens minimalistiske turnescenografi består af et bagtæppe med jordkloden, en mængde orange redningsveste og en stabel af sorte podier. Derudover er det mestendels lyset, der skaber de forskellige skift i rum og stemning, som når en kulørt lyskæde i de øverste, sorte kasser skaber illusionen af en græsk ferieø, eller scenen pludseligt skifter til et diskotek i Berlin.

De scenografiske elementer er lidt en gåde. Jeg undres især over, at redningsvestene aldrig kommer i spil – forestillingens pressebilleder kunne tyde på, at de har været anvendt, men nu virker som et levn fra et tidligere arrangement. Også de sorte podier virker underligt uudnyttede og malplacerede, og deres lidt vakkelvorne konstruktion er en unødvendig modstand for spillerne.

Musikken kan mærkes

Manuskript og instruktion er i hænderne på Pia Marcussen. Desværre er arrangementerne en kende statiske, og i fortællerrollen virker Uffe Magnus Kristensen låst, hvilket påvirker de to optrædendes samspil. Det er ofte lidt trægt, og man savner dynamik og bevægelse i forestillingen, navnlig når man betænker, at den er skabt med et yngre publikum for øje.

De musikalske elementer er forestillingens klare styrke. Hvor stjernerne blinker er ledsaget af komponist Cecilie Sadolins nyskrevne musik, og navnligt refrænet, “Aldrig gi’ op, altid se op,” fungerer strålende rent dramaturgisk. Også Baraa Qadouras evner kommer bedst til sin ret, når han giver eksempler på sin sødmefulde sangstemme, som især er tryllebindende i samspillet med Bolette Engstrøm Bjerres preoptagede vokal. Det er både dygtigt og rørende, og man kan ærgre sig over, at det ikke har fået en større plads i forestillingen. I det hele taget er det lige i underkanten med de musikalske elementer i Hvor stjernerne blinker, der med egne ord er en “musikalsk fortælling”. 

Alt i alt er Hvor stjernerne blinker et sympatisk bekendtskab, som vil sit publikum det bedste, men for mange elementer i forestillingen fremstår halvfærdige og uigennemtænkte, og det skæmmer det samlede indtryk.