★★★★★☆ Den allersidste dans valser lige ind i hjertet

Ensemblet på Mungo Park funkler i Petrea Søes bundmusikalske iscenesættelse af hendes og Trine Wisbechs stilistisk suveræne manus, Den allersidste dans, der med humor, alvor og værdighed skræller klicheerne af det menneskelige vilkår, at vi alle skal dø.

“Jeg er gået fra dig nu, skønt jeg holder af dig, du”

Annonce

De melankolske linjer fra Børge og Arvid Müller og Kai Norman Andersens Glemmer du får en endog mere deterministisk underklang i Mungo Parks dybt rørende Den allersidste dans, hvor vennerne på plejehjemmet nok deler minder, men også stilfærdigt dør en efter en. Først Åse, der erstattes af Karen. Så Flemming, der erstattes af Carl. Så Sus og Carl, så Ingrid og Karen, til Ejner sidder alene tilbage under sin lille røde lampet.

Kaffen er god

Men inden da har de snakket og skændtes. Danset og dyrket sport. “Ja, vi kalder det sport,” som en af dem bemærker om den adspredte fægten med lemmer ud fra lænestolens dyb. De har drukket kaffe, taget billeder og lavet navneopråb, og Sus har tilmed været i P1 og tale om begrebet ældrebyrden. Måske lugter der lidt meget af tis omkring dem, men de er nydeligt klædt på og nænsomme med hinanden.

Jeg så ikke forestillingen ved den oprindelige premiere tilbage i 2007, men forstår, hvorfor mange har ønsket at se den igen. Det er en tilsyneladende meget lille forestilling, der blidt som en blomst folder sig ud og bliver stor, eksistentiel og almenmenneskelig. Den rører hjertet og balancerer hårfint det lille smil ikke af, men med de fem, og den klump i halsen, der sniger sig ind undervejs mod det uundgåelige.

Solskin kan man altid finde

Kaffen, navneopråbet og Ejners “Op på hesten og ud over stepperne,” når nogen dør, strukturerer hverdagen, der kun i glimt invaderes af en hjælper, en hund eller et voksent barn. Charlotte Munksøs bedårende koreografier giver swingben i lænestolen, stilsikker pardans og tunge træk og skub med lænestolene. Kroppen er med til det sidste.

Viserne forlænger deres personligheder og minder. “Solskin kan man altid finde,” insisterer Nana Morks’ forsigtige Ingrid, når hun beretter om børnene på det børnehjem, hun var leder for engang. “Jeg har elsket dig så længe, jeg kan mindes,” synger Alexander Mayah Larsens smådemente Flemming, da han igen forveksler Ingrid med sin afdøde kone.

“To lys på et bord” fortæller Henrik Prips parkisonsramte Ejners 45 års ægteskab, mens Alexander Mayah Larsens kække Carl som en sømand “er glad for pi’r'”. Han finder sammen med Sara Fanta Traores intellektuelle Sus, der på sin side “ku’ bli’ no’et så 1-2-3” over statsradiofoniens ældrestereotypier. Carls hjerte brister i spruttende sang, da Sus dør, mens Rikke Westis ravjyske Karen blødt synger Dansevise, da hun som den sidste forlader Ejner, for han “er her endnu!”, som han altid gjalder til navneopråbet.

Farvel fra mig

Den allersidste dans giver sig mageligt tid i Petrea Søes bundmusikalske iscenesættelse af hendes og Trine Wisbechs stilistisk suveræne manus, der på samme vis som Peer Hultbergs roman Byen og Verden gør hverdagssprog til toner, klange, underfundige gåder og dyb eksistentiel refleksion.

“Farvel fra mig,” siger Karen til de børn, hun for alt i verden ikke vil ligge til last. Jeg kunne kvittere med et tak fra mig for en forestilling, der med både humor, alvor og ikke mindst værdighed skræller klicheerne af det menneskelige vilkår, at vi alle skal dø.

At Mungo Parks ensemble kan den formidable kunst at få alle spillere til at lyse stærkere med kollektivets kraft, ved vi jo godt. Denne gang skal de også hyldes for simpelthen bare at være fabelagtige spillere. Med elegante greb fremstiller de karakterer, der i flere tilfælde må være 40 år ældre end spilleren selv, på en legende loyal måde, der fik mig til at savne mine egne bedsteforældre og den ro og milde indsigt, alderen trods deres forskellige temperamenter gav dem.